Læsetid: 2 min.

K'NYT

9. maj 1998

Picasso foran Duke og Dylan
*Pablo Picasso er blevet valgt til århundredets kunstner i en uofficiel afstemning holdt af Time Magazine. Den verdensberømte spanier vandt titlen foran jazzmusikeren Duke Ellington og rockveteranen Bob Dylan.

30 millioner dollars for maleri
*Mediekongen Bill Gates har angiveligt sat rekord ved at betale 30 millioner dollars for et maleri af den amerikanske maler Winslow Homer. Billedet, som er fra 1885, hedder Lost on the Grand Banks og forestiller to fiskere, der i skrap sø kigger over rælingen på deres lille båd. Så det skal nok være pengene værd. Hidtidig rekordholder er John Singer Sargent, hvis Cashmere har indbragt 11,1 million dollars. Gates selv har tidligere købt et manuskript af Leonardo da Vinci for 30,8 millioner dollars.

Billedkunstner-jury vedtaget
*Billedkunstnernes Forbund (BKF) har efter en urafstemning besluttet at nedlægge sit optagelsesudvalg. 521 stemte for nedlæggelsen, som sker fra april 1999.
184 stemte imod og syv stemte blankt. Forbundet vil efter nedlæggelsen indgå en treårig forsøgsperiode og anvende Akademiraadets nye regler for optagelse i Kunstnersamfundet og Billedkunstnernes Forbund i en fælles jury. Dermed er der etableret en fælles godkendelse og indgang til faget.

Ny bog af Drude Dahlerup
*Juni-Bevægelsens Drude Dahlerup udsender på tirsdag en debatbog om EU, Hvad er meningen!? Den er angiveligt et svar på og en udfordring til antropologen Anne Knudsens bog fra februar, Fanden på væggen, der havde fået støtte fra Europabevægelsen.
Drude Dahlerups bog, der udkommer på forlaget Vindrose, er på 96 sider og koster 48 kroner.

Udstilling om børneteatre
*På Københavns Hovedbibliotek viser Indre Bys børneteatre - Det Lille Teater, Anemone Teatret og Marionetteatret i Kongens Have, fra den 5. til den 30. maj et stort udvalg af deres plakater gennem de sidste 22 år. På udstillinger vises også rekvisitter og scenografier fra nogle af de seneste års teaterstykker.

Jan Kaspersen Kvintet på Arken
*Pianisten og komponisten Jan Kaspersen giver søndag den 10. maj kl. 15 koncert på kunstmuseet Arken. Kvintetten består af Anders Berg-crantz trompet, Bob Rock-well saxofon, Jan Kaspersen piano, Peter Danstrup kontrabas og Ole Rømer trommer. Koncerten er gratis for museumsgæster, der har betalt entréen på 40 kr.

Forkerte spilledage
*I tirsdags skrev vi efter anmeldelsen af Kim Edens og Tin Box's danseforestilling Crying Out Loud, at stykket spiller på Svalegangen i Århus fredag og lørdag. Det er naturligvis forkert, idet stykket spillede sidste gang på Svalegangen i lørdags. Til gengæld kan man sætte sin lid til, at Crying out loud gæstespiller på Dansescenen i København fra den 19. til den 24. maj kl. 20.
Stykket, der har høstet fortrinlige anmeldelser, er en såkaldt work-in-progress-forestilling. De to spillere - finske Saila Hyttinen og svenske Anders Mossling - har været i USA en måned og fulgt den rute, de følger i stykket.
Crying out loud er første del af Kim Edens ambitiøse Polaroid World-projekt, der til oktober bliver opført i sin helhed på Det Kongelige Teater.
K'Nyt beklager fejlen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu