Læsetid: 2 min.

K'nyt

23. maj 1998

Litteraturfolk boykotter Indien
*Den danske afdeling af IBBY, den internationale børnelitteraturorganisation, vil ikke deltage i en kongres i New Delhi til september. IBBY Danmark vil dermed demonstrere sin uvilje mod
atomprøvesprængningerne. Så vidt vides har ingen andre lande indtaget denne holdning - endnu da. På kongressen foregår diskussioner mellem 61 medlemslandes repræsentanter, ligesom overrækkelsen af en H.C. Andersen-medalje finder sted.

Fransk interesse for Asmussen
*Dansk dramatik har ikke på samme måde som den svenske (Norén, Enquist) haft udlandets store bevågenhed. Nu er dramatikeren Peter Asmussen imidlertid blevet kontaktet af forlaget Gallimar, så måske vil man på et tidspunkt kunne se et af Asmussens stykker på den venstre Seinebred.

Prinsebilleder på Frederiksborg
*Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg viser fra 22. maj til 23. august en udstilling med fotos fra bl.a. Kronprins Frederiks rejse til det fjerne østen i fjor. De er taget taget af fotografen Sten Brogaard.

Konkurrence om racisme
*Stockholms Monologfestival, som har eksisteret siden 1993, har udskrevet årets konkurrence om den bedste teatermonolog. Temaet er denne gang racismen, og monolog-stykkerne kan afleveres på engelsk, tysk, fransk, dansk, norsk eller svensk. Hvis nogle blandt læserne skulle have lyst at forsøge, sendes monologen inden 15. aug. til Skeppargatan 70, 11459 Stockholm.

Kampafstemning om fod
*Med 11 stemmer mod 10 har byrådet i Tønder vedtaget at give plads til opstillingen af en fem meter høj broncefod ved byens omfartsvej. Peter Brandes har skabt skulpturen og således gjort fodarbejdet, mens skokoncernen Ecco betaler for værket.

Møllers Klio i BG Bank Sorø
*Billedhuggeren Mogens Møller har for BG Bank i Sorø lavet en skulptur, som afsløres lørdag d. 6. juni. Udsmykningen Klio refererer til historiens muse, som Møllers værk har nyfortolket.

Serrano-udstilling forlænges
*Horsens Kunstmuseum har besluttet at forlænge sin udstilling med værker af den kontroversielle amerikanske fotograf Andres Serrano. Udstillingen forlænges til 1. juni. De samme billeder blev i efteråret vist i Melbourne i Australien, men da måtte udstillingen lukke i utide p.gr.a. hærværk. Det var især billeder fra New Yorks offentlige lighus, der på nogle mennesker virkede anstødelige. I Horsens er udstillingsperioden forløbet fredeligt og ganske normalt.

Ny biblioteksbygning åbner
*Der er nu sat dato på åbningen af Det Kgl. Biblioteks nye magasin-bygning i forbindelse med Københavns Universitet Amager. Det sker d. 26. maj, og kulturministeren foretager indvielsen, der omfatter 45 hyldekilometer bøger og er begyndelsen til det nye bibliotek, der skal betjene universitetet.

Nimbus træf på Plænen i Tivoli
*I morgen kl. 11 slår Tivoli portene op for 70 veteranmotorcykler af mærket Nimbus. Cyklerne kører i kortege fra indgangen i Tietgensgade til Plænen, hvor de gamle Fisker og Nielsen-cykler vil stå til almindelig beundring fra kl. 11 til kl. 13.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her