Læsetid: 2 min.

Kunst-zapperi

6. maj 1998

Der er frit valg på alle hylder i et lille kunst-videotek i Århus

VIDEOKUNST
Videokunsten er efterhånden blevet et velkendt indslag på den danske kunstscene. Den er ikke længere en påtrængende gæst, der forsigtigt lukkes ind ad bagindgangen, men snarere en festens hædersgæst, der garanterer, at kunsten er ny og ung og eksperimenterende og ikke mindst elektronisk om en hals. Nu har festen imidlertid varet et par årtier. Den mest jubilerende fascination af videomediet er blevet afløst af en computer-ditto, hvorfor det må være på tide at skelne skidtet fra kanelet blandt de enorme bunker af videobånd, som den danske kunst-produktion har kastet af sig.
På udstillingsstedet 'rum 46' i Århus har man rig lejlighed til at møde en stor del af den danske videokunst på den nye udstilling, der slet og ret kaldes for Videotek. Pendanten til diskoteket er ikke helt forkert. Ligesom DJ'en medbringer sine ynglingsplader og gerne tager imod særlige ønsker, består udstillingen af en hylde med over 50 videobånd, som efter ønske kan beses på de tre monitorer, der er sat op til lejligheden.
Det har ikke været arrangørernes hensigt at skære et snævert udvalg af videokunst ud, som postulerer at bære på en videokunstens fællesnævner. Tværtimod synes man at have erkendt mediets mangfoldighed ved at udvælge videoværker, der både i form, indhold og - ikke mindst - kunstnerisk niveau, varierer kolossalt. Forholdsvist etablerede navne som Peter Holst Henckel, Lars Bent Petersen, Susan Hinnum, Martin Erik Andersen og Lars Mathiesen præsenteres parallelt med ukendte navne i en skønsom blanding af værker, hvis eneste fællesnævner er brugen af mediet. Og det er måske hér, udstillingen tør bekende kulør: Ved at vise, at videokunst er et redskab på lige fod med maleriet, bliver den en næsten pædagogisk guide til et medie, der efterhånden har vundet kunstverdenens fortrolighed.

Kunst og film
Lad det være sagt med det samme: Man når ikke igennem alle båndene på en enkelt eftermiddag. Valgene drives af lige dele nysgerrighed og genkendelighed, for selvfølgelig skal man først lige se dem, man kender, eller dem med de sjoveste overskrifter.
Peter Holst Henckels imitation af spejlscenen fra Scorsese's film Taxi Driver med kunstneren selv som hovedrolleindehaver synes ved første øjekast at være ligegyldigt monoton, men ved at køre i et rigidt loop hæver den sig op på et næsten smerteligt niveau. For disse kunstnere tjener videomediet blot til at registrere deres performances - ikke som et mål i sig selv.
En anderledes brug af mediet møder man hos både Karin Westerlund og Jesper Fabricius, der begge kan deres tekniske kram. Værkerne lukker sig formfuldendt om sig selv, og især Westerlund nærmer sig kortfilmens æstetik gennem sine portætter af mennesker fra hele kloden, produceret af Zentropa.
Deres udsendte havde særligt glædet sig til Lars Mathisens Safe Condition. Desværre var der gået bånd-salat i den, og sådan er det nu engang, når kunstværket er et uendeligt reproducerbart videobånd, som man selv sætter i maskinen. Man kan jo altid zappe videre til den næste.

*Videotek. rum 46, Studsgade 46, 8000 Århus C. Tors.-søn 13-17. Til 10. maj

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu