Læsetid: 7 min.

At lære og at genfinde filmens sanselighed

20. maj 1998

Jeg tager ikke til Cannes for at gå til selskaber, men for at blive tiltalt og berørt af nye stemmer fra Afrika, Asien, Mellemøsten..., siger Cannes-festivalens juryformand, instruktøren Martin Scorsese

CANNES
Palmebruset og festivitasen er det mindst vigtige ved Cannesfestivalen. Prisernes betydning er ofte relativ og man glemmer hurtigt navnene på sidste års vindere. Det vigtige er, at der bliver lagt mærke til det nye og ukendte. At blive opdaget kan for dem betyde muligheden for at få lov at arbejde videre, siger formanden for festivalens jury, Martin Scorsese.
- Hvad er det, der har motiveret Dem til at blive formand for juryen?
"Den vigtigste grund er muligheden for at se film alle vegne fra, fordi jeg ikke har haft tid til at følge med. Jeg tager ikke til Cannes for at gå til selskaber, men jeg har virkelig lyst til at lade mig rive med, at se film fra Afrika, Mellemøsten, Asien og Europa, som kan bevæge os ved at tale med en ny stemme, åbne nye perspektiver i filmisk udtryksmåde. Jeg har stadig behov for at blive forsikret om filmens evne til at forny sig, og jeg håber, at juryen vil have et åbent sind. Prisernes betydning er fuldstændig relativ; ofte glemmer man, hvem der har fået Guldpalmerne eller Oscaren de tidligere år. De gode film overlever, uanset hvad der sker, men en festival skulle kunne vise os, hvem vi skal holde øje med. Hvis der kommer et fantastisk værk fra Afghanistan, så må vi lægge mærke til det og straks reagere; den bedste belønning ved Cannes er, at nogle instruktører, der bliver opdaget på den måde, bagefter kan få adgang til penge, som kan gøre det muligt for dem at arbejde videre."

At opdage Asiens film
- Inden De optog Deres nyeste film, Kundun, talte De om Deres interesse for denne "nye bølge" fra Asien?
"Jeg er især optaget af udsigten til at opdage nye asiatiske film. Det er en filmkunst, som har givet mig meget de senere år. De første kinesiske film så jeg i 1984 på et to ugers symposium i Kina, som jeg var inviteret til sammen med nogle af mine kolleger. Man stillede os mange spørgsmål om muligheden for genudvikle filmen, som var gået helt i stå under Anden Verdenskrig og Kulturrevolutionen, og man viste os nogle film, som ikke var særlig interessante, hovedsageligt sentimentale komedier. Alt blev kontrolleret af myndighederne, og vi var meget irriterede, men under diskussionerne den anden uge begyndte vi at forstå, at der var gode instruktører, som vi ikke havde set. Nogle af dem sad blandt tilhørerne, f.eks. Chen Kaige, Zhang Yimou; de var lige blevet uddannet og havde et umådeligt ønske om at lære og at udtrykke sig. Jeg tror, at selve vores tilstedeværelse var et tegn på, at der var ved at ske noget. Siden dengang har jeg set alle nye kinesiske film."
- Deres interesse udstrækker sig til hele den asiatiske filmkunst?
"Ja, og jeg er fascineret over at se forskellen mellem film fra Taiwan, Hong Kong og Kina. Jeg fængsles af udnyttelsen af rytmen i taiwanske film, især hos Hou Hsiao-hsien, hvis Poussière dans le vent jeg har set flere gange. Jeg blev også overvældet af Wong Kar-wais Happy Together og Chunking Express, selv om hans rytme er langt mere vestlig. Jeg føler en sand begejstring ved at se hans film, denne utrolige glæde ved kreativiteten, som jeg ellers var holdt op med at interessere mig for."

Man vil hele tiden lære
"I begyndelsen af 1990'erne, da jeg lavede Cape Fear, ville jeg ikke se flere nye film; jeg havde det indtryk, at de ikke gav mig noget nyt. Michael Powell (skaberen af Peeping Tom), som var en af mine læremestre, ofte i biografen sammen med sin kone Thelma, der har været min klipper siden 1970'erne. Han forlod tit biografen efter to minutter og sagde rasende: 'Jeg lærer jo ingenting.' Sådan er det: Man vil hele tiden lære noget, finde noget, der kan gengive os lysten til at blive begejstret. Da jeg så Happy Together og dens fænomenale udnyttelse af farvemætning, sagde jeg til mig selv: 'Du gode Gud! Se, hvad filmen kan!' Og den gentagne brug af sangen California Dreamin' i Chungking Express gjorde mig fuldkommen gal. Kiarostamis film gør mig også meget optimistisk med hensyn til muligheden for stadig at finde veje."
"Ellers henter jeg tit filmisk næring i perioden fra 1945 til 1958-59. Den er direkte forbundet med min barndom, det beroliger mig. Da jeg optog Kundun, havde jeg især gamle film, f. eks. af Vittorio de Sica og Satyajit Ray, med mig til Marokko."

Trier gjorde indtryk
- Følger De med i udviklingen inden for fransk film?
"Jeg forsøger at følge visse instruktører, f.eks. Rivette og Resnais. Jeg har lige set Téchinés sidste film, De vilde siv og Tyvene, som jeg holdt meget af. Jeg forsøger også på ikke at komme for meget bagud med udviklingen i britisk film, og jeg følger også instruktører som danskeren Lars von Trier, hvis Breaking the Waves gjorde et dybt indtryk på mig. Jeg har hørt om interessante ting fra Sydeuropa, som jeg gerne vil se..."
- Og den unge amerikanske generation?
"Det er et stort område. I den uafhængige film hører man nye interessante stemmer, som synes at skubbe til nogle grænser, både økonomisk og æstetisk. Men studierne vinder terræn og sætter sig hurtigt de originale talenter, og det bliver mere og mere vanskeligt at se, hvem der er virkelig uafhængig og vil blive stående. Instruktører som Tarantino og brødrene Coen bruger mediet på en usædvanlig måde, men jeg er ikke sikker på, at det rigtigt siger mig noget, med undtagelse af Fargo. Jeg citerer ofte Paul Schrader, som sagde, at de "eksistentielle helte" i Taxi Driver, Mean Streets og Raging Bull er blevet erstattet med Tarantino-generationens "ironiske helte". Men der er allerede mindre ironi i Jackie Brown, og det skal blive interessant at se, hvordan Tarantino vil udvikle sig. Ellers interesserer jeg mig meget for Ferrara og Lynch. Jeg var meget imponeret over Lost Highway af Lynch. Den er en på én gang radikal og universel vision."
- John Cassavetes var rådgiver og læremester for Dem. Er De selv parat til at spille den samme rolle over for den unge generation?
"Hvis jeg er læremester for nogen, er det, fordi de føler det sådan, for jeg møder dem sjældent. Den eneste, der hævder at være påvirket af mig og som jeg rigtig kender, det er Spike Lee. Han kontaktede mig for nylig og bad mig komme og se en arbejdskopi af hans seneste film, og det tog jeg mig tid til. Men det kan ikke sammenlignes med Cassavetes. Han gik aldrig på kompromis, han var generøs med sin tid og i sit forhold til mennesker, han hjalp mig ind på det rette spor og gav mig afgørende råd. Han har i øvrigt også hjulpet Spielberg."

Filmens fremtid
- I et specialnummer af filmtidsskriftet Cahiers du cinéma spørger De forskellige instruktører om filmens fremtid. Er det noget, der foruroliger Dem?
"Ja, jeg vil gerne vide, hvad der bliver tilbage af glæden i de elektroniske billeders tidsalder. Jeg er meget optaget af de sanseindtryk, der prægede min barndom og ungdom - støjen fra fremviseren, kontakten med filmstrimlen - og jeg forsøger at bevare dem. F. eks. forsøgte jeg engang at gøre dem levende for mine døtre. Alt var planlagt, jeg viste dem gode film i de bedste kopier, så de f.eks. kunne opleve farverne i Skæbne floden - Marilyn Monroes læber og øjne.
Det var sikkert forgæves; den slags biografoplevelser er forsvundet i USA. Det forekommer mig svært i dag at fremkalde den betagelse, man følte ved at se en film i bestemte biografer. Jeg går meget sjældent i biografen."
- Deres nostalgi forhindrer dem dog ikke i at arbejde med den nye teknologi.
"Jeg er nysgerrig efter at finde ud af, hvad man kan få ud af de elektroniske billeder. Da jeg optog Kundun, arbejdede jeg med computere; det var min ilddåb og det var lidt anstrengende, men jeg vil uden tvivl fortsætte med det. Hvis man rigtigt tænker over det, kan det åbne nye spændende perspektiver; det er en billedmæssig oplevelse, som nærmer mig til min første kærlighed, maleriet. Jeg har altid tv'et stillet ind på kanaler, der sender gamle film. Men fra tid til anden ser jeg reklamer uden lyd, og må sige, at jeg er forbløffet over, hvad der er muligt i dag: Man kan gøre alt, forestille sig alt, prøve alt, men der er ingen mening med det - ligesom i videoer, som er tømt for substans. Det er et systematisk angreb på enhver kunstnerisk mening."
- Kan De huske det år, De fik palmerne for Taxi Driver?
"Det er svært at glemme. Det var i 1976, og det ødelagde næsten mit liv (i de følgende år var succes'en, stoffer og arbejdspres ved at tage livet af ham, red.). Men det var egentlig ikke, fordi det var en forgiftet gave. Det er ikke særlig svært at reagere mere fornuftigt, end jeg gjorde dengang."

© 1998 Libération & Information

Oversat af Birgit Ibsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu