Læsetid: 3 min.

K'NYT

1. maj 1998

Det Kgl. plus et musikhus
*Efter de seneste års ind imellem ganske lidenskabelige debat om Det Kongelige Teaters ud- eller ombygning, har kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen (R) på det nærmeste vasket tavlen ren og bedt tea-trets bestyrelse udarbejde en handlingsplan for teat-rets virksomhed de næste 10 år:
"Vi skal have en åben og grundig dialog med alle relevante parter om, hvad vi skal bygge, og hvor vi skal bygge, nu da jeg må konstatere, at det ikke er muligt at bygge på Kongens Nyutorv. Derfor har jeg blandt andet bedt bestyrelsen overveje mulighederne for at indgå et samarbejde med Københavns Kommune om et musikhus."
Bestyrelsens deadline er den 1. oktober. Vi vender tilbage til den tid med ledere, læserbreve, kommentarer og reportager.

Klovnerier i Århus
*Økonomiske problemer ligger bag, når Danmarks eneste cirkusskole - Klovne- og Artistskolen i Århus - lukker med udgangen af denne måned. Skolen har eksisteret i tre år og har været et tilbud om en uddannelse til cirkusbegejstrede unge, der ikke nødvendigvis kommer fra en cirkusfamilie. I skolens levetid er der uddannet 35 elever.
Kim Holmes fra Klovne- og Artistskolen siger til Ritzaus Bureau, at det ikke længere er forsvarligt at lade skolens økonomi afhænge af elever fra Den Frie Ungdomsuddannelse, elevers egenbetaling og enkelte bevillinger fra Arbejdsmarkedsstyrelsen, fonde og Dansk Artistforbund. "Skolens fremtid kunne være sikret, hvis staten, Århus Kommune og Århus Amt i tide havde indset, at her var et aktiv, der kunne være med til at sikre en artistuddannelse og en anstændig fremtid for danske artister," siger Kim Holmes.

Rødt kort til Jonas Elmer
*Det er ikke i sig selv nogen anbefaling at have fået både Bodil og Robert samme år og være blevet udråbt til det nye, store håb for dansk film. Jonas Elmer, der fik en miniaturebevilling til en novellefilm til at strække til den kritikerroste spillefilm Let's Get Lost kommer ikke til at blande sig i priskapløbet næste gang. Det danske
Filminstitut, der som bekendt afviste at støtte de to danske spillefilm, som i år repræsenterer Kongeriget i Cannes, har - ifølge Jyllands-Posten - afvist at støtte det nye, store håb. Jonas Elmer har sammen med Per Holst Film arbejdet på finansieringen af hans næste film, som har titlen Should I Stay Or Should I Go. De har fået udenlandske garantier for to tredjedele af filmens budget på knap 14 millioner kr. - betinget af, at Filminstituttet går ind med den sidste tredjedel.
Filmkonsulent Mikael Olsen udtaler til avisen, at "vi kan ikke honorere alle, når vi kun giver støtte til fire-fem om året, og vi kan ikke tage hensyn til, om man har fået priser."
Så det bliver næppe i Filminstituttets trendy cafe, Jonas Elmer vil blive fejret for sin seneste pris: Sammen med instruktørkollegerne Thomas Vinterberg, Lotte Svendsen og Henrik Ruben Genz har han netop modtaget årets Niels-pris, opkaldt efter efter tidligere kulturminister Niels Matthiasen. 25.000 kr. til hver.

Familien Cameron giver koncert
*For første gang nogensinde vil et dansk opublikum kunne oplevere de tre syngende medlemmer af indvandrerfamilien Cameron sammen på en scene. Gospelsangeren Etta Cameron optræder den 12. maj i Christians Kirken i København sammen med datteren Debbie ("Krøller eller ej") Cameron og sønnen Steve, der dog til daglig medvirker i hendes faste kor, The Voices of Joy.
Trioen vil blive accompagneret af blandt andre pianisten Ole Kock Hansen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her