Læsetid: 2 min.

K'nyt

16. maj 1998

Rasmus Lyberth vender tilbage
*For fire år siden trak Rasmus Lyberth sig tilbage fra koncert-, klub- og pladescenen og tog ansættelse som afvænningskonsulent i en grønlandsk kommune. Han - og hans arbejdsgivere - mente vel, han havde forudsætningerne for at kunne udfylde posten. Han meddelte sit publikum, at han ikke kunne komme længere med musikken - han havde ikke flere ideer. Arbejdet med spillefilmen Lysets hjerte fik ham tilbage på musiksporet og det er i løbet af sidste vinter blevet til en stribe stille, eftertænksomme sange om det gode, nære liv. Sangene blev prøvet af for et grønlandsk publikum omking premieren på filmen. Han har nu samlet dem på en - selvudgiven - cd og præsenterer dem for øjeblikket ved et par koncerter i Danmark. På mandag i Christianskirken i København.

Frednings-nej til Erik Clausen
*Fredningsnævnet har sagt nej til en rødrusten jernskulptur i toenhalv meters højde af filmmanden, billedkunstneren og entertaineren, Erik Clausen, som skulle placeres i Sortedamssøen, fortæller Østerbro Avis.
Søerne skal bevares som en ubrudt flade, mener nævnet. Så skulle man også jage ænderne væk, for de er med til at bryde fladen, svarer Clausen, der også stiller dette spørgsmål: Hvorfor kan det billedkunstnerne laver ikke ligeså godt komme med i bybilledet, som det Coca-Cola laver?

Pris til Andrea Vagn Jensen
*Skuespilleren Andrea Vagn Jensen, kendt fra tv-
serierne Strisser på Samsø og Karussel, får sammen med Frits Helmuth årets Lauritzen-pris på 50.000 kr. Lauritzen-fondens midler uddeles til humanitære og kulturelle formål.

Debatmøde om ytringsfriheden
*Mellemfolkeligt Samvirke og Dansk PEN inviterer til arrangement om ytringsfrihed og udvikling denne weekend på Louisiana-museet i Humlebæk. 60 forfattere og mediefolk fra Afrika, Mellemøsten, Latinamerika, Asien, Europa og USA deltager. I aftes indledtes mødet i dagbladet Politikens festsal.

Pro Forma i Dortmund
*Det danske Hotel Pro Forma opfører sin nye forestilling, Dobbeltøksens hus ved åbningen i morgen af Dortmunds 34. internationale kulturfestival. Der vil også være andre danske bidrag med teater og billedkunst.

Ole Bornedal til Gladsaxe
*Gladsaxe Teater har ansat filminstruktøren Ole Bornedal til i den kommende sæson at instruere en stor Shakespeare-forestilling.
Teatret meddeler ikke hvilken, men indkalder til pressemøde mandag om forestillingen.

Stor persisk-dansk ordbog
*Dette er ikke en tåreperser, men en glædesperser. I serien Gyldendals Røde Ordbøger er udkommet en persisk-dansk ordbog, redigeret af Fereydun Vahman og Claus V. Pedersen. Den omfatter både klassisk og moderne persisk, er den største af sin art hidtil og henvender sig til herboende iranere, persiskstuderende og den særligt interesserede lægmand. Indeholder 30.000 opslagsord (915 s., 375 kr.)

Borges tema i tidsskrift
*Snart udsender Gyldendal bøger af Jorge Luis Borges i nye oversættelser. I den anledning udgiver det litterære blad, Graf, et særnummer, hvori bl.a. Svend Åge Madsen skriver om Borges.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu