Læsetid: 5 min.

Længslen efter den store fare

12. maj 1998

Det problematiske ved Ernst Jüngers krigsbøger er, at han bliver fuldstændigt grebet under nedslagtningerne. Men
Jünger kan ikke bare affejes som krigsbegejstret nationalist

TILLÆG (2. SEKTION side 17)
Forfatteren Ernst Jünger døde for nylig, 103 år gammel. Han begyndte sit lange forfatterskab med bogen In Stahlgewittern, der udkom i 1920. Den blev i det følgende årti efterfulgt af bøgerne Der Kampf als inneres Erlebnis, Feuer und Blut og Wäldchen 125, alle bøger der behandler Jüngers erfaringer på vestfronten under Første Verdenskrig.
Disse bøger er ikke oversat til dansk, selvom de må siges at høre til blandt de betydeligste om Første Verdenskrig, ja, om krig i det hele taget. Jünger kan dog ikke være helt ukendt for et dansk publikum, da flere af hans senere værker er oversat til dansk. Heriblandt uddrag af hans dagbøger fra Anden Verdenskrig Krigsdagbog og sciencefiction-romanen Glasbierne.
Grunden til, at hans tidlige værker ikke er oversat, modsat både Remarques Intet nyt fra vestfronten (1929, dansk samme år) og Barbusses Ilden (1916, dansk 1919), er nok hans indstilling til krigen. Intet nyt fra vestfronten og Ilden er begge programmatiske antikrigs-bøger, det er Jüngers bøger ikke. Men Jüngers bøger er på deres vis mere nuancerede end Remarques og Barbusses. Det skyldes næppe så meget forskellen i alder eller nationalitet, som Jüngers måde at skrive på.
Jünger tager udgangspunkt i sig selv, bøgerne handler om ham, og tingene er set fra hans synspunkt. Hos Barbusse er der derimod tale om et jeg, hvis identitet ikke på noget tidspunkt bliver afsløret. Men der er ikke fuldstændigt sammenfald mellem forfatteren og dette jeg, jeg'et er nemlig ikke til stede i alle passager. Hos Remarque er der også tale om et jeg, der dog ikke er Remarque selv, men den nittenårige Paul Bäumer.
Selvom både Barbusse og Remarque uden nogen tvivl tager udgangspunkt i sig selv, handler deres bøger ikke fuldstændigt om dem selv. Det er tydeligst hos Remarque, hvis hovedperson dør kort før krigens afslutning. Dette dramatiske greb understreger, at der er tale om en roman og ikke som hos Jünger om egentlige erindringer.

Mere objektiv
Paradoksalt nok betyder Jüngers subjektive indfaldsvinkel, at han virker mere objektiv. For at citere Thorkild Bjørnvig, der efter først at have læst Remarque, som han fandt "jævnt kedelig, [og] syntes... drejede sig mere om følelser end om kendsgerninger", læste Jüngers In Stahlgewittern: "Her syntes jeg endelig, kendsgerningerne var beskrevet".
Og det er måske netop kendsgerningerne, der er problemet og grunden til de manglende oversættelser? Jünger synes at beskrive det hele, alle siderne af det han har oplevet, både bombardementernes helvede og angrebets rus.
Det problematiske og uacceptable er naturligvis angrebets rus, og især Jüngers tydelige fascination af den. Men hvorfor denne fascination? På første side af In Stahlgewittern beskriver Jünger sin ankomst til fronten i december 1914 og bemærker i forbindelse dermed, at "fordi vi var vokset op i en tryghedens tid, rørte der sig i os alle en længsel efter det Usædvanlige, efter den store Fare".
En længsel Jünger året før havde søgt udladning for ved at melde sig ind i fremmedlegionen, men ikke for at kæmpe. Planen var at stikke af, når han var nået til Afrika og begynde en rejse ned gennem kontinentet. Det var længslen efter eventyr. Flugtforsøget lykkedes ikke og kun ved faderens hjælp slap Jünger ud af fremmedlegionen, men blot for at vende hjem til Tyskland.

Den store nedslagtning
I august 1914 udbrød Første Verdenskrig, og Jünger meldte sig med tusinder af andre begejstrede som frivillig. Krigens barske realiteter fjernede dog hurtigt den første begejstring. I Feuer und Blut sidder Jünger i 1918 på en træstub bag frontlinjen rygende på sin pibe, mens han tænker over krigen: "Ak, det ville være løgn, hvis man sagde, at man stadig med glæde ventede på de store slag."
Men alligevel afventer han senere med utålmodighed det forestående stormløb, og da han pludselig befinder sig alene under stormen, er hans eneste angst, at de andre skal komme frem til fjenden før ham. Man kan selvfølgelig hævde, at det er, fordi han vil have del i æren og medaljerne. Men det stikker dybere end som så; under det forberedende bombardement på fjendens linjer konstaterer Jünger, at "min beslutning om ikke at tabe hovedet, var ganske umulig her."
Han bliver fuldstændigt grebet, han glemmer sig selv og gør det, situationen kræver.
Det er som med følelsen i Thorkild Bjørnvigs essay Den æstetiske idiosynkrasi (1959): der er ingen tvivl. Bjørnvig sætter i dette essay følelsen overfor overfølsomheden eller følsomheden. Følsomheden er modsat følelsen usikker og kan i længslen og håbet efter sikkerhed knytte sig til intellektet. Dette fører til et til stadighed vurderende og analyserende forhold til verden.

Påvirket af nihilismen
Jünger var, som så mange andre i dette århundrede, stærkt påvirket af Nietzsche og hans nihilisme. En nihilisme, der er nået ved en skeptisk vurderen og analyseren af omverdenens værdier, og derefter deres forkastelse. Men også en nihilisme, der med alt forkastet, nærer en dyb længsel efter det sikre (det ja-sigende barn i Nietzsches Also Sprach Zarathustra).
I kampsituationen blev enhver analyse sat ud af spil, der gjaldt kun det ene at overleve, der var ingen tvivl. I skyttegravene fandt Jünger forløsning ikke blot fra sikkerheden i legemlig forstand, men også fra tvivlen: "Med hin dyrenes bevidsthed, der helt og holdent er sammenfaldende med øjeblikket, og som ikke kender nogen erindringer eller forudseenhed."
Under kampen blev Jünger overfølsomheden kvit og kunne hengive sig fuldstændigt. Han opnåede samme befrielse som Bjørnvigs eksempel på en frigørelse fra idiosynkrasien, Dostojevskijs Raskolnikov: "Alt i ham var nu kun følelse. Al dialektik var borte - livet var trådt i stedet".
Det interessante ved Jüngers krigsbøger er, at han har formået at beskrive dette, ja, hele sin krigsoplevelse, som æstetisk idiosynkrat.
Det paradoksale er, at Jünger til trods for sit nihilistiske udgangspunkt var nationalist, i hvert fald under krigen og i de første ti år af sit forfatterskab. Men det er bemærkelsesværdigt, at han stadig formåede at beskrive ikke alene oplevelserne i skyttegravene, men også denne nationalisme med en observerende saglighed.
Derfor kan man ikke bare affeje Jünger som krigsbegejstret nationalist, skønt han var begejstret for sider af krigen, og han var nationalist. Og derfor er Jüngers krigsbøger stadig værd at læse, hvis ikke for andet så på grund af Jüngers æstetiske formåen. Og derfor må det undre, at ingen af hans krigsbøger er blevet oversat til dansk.

Citaterne fra In Stahlgewittern og Feuer und Blut er oversat af Christian Mailand Hansen

Martin Bo Nørregård studerer historie på Københavns Universitet

Angrebets rus
Den kontroversielle tyske forfatter Ernst Jünger har fået en renæssance, og en af Jüngers yngre læsere skriver her om sin læsning af forfatterens bøger om Første Verdenskrig med deres paradoksale skildringer af bombardementernes helvede og angrebets rus.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu