Læsetid: 2 min.

K'nyt

28. maj 1998

Mammutbøger er en mammutsucces
*Bogudgivelser med en forfatteres samlede værker eller flere romaner i ét bind til små priser er blevet en kæmpesussces i Danmark, fortæller bladet Bogmarkedet. I England har man i årevis kendt fænomenet, og således har f.eks. Shakespeares samlede værker kunnet købes i ét bind for en billig penge. I Danmark tog ideen først fart midt i 90'erne. Borgens Forlag solgte Michael Strunges samlede værker i 20.000 eksemplarer og har netop nu Benny Andersens ditto øverst på bestsellerlisten med foreløbig 22.000 eksemplarer. Også Lindhardt & Ringhof dyrker genren og har f.eks. solgt tre af Leif Davidsens krimier samlet i17.000 eksemplarer. Gyldendal har udgivet hhv. Tom Kristensens og Tove Ditlevsens samlede digte i 2.000 og 6.500 eksemplarer.

Hver dags historie året rundt
*Hver dag i året er der en hel masse, der er foregået. Forlaget Holkenfeldt udgiver 4. juni en bog, der fortæller om historiske begivenheder på den enkelte dag - for få år siden og for 2000 år siden, etc. Dagen i dag (384 s. 285 kr.) er redigeret af Henning Dehn-Nielsen. Dagen i dag - den 28. maj - fødtes Ian Fleming, B.S. Ingemann, mens Carl Larsson, Harald Brix og Hertugen af Windsor døde og kronprins Frederik blev konfirmeret og Mathias Rust landede med sit fly på Den Røde Plads. Altså i forskellige årstal forstås.

Nikoline Werdelin som instruktør
*Tegneserietegneren Nikoline Werdelin har før skrevet skuespil, men debuterer nu også som instruktør, nemlig af sit eget nyskrevne stykke, Den blinde maler, som får urpremiere til februar på Husets Teater i København. Det spilles af Tammi Øst, Michelle Bjørn-Andersen, Hanne Windfeld og Tommy Kenter.

Arnoldi laver Ellington-plakat
*Den danske kunstner Per Arnoldi er tilbage i Danmark efter en tur til USA for at møde kommiteen bag fejringen af Duke Ellingtons 100 års fødselsdag til næste år, hvortil han skal male en plakat. Under opholdet besøgte Arnoldi også præsident Clinton, der ønskede at takke ham for den plakat, han
havde malet til dennes besøg i Danmark.

AudioROM & AntiROM
*nEt par af verdens førende multimedie-baserede kunstnergrupper er i Danmark. AudioROM er en gruppe programmører, musikere og grafiske designere, der laver CD'er med indbygget legestue og interaktivt pladestudio. AntiROM er en gruppe videodiskjockeys, der fusionerer lyd og video til multikommunikation for øjne og ører. AudioROM og AntiROM afrunder Kunsthåndværkerskolens afgangsshow med indbygget modeshow og fernisering. Showet finder sted i Kolding i morgen og gentages på Base Camp på Holmen onsdag den 3. juni, dog uden AntiROM.

USA mærker Nørretranders
*Tor Nørretranders' bog, Mærk verden, er netop udkommet i USA, hvor den iflg. Berlingske Tidende har fået flotte anmeldelser, ligesom et nyt oplag allerede planlægges. Bogen er trykt af forlaget Viking Press i 15.000 eksemplarer og vil næste forår udkomme som paperback i den kendte Penguin-serie.

En europæisk intellektuel
*Forlaget Museum Tusculanum udsender nu Erik Petersens doktordisputats om tyskeren Johann Albert Fabricius, en europæisk humanist og intellektuel, som levede i Leipzig 1668-1736. Disputatsen forsvares fredag d. 12. juni på Københavns Universitet Amager.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu