Læsetid: 5 min.

Kosovo krise spidser til

1. maj 1998

Situationen omkring Kosovo virker stadig mere truende og farlig, og det kan være sidste udkald for en fredelig løsning

Kosovo var længe et fortrængt problem, overskygget af først og fremmest Bosnien - en lavintensitetskonflikt, en intifada uden åben kamp, hvor serbiske forsøg på at tvinge Kosovo-albanerne til at acceptere området som en del af Serbien mødtes med civil ulydighed og opbygning af et alternativt samfund. Og hvor ikke-vold var Kosovo-albanernes grundlæggende taktik i et langsigtet forsøg på at køre serberne træt.
Meget har ændret sig siden årsskiftet. Og man kan diskutere, hvorfor det er netop nu, at Kosovo-krisen er gået over i en ny fase. Utilfredshed og utålmodighed hos Kosovos albanere på grund af manglende resultater er naturligvis én af de nærliggende forklaringer. En anden er, at da Albanien for nylig var i opløsning og folk dér plyndrede våbendepoterne, kom der så mange våben i omløb, at mange af dem siden har fundet vej over bjergene til Kosovo. I dag er 'Kosovas Befrielseshær' en realitet, og den har været i stand til at påbegynde en egentlig guerillakrig.
En tredje faktor har formentlig været det politiske kaos i Serbien i efteråret 1997 og begyndelsen af 1998, hvor det først tog adskillige måneder at få valgt en efterfølger til Slobodan Milosevic som præsident i Serbien, og bagefter lang tid at få dannet et serbisk regering med et parlamentarisk flertal bag sig. Hverken Milosevics kandidater eller deres modkandidater har kunnet beskyldes for imødekommenhed over for albanerne. Den politiske situation i Serbien har således virket helt uden åbninger og muligheder for albanerne, med mindre de da ville opgive deres boykot af de serbiske institutioner og acceptere at gå ind i serbisk politik. Og den mulighed har deres for nylig genvalgte leder Ibrahim Rugova altid afvist.

En fjerde faktor, som synes at have spillet en rolle, har været slækkelsen af det internationale pres mod Jugoslavien, efter at det er lykkedes at fravriste Karadzic-Krajisnik-fløjen dens monopol på regeringsmagten i den serbiske enhed i Bosnien, Republika Srpska.Jugoslavien syntes på vej ud af sin internationale paria-stilling, trods en uændret situation i Kosovo. Det gjorde det så meget vigtigere for den mere militante og utålmodige fløj blandt Kosovo-albanerne at henlede USA's og Europas opmærksomhed på albanernes situation i Kosovo med mere radikale midler end hidtil. Og konfrontationerne her har siden nytår krævet så mange dødsofre, at det er vanskeligt for udlandet ikke at reagere over for, hvad det oplever som klare overtrædelser af menneskerettighederne fra serbisk side.
Endelig er vi for øjeblikket i en situation, hvor andre internationale konflikter kører på et forholdsvis lavt niveau og derfor ikke "skygger" for Kosovo-problemet.
I denne sag, som i en del tidligere tilfælde, har Serbien formelt set international ret i ryggen i sin afvisning af udenlandsk indblanding, ud fra det synspunkt, at Kosovo er et indre serbisk anliggende. Men dette synspunkt gør kun begrænset indtryk i udlandet. For at sætte trumf på sit standpunkt lod den serbiske regering i sidste uge afholde en folkeafstemning, hvor 95 procent af de afgivne stemmer vendte sig mod, at landet skulle acceptere international mægling i konflikten. Det serbiske standpunkt er, at 'Kosovas Befrielseshær' er en bande terrorister, og at det internationale samfund skulle være Serbien taknemmeligt for, at det yder et bidrag til bekæmpelsen af terrorismen i Europa.

Samtidig er man gået i gang med en militær optrapning langs grænsen til Albanien, og der har været flere grænseepisoder. Albanien anklages af Serbien for at støtte Kosovos Befrielseshær ved at undlade at gribe ind over for våbensmugling til Kosovo og tillade tilstedeværelsen af lejre for befrielseshæren på albansk territorium. Et tilsyneladende bevis for denne påstand blev leveret tirsdag på serbisk TV, hvor man viste en albansk fange frem, Fadilj Dabicaj, som angiveligt skulle have forsøgt at snige sig over grænsen fra en lejr fem km inde på albansk territorium, hvor han havde fået våben og var blevet trænet sammen med 1.000 andre albanere. Han oplyste endvidere, at lejrkommandanten var en nevø af Albaniens afsatte præsident Sali Berisha.
Vi kan her stå over for et stykke serbisk propaganda, der skal legitimere den serbiske militære opbygning på grænsen til Albanien. Men hvis Dabicaj har ret, viser episoden, at Kosovo-konflikten nu har klare forgreninger til den i forvejen vanskelige politiske situation i Albanien.
Også andre ting tyder på, at Sali Berisha meget vel kan tænkes at ville forsøge at bruge krisen til et politisk come-back ved en aggressiv antiserbisk holdning, i en situation hvor den nuværende regering i Tirana er meget forsigtig med at udfordre sin militært overlegne nabo og så vidt muligt forsøger at afstemme sin holdning med udlandet.
Også blandt eksil-albanerne øges spændingen. Således har en gruppe demonstranter i Rom med præsidenten for de i Italien bosiddende albanere, Arsim Berisha, i spidsen kritiseret den internationale kontaktgruppe vedrørende Kosovo for at anvende helt utilstrækkelige midler over for serberne og truet med, at hvis kontaktgruppen (der består af USA, Rusland, England, Tyskland, Frankrig og Italien) ikke får taget effektive skridt over for serberne, så vil alle albanere have pligt til at forene sig for at forsvare deres land og deres liv.
Videre endnu går en erklæring fra Kosovas Befrielseshær udsendt samtidig med kontaktgruppens møde i Rom i denne uge om situationen i Kosovo.
Heri udtales det, at Kosovas befrielseshær kæmper for befrielse og forening af alle albanske områder under fremmed besættelse, og at den vil forkaste enhver aftale, som indgås uden at den er blevet inddraget.
Endvidere opfordres albanske politikere til at overveje deres forhold til den aktuelle situation og alle befrielsesstyrker til at forene sig med befrielseshæren i en fælles kampfront mod fjenden.

Dette lyder meget, som om vi her står over for en Balkan-parallel til den irske undergrundshær IRA. Hvilket igen betyder, at det kan blive meget vanskeligt at skabe varig fred selv med væsentlige serbiske indrømmelser, der vil imødekomme de krav, det internationale samfund stiller: Seriøst selvstyre for Kosovo, men ingen løsrivelse.
Foreløbig har kontaktgruppen valgt at bruge sanktionsvåbnet for at tvinge den serbiske side til indrømmelser: Jugoslaviens tilgodehavender i udlandet er blevet indefrosset. Og der skal såmænd nok komme forhandlinger igang.
Problemet er så, om parterne overhovedet kan blive enige om noget. De politiske muligheder, der stod åbne for få måneder siden, er næppe til stede meget længere. Derfor kan det meget vel være sidste udkald for en fredelig udgang på Kosovo-konflikten.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu