Læsetid: 6 min.

Længslen efter tilstedeværelse

1. maj 1998

Thomas Boberg gør splittelsen til et digterisk sprog og til en måde at orientere sig på. Det er derfor utilpassetheden, rastløsheden og udlængslen får så afgørende betydning i hans poesi

PRISTALE
Thomas Boberg er rastløshedens poet. Lige fra debuten med Hvæsende på mit øjekast i 1984 har hans digte tematiseret splittelse og rastløshed. Splittelsen har været den tilstand, der hele tiden blev taget afsæt i, mens rastløsheden har været det rastløse vågne øje i digtene, det tredie blik, der har skuet ind i tingene, ned i sprækkerne og ud i tiden og verden.
I alle sine samlinger gør Boberg desuden splittelsen til et digterisk sprog og til en måde at orientere sig på. Det er derfor utilpassetheden, rastløsheden og udlængslen får så afgørende betydning i hans poesi.
I sit liv har Thomas Boberg med tiden gjort splittelsen ganske konkret for sig selv ved at dele sin tid op mellem to verdener. En i Peru og en i Danmark.
Boberg forlod Danmark som 17-årig, og tog først til USA, siden Indien, Italien og Spanien - til Barcelona, hvor han mødte sin nuværende peruvianske kone. De flyttede derefter til Perus hovedstad Lima, hvor de har været bosat siden begyndelsen af 1990'erne.

Ydre og indre rejse
Thomas Boberg har gennemgående opfattet det at skrive - digte, essays og artikler - som at være på rejse på det indre og ydre plan samtidigt. Det spores med al tydelighed i samlinger som Slaggedyret, 1988 og Vor tids historie, 1989, hvor der hele tiden er en rejsende undervejs i øde bylandskaber, indestængt i en af verdens millionbyer eller en anonym, der ankommer til et nyt fremmed sted:

"Jeg ramlede gennem ødet i det slingrende tog. Vågnede af min døs da det standsede. Steg ud, gik gennem stationsbygningen
Hvor nu? Samme sted? Drømmer ikke. Tidens tynde hånd rækker ud efter mig. Væggene falder ind i mit sind. Et trykluftbor, støt hamrende mod skallen. Vi er ikke kun uheldige
Vi har bare ikke formået at finde os til rette.(...)"

Men uanset hvor utilpasset og fremmed digteren kan føle sig, er sproget et sted at være. Det er Bobergs indre eksil. Det har han beskrevet præcist i et essay om det eksilerede digt, hvor han også understreger rejsens nødvendighed: Rejsen giver afstand. Og afstand giver i bedste fald en ny vinkel, et andet blik, en ny klarhed.
Det går op for en, at det sted man slår sig ned, ikke er det egentlige eksil, for man skal ikke have bevæget sig ret længe samme sted, før tankernes strøm udgrænses af den verden, man til dagligt færdes i.
Det egentlige eksil er det indre, og nogen skal jorden rundt for at opdage dette og andre kan blive hjemme og nå frem til det samme: At man i grunden er hjemløs, hvad enten man befinder sig ude eller hjemme. Det eksilerede digt er ordenes drøm om et hjem for det urolige, det overflødige, det hjemløse, det uudsigelige.
Næsten det samme kunne Johannes V. Jensen have udtalt først i århundredet!

Flertydigt rum
Det typiske Thomas Boberg-digt er en tilstand i opbrud og forvandling. Et flertydigt rum, hvor jeg'et og dets grænser udforskes. Det sker altsammen på baggrund af en bevidsthed om døden: "Hvor mange gange skal man dø/ for at mærke at man lever" (fra Ud af mit liv, 1985). Døden er forudsætningen for, at der kan skabes nærvær, og at en tilstedeværelse kan blive mulig.
Thomas Bobergs har en sikker sprogsans og en billeddannende evne til at etablere øjeblikkeligt nærvær med det glemte og fortrængte. I en fortættet, billedynglende, plastisk og musikalsk vekslende lyrik, der til tider er både skulpturel og fysisk i sin stoflighed, gennemskriver han sindstilstande og viser, hvad det vil sige at tilkæmpe sig livsrum og en selvbestaltet væren i verden. Boberg gør op med vaneforestillinger udfra en opfattelse af, at tilværelsen er en evig, hvileløs rejse, styret af en hjemløs uro. Det medfører, at selv kærligheden ikke helt kan tros. For den er en mønt med to sider, hvor lykken, kærlighedens lykke og kontakten med den, i sig selv kun er den halve sandhed.
Måske er det derfor, at Thomas Boberg med alle midler udforsker sandhedens anden halvdel, som kærligheden ikke kan råde bod på, nemlig den eksistentielle, meningsløse tilværelse, der angribes fra alle kanter af tomhed, angst og ensomhed. Det er disse livsvilkår, Boberg vender til nådesløs indsigt. F.eks i den sjette digtsamling Digte 1990:

Overladt til ukendthed på
den til døde kendte

vej af snavs og fornedrelse.
Hertil og ikke

længere. Vend om eller dø!
Men intet spor

fører tilbage og intet lys
viser frem

Genkendt af ingen må vi se
i ensomhedens spejl.
Her får man én gang for alle indblik i Bobergs civilisationskritik, som faktisk er lige så kompromisløs og blottet for illusioner, som den man møder hos den franske forfatter Louis-Ferdinand Celine i Rejse til nattens ende.

Fraværstematik
Alene hele fraværstematikken, der gentages i én uendelighed hos Boberg, vidner om hvor skarp en kritik, han retter mod det vestlige samfund. Det handler hele tiden om hjem overfor hjemløshed, fravær og identitetsløshed overfor nærvær og jegfølelse, lyset overfor mørket, byen overfor landskabet - hvis ikke netop byen ses som et landskab - og endelig drømmen overfor døden. Og der er rejsen - hvad enten det er den levede rejse, skriftens undersøgelsesrejse eller rejsen som metafor for livet selv - det drivende hjul i Thomas Bobergs forfatterskab.

Civilisationskritik
I de senere år har Thomas Bobergs civilisationskritik bredt sig til løbende artikler, bl.a. fra Peru, hvor han har fokuseret på de fattiges usle kår og på alskens former for uværdigt liv, som hærges af udnyttelse og mange slags slaveri. Det kommer tydeligt frem i Sølvtråden, hans første essaysamling, som omhandler de mange rejser han har tilbagelagt i Sydamerika og Sudan. Dér viser han helt nye, verdensengagerede sider af sit talent - uden at forfalde til den slaviske reportage. På en skræmmende konsekvent måde siger han tingene, som de er, og føler samtidig en skyld som europæer over at være medansvarlig for den uretfærdighed, der møder ham.

Beslægtet med Ewald
I sine essays er han den observerende og engagerede følsomme rejsende og forbinder sig dermed med den danske tradition for rejselitteratur, vi kender fra Johannes Ewalds Levned og Meeninger og Jens Baggesens Labyrinten, som igen har rod i Laurence Sternes A Sentimental Journey Through France and Italy.
Sølvtråden forener rejsens bevægelse med fortællingens håndfaste form, lyriske stemningsbilleder og betragtninger over livet i almindelighed.
Thomas Boberg er yderst traditionsbevidst.
Af danske forfattere, han har været inspireret af eller er beslægtet med, kan nævnes Jens Baggesen, Schack Staffeldt, Johannes V. Jensen, Emil Bönnelycke og Ole Sarvig. Af udenlandske skal først og fremmest nævnes forfatteren Louis-Ferdinand Céline og digtere som Gunnar Ekelöf, Knut Hamsun, Paul Celan, peruvianeren César Vallejo og italieren Eugenio Montale.

Mod selvtilstrækkelighed
Det helt centrale og uomgængelige ved Thomas Bobergs digtning er, at den hele tiden er foruroliget over livsforholdene - som i hans seneste samling Under hundestjernen (1997):

Glem ikke respekt/for den blinde, lyt til den døve, forstå den fattige, kærligheden/har ret og vuggen og ja jeg er bange/for kisten, når drifterne vil samle sig i dette/lysfelt/ af insigt/i sigøjnerkuglens spids. Til stadighed spørger han; hvor er vi? Hvem er vi? Hvor skal vi hen? Er vi her overhovedet? Hvad skal vi her?

Det nye stærke essayspor kan vise sig at blive vigtigt for Boberg, for i kraft af det vil han blive i stand til at se sig selv i kortene og sætte ind overfor selvtilstrækkeligheden og monotonien, som kigger frem her og der i hans digte. Ellers tyder på, at Thomas Boberg vil blive véd med at være et hvæsende blik, der holder et vågent øje med verden og hvordan vi har det.
Tillykke med prisen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu