Læsetid: 2 min.

K'NYT

15. maj 1998

Fyret teaterleder går i protest
*Afdelingslederen for skuespillerlinjen på Statens Teaterskole, Ulla Gottlieb, har ifølge Jyllands-Posten (14.5.) taget sin afsked i vrede over den kritik, en styringsgruppe med Nikolaj Cederholm i spidsen netop har barslet med. Kritikken gik bl.a. på, at skolens lærerkræfter ikke var de bedste, hvorfor ikke blot rektor, men også bl.a. afdelingslederne blev indstillet til opsigelse, dog med mulighed for at genansøge. Ulla Gottlieb kalder det vanærende at blive betegnet som andenrangslærere. Dermed slutter hun også op om skuespilleren Peter Steens kritik af kritikken, fremsat i Information (13.5.), hvor han kaldte Nikolaj Cederholms udtalelser for krænkende.

Margrete Auken-kritik af Det Kgl.
*Det Kgl. Teater har kun 14 dage efter at have forelagt sin sæsonplan måtte foretage en kæmpeændring: En Richard Strauss-opera, Kvinden uden skygge, er taget af plakaten, fordi teaterchefen har overvurderet ressourcerne. "...Vi må have åbenhed om, hvad der foregår på Det Kgl. Teater, hvor så mange kunstnere går og græder," siger folketingsmedlem Margrete Auken til Berlingske Tidende (14.5.). Når en teaterchef i den grad kan fejlvurdere, er der åbenbart noget rivende galt, mener hun... og nævner desuden, at indsættelsen af en bestyrelse for Det Kgl. Teater var en fejl. Politikerne bør selv tage ansvaret.

Medaljer til nordiske aviser
*I årets dyst om de bedste avissider blev det svenske dagblad Dagens Nyheter den mest vindende avis med en guld-, en sølv- og to bronze-medaljer samt fire hæderspriser. Danmark placerede sig generelt i bunden med én sølvmedalje til Aktuelt, mens Berlingske Tidende, B.T., Politiken, Århus Stiftstidende samt det grønlandske Sermitsiak måtte nøjes med hæderspriser. Der indkom et rekordstort antal bidrag til bedømmelse i årets konkurrence: 1016 fra 72 aviser. Danmark deltog med 212 sider fra 17 aviser. Fotos af vindersiderne kan ses på Internet på adressen www.connection.se/snds/

Dansk Auster-seminar i Cannes
*Der er andre danske islæt i årets Cannes-festival end Lars von Triers og Thomas Vinterbergs film. Således har Søren Bay været
fotograf på filmen Mangwana, en film fra Zimbabwe. Den handler om et kultursammenstød mellem europisk og afrikansk livsstil. Bay var lysmand på Allendes og Augusts film, Åndernes Hus. Det danske Filminstitut har indbudt til seminar i morgen, lørdag, med forfatteren Paul Auster som hovedperson. Den amerikanske forfatter er netop debuteret som instruktør på festivalen.

Travolta takker Cannes
*Den 44-årige amerikanske skuespiller, John Travolta, siger, at han kan takke Cannes for alt. Travolta debuterede for 20 år siden i Saturday Night Fever, der gjorde ham til teenagesymbol. Siden gik det nedad med karrieren, indtil Quentin Tarantino tog ham med i Pulp Fiction, der vandt De gyldne Plamer i 1994. I år er Travolta med i Mike Nichols allerede meget roste, Primary Colours.

'Sofies Verden' filmatiseres
*Den norske forfatter, Jostein Gaarders populærfilosofiske bog, Sofies Verden, skal nu filmatiseres. Bogen er solgt i 12 mio. eksemplarer i en række lande. Det norske fjernsyn er medproducent på filmen, der ventes at koste 65 mio. og at få premiere i efteråret 1999. Foruden filmen produceres en tv-serie i otte episoder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu