Læsetid: 5 min.

Kunsten at sige farvel

1. maj 1998

Nye gendigtninger af en skatkiste og prægtig rodebunke af mærket, gennemsanset liv, set og hørt og beskrevet af en arrogant lille snob, og fremragende menneskeskildrer, en enestående digter og historieforetæller

For godt og vel tusind år siden modtog kejserinden af Japan et bundt fint papir, hæftet sammen til notesbøger.
"Hvad skal vi gøre med dem?" spurgte hun hofdamen, "kejseren har allerede truffet aftale om afskrivning af en stor kinesisk historikers værk." Hofdamen sagde: "Giv dem til mig i stedet for, så laver jeg en hovedpude af dem."
Hofdamen begyndte nu at fylde notesbøgerne med alt, hvad der faldt hende ind: løse fakta, gamle historier, småoplevelser fra hoffet, alt muligt andet, herunder de mest dagligdags ting. Hun koncentrerede sig især om de hændelser og personer, som hun fandt mest tiltalende og storslåede, og nedfældede derudover digte og iagttagelser af træer, planter, fugle og insekter.
Hun var på forhånd overbevist om, at folk, når de fik hendes bog at se, ville udbryde: "Den er endnu værre end jeg troede!" da hun jo bare skrev for sin fornøjelses skyld og lod alt flyde ned på papiret i den form, hvori det dukkede op i hendes tanker. Stor var derfor først hendes forundring over læsernes ros. "Men på den anden side er det ikke så sært, om folk synes om den, for som det fremgår af mine optegnelser, er jeg sådan en person, der bifalder, hvad andre foragter, og afskyr, hvad andre synes om. Uanset hvad folk mener om min bog, fortryder jeg stadig, at den nogen sinde så dagens lys."

Filmaktualiseret
Sådan fortæller Sei Shonagon selv historien om tilblivelsen af sit nu klassiske værk Makura no Soshi (hovedpudeoptegnelser), kendt som Hovedpudebogen og nylig aktualiseret gennem Peter Greenaways film The Pillow Book. For resten er det slet ikke sikkert, at netop denne sidste optegnelse er autentisk, og hvad titlen angår, er der nok tale om en gængs genrebetegnelse, for de bøger, man havde i dén flade kasse, man hvilede hovedet på under søvnen.
Om Sei Shonagons person vides ikke meget, udover at hun blev født omkring 965 og var datter (eller måske adoptivdatter) af Kiyohara no Mutosuke (908-990), en boglærd embedsmand og poet, hvis slægtsnavn kan forkortes til Sei, og hvis rang gled over på datteren.
Man kender altså ikke hendes egentlige navn, ejheller hendes sene skæbne og dødsår; men hun vides at have tilhørt inderkredsen om kejser Ichijos gemalinde Fujiwara no Sadako (976-1001), og af hendes beretninger ses, at hun ofte brugte natten til andet end at sove.

Den gode elsker
Blandt Plagsomme Ting beskriver hun en elsker der skal drage bort ved daggry, og som "snakker om at måtte finde sin vifte og nogle papirer han lagde fra sig - skrækkelig plagsomt. Det er mørkt, så han famler rundt og snubler over møblerne, "hvor mærkeligt!" mumler han for sig selv, "hvor i alverden kan de dog være?" Omsider finder han tingene. Han propper papirerne ind på brystet af sin dragt med en højlydt raslen, så åbner han sin vifte og vifter sig energisk. Først nu er han klar til at sige farvel. Føj for en ucharmerende opførsel! Ordet "plagsom" vil være en underdrivelse."
Den gode elsker derimod har svært ved at komme af sted. Han slæber sig modvilligt ud af sengen, man må skynde på ham og sige: "Skynd dig, min kære, snart bliver det lyst, du vil jo ikke have, at nogen skal finde dig her." Han sukker, som for at sige, at natten har været alt for kort, "og da han kommer på benene, klæder han sig ikke på med det samme, men nærmer sig pigen påny og tilhvisker hende et eller andet, som forblev usagt om natten."
Man bliver, siger Sei Shonagon, uvilkårlig knyttet til en mand, "der siger farvel med en vis elegance. Hvis han springer ud af sengen, farer omkring i værelset, strammer sit bælte tæt og ruller ærmerne op på hofkappen, overkappen eller jagtdragten, og til sidst propper sine ting ind på brystet af dragten for så med voldsomhed at stramme yderbæltet, - ja så begynder man virkelig at hade ham!"

Behageligt og ubehageligt
Blandt de godt 300 prosastykker i Hovedpudebogen finder man også analyser af følelser og stemninger, små sanseindtryk og iagttagelser, refleksioner og anekdoter, optegnelser om steder og dyr. Forfatteren fører lange lister over både behagelige og ubehagelige indtryk, registrerer de pinlige optrin og glædelige begivenheder, dvæler ved det fornøjelige - og væmmes højlydt ved det direkte frastødende.
Ynkværdig er således "stemmen hos én, der pudser næse, mens han taler," og "ansigtsudtrykket på en kvinde, der plukker sine øjenbryn". Smuk er en stor have dækket af sne, og henrivende finder Sei Shonagon andeæg og hvide nelliker.
Glædeligt er det at finde en masse historier man ikke har læst, eller at få bind to af en roman, hvis første bind man har nydt. Direkte pinlig er dog en mand, der fremsiger (dårlige) digte af egen tilvirkning og fortæller én om al den megen ros han har modtaget for dem. Frastødende virker: det indre af øret på en kat, eller bagsiden af et broderi, eller en temmelig uskøn kvinde, der passer sit talrige hylende afkom.
Om Sei Shonagon selv fik børn, vides ikke. En legende påstår, at hun blev gift med en embedsmand, med hvem hun fik en søn.
Et andet sagn mener, at hun døde i den yderste fattigdom; men det kan, tilføjer en kommentator, være et ondt rygte udspredt af folk, der fandt hendes vandel anstødelig, promiskuøs som hun jo var.

Orden i kaos
Hendes egenhændige manuskript menes at være forsvundet i det 11. århundrede, og allerede i det 12. var flere indbyrdes afvigende versioner i omløb.
Nogle forskere har forsøgt at få orden i kaos og arrangere afsnittene efter disses indhold eller efter hændelsernes formodede kronologi; men der findes ingen holdepunkter for at tro andet, end at værket var tænkt præcis som det det er: en skatkiste og prægtig rodebunke af mærket, gennemsanset liv, set og hørt og beskrevet af en arrogant lille snob, en æstetisk overfølsom dame fra hoffet, en fremragende menneskeskildrer, en enestående digter og historieforetæller.

*15 uddrag fra Hovedpudebogen findes oversat af Line Valen i et netop udkommet, særligt klassiker-nummer af det norske litteraturtidsskrift Vagant (nr. 3-4/1997).
En komplet engelsk version, ved Ivan Morris, udkom i 1967 på Oxford University Press/Columbia University Press. Herfra bringes 185 uddrag i Penguin Classics: The Pillow Book of Sei Shonagon, 1971, med fyldige noter, tidstavle og kort

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her