Analyse
Læsetid: 6 min.

Lang vej til gældslettelse

20. maj 1998

G8-lederne lovede hverken mere til de fattigste lande eller til 50.000 demonstrerende under verdensledernes topmøde i Birmingham

Statsminister Poul Nyrup Rasmussen og udviklingsminister Poul Nielson burde med eller uden cykler og hjelme have været mellem de 50.000 mennesker, der ifølge Reuters i lørdags demonstrerede i Birmingham ved mødet i De rige landes klub, G8. Med god vilje kan der nemlig trækkes en linje fra denne store demonstration og til et initiativ, Danmark lancerede i 1995, da verdens opmærksomhed for en kort stund samledes om København under FN's sociale topmøde.
Dengang lancerede den danske regering ideen om et såkaldt gældsinitiativ, der skulle lette afbetalings- og rentebyrden for de fattigste og mest gældstyngede lande. Det blev fremhævet, at alt for mange gange, bremsede netop renter og gæld en reel økonomisk fremgang.
Intiativet blev fulgt op, da Verdensbanken og Den Internationale Valutafond i 1996 søsatte det der teknisk hedder HlPC-gældsinitiativet for de mest forgældede og fattigste lande.
41 lande, hvoraf de fleste ligger i Afrika, skulle herefter have analyseret deres gældssituation som følge af initiativet. To år efter har i alt seks lande kvalificeret sig til gældslettelse. Fem andre er så småt på vej.
De 50.000 demonstranter var utilfredse med, at der ikke var sket mere. Samme utilfredshed må der være i den danske regering og blandt de 41 lande, der venter på svar.
G8-landenes regeringschefer gav kun uforpligtende svar uden konkrete løfter: I fælleserklæringen atår der, at de støtter "en hurtig og beslutsom" gennemførelse af gældsinitaitivet, og selv Storbritanniens Tony Blair måtte bagefter indrømme, at man ikke var nået så langt, som blandt andet hans regering havde ønsket. Alligevel fastholdt han, at man havde gjort 'betragtelige fremskridt'.
De er svære at se. Der blev ikke givet løfter om, at der stilles flere penge til rådighed for gældslettelse. Særlige ønsker om at give gældslettelser til lande, der har overstået ødelæggende kriser blev også afvist. Det skyldes blandt andet, at et af kriterierne for, at et land kan få reduceret sin gæld via HIPC-initiativet, er, at det har underkastet sig økonomiske reformer som anbefalet af Valutafonden i mindst 3 år. Sådanne reformer kræver fred, så lande, der lige har været i krig er af gode grunde undtaget.
Men hvad handler det her om i menneskesprog?

Ved det sociale topmøde blev blandt andet Uganda nævnt som eksempel på, at gælden trækker et land ned. Flere organisationer fremhævede, at Uganda hvert år skulle bruge flere penge på at betale af på gæld, end de samlede offentlige udgifter til skoler og sundhedsydelser. Det blev også fremhævet, at en væsentlig del af gælden stammer tilbage fra dengang Uganda var hærget af blodige indre krige under Idi Amin og Milton Obote. Et nye styre oplevede, at en meget stor del af fremgangen blev slugt af afbetalingen på gæld. En række rige lande - herunder Danmark - har afskrevet den statslige gæld som nogle af de fattigste ulande har til dem. Men kravet ved det sociale topmøde var, at de store globale finansinstitutioner må være med i denne proces. For de har også ydet store lån, og der var eksempler på, at en del af ulandsbistanden til de fattigste lande gik direkte til IMF i Washington som afbetaling på den gamle gæld.
Gældsinitaitivet blev et af de få konkrete resultater af topmødet, og Verdensbanken og IMF går nu selv ind med gældslettelse. Men processen er kompliceret, langsommelig og begrænset.
En af betingelserne for at få gældslettelse er blandt andet, at det pågældende uland er så fattigt, at det er berettiget til de særligt subsidierede såkaldte IDA-lån fra Verdensbanken. Derudover skal gældsbyrden vurderes som værende 'uoverkommelig', og landet skal have vist evne og vilje til at gennemføre nødvendige økonomiske og sociale reformer. Deraf kravet om 3 års reformpolitik, inden der kan bevilges gældslettelse.
Gældssituationen for hver enkelt af de 41 lande skal vurderes. Hvis den samlede gæld udgør mere end 250 procent af eksportindtægterne og gældsbetjeningen (primært renterne) mere end 25 procent af eksportindtægterne, så er gældsbyrden ikke bæredygtig.
Til sammenligning var Ugandas gæld i slutningen af 1996, da forhandlingerne gik i gang, på 3,4 milliarder dollars svarende til 6-700 procent af den årlige eksport. Uganda blev det første land, der 'kvalificerede' sig til gældslettelse med virkning fra april i år. I april meddelte Verdensbanken, at den samlede gældslettelse vil reducere Ugandas udlandsgæld med 20 procent. Det er væsentligt mindre, end man havde håbet. Og samtidig var det en skuffelse, at den først kom fra i år og ikke som blandt andet de nordiske lande anbefalede - allerede fra 1997, hvor aftalen blev indgået.
Et af verdens allerfattigste lande - Mozambique - har netop i april 1998 kvalificeret sig til gældslettelse. Mozambiques gæld er 5,6 milliarder dollars og den årlige eksport (1995) kun omkring 170 milliarder dollars. Gælden var ligeledes flere gange større end landets samlede bruttonationalprodukt. Mozambique har fået fred og er i fuld gang med reformer. Den lettelse som Mozambique nu vil få, vil ifølge Verdensbanken skære 1,4 milliarder dollars af nettogælden på 5,6 milliarder dollars. Det svarer til 25 procent af gældens nettoværdi. Der er ikke tale om, at man fjerner byrden fra det fattige land. Formentlig vil Mozambique fortsat være ude af stand til at leve op til sine gældsforpligtelser.
Det er Verdensbanken og IMF, der forhandler og analyser gældssituationen i ulandene. Der skal være enighed mellem de to finansinstiutioner og alle de enkelte kreditorlande, før et land kan få gældsnedsættelse. Overfor Mozambique understreges det direkte, at Verdensbankens bidrag på 324 millioner dollars og Valutafondens på 105 millioner dollars, forudsætter de øvrige kreditorers godkendelse. Blandt andet det danske udenrigsministerium (Danida) vurderer, at HIPC-initiativets fremtid er usikker, fordi flere af de store kreditorlande ikke har villet bære deres fulde andel af gældsreduktionen.
Det er svært at sige, om udtalelserne ved G8-mødet indebærer, at G8-landene nu vil føle sig forpligtede. De første aftaler er indgåede med Uganda, Bolivia, Burkina Faso, Elfenbenskysten, Guyana og Mozambique. Lande, der ventes at være på vej, er Mali, Guinea-Bissau, Vietnam, Etiopien, Mauretanien og Togo. Men vejen er lang, og der køres langsomt på den.
Til sammenligning har Verdensbanken alene siden sidste sommer givet 16 milliarder dollars i lån som katastrofehjælp til Østasien. Dertil kommer blandt andet Valutafondens mere kortsigtede lån. Det er svært at få totalt overblik. I alt er der formentlig ydet samlede lån på 70-100 milliarder dollars til den østasiatiske region i løbet af mindre end et år.
Det er langt mere, end man taler om i gældsinitaitivet, og det er næsten dobbelt så meget som den rige verdens årlige udviklingsbistand, der i forhold til landenes bruttonationalprodukt er sunket til det laveste niveau siden 1970. I alt udgjorde bistanden omkring 55 milliarder dollars i 1996.
Tallene er ikke umiddelbart sammenlignelige. Lånene til de kriseramte østasiatiske lande bliver ikke ydet på samme særlige vilkår, der præger udviklingsbistanden. Men alligevel er tallene sigende. I tilfældet Asien er der tale om en krise, der ikke blot truer millioner af fattige, men selve verdensøkonomien.
Med en række økonomiske initiativer over den sidste halve snes år, har man derimod afværget risikoen for, at ulandenes gigantgæld kan for alvor kan true de rige landes økonomi - ulandenes gæld (og eventuelle tab i den rige verden) er bærlige for det vestlige økonomiske system og kan ikke skabe panik, som den asiatiske krise.

G8-lederne udtalte sig pænere om Afrika, end de har gjort i mange år. Der blev lagt vægt på, at der er en tendens til fremgang, som har vist sig i statistikkerne i form af ca. 5 procent økonomisk fremgang årligt i gennemsnit.
Det er væsentligt mere end befolkningstallet, og giver håb.
Den asiatiske krise har imidlertid ført til prisfald på råvarer - og det rammer en række afrikanske landes eksport - så fremgangen er langt fra sikret på længere sigt.
Skal de fattigste lande have en fremgang, der er langvarig og bæredygtig, må den hverken ædes op af befolkningstilvækst, af faldende eksportpriser eller af ubærlige renter på gammel gæld.
Derfor er det trist, at gældslettelsesinitiativet ikke er blevet til mere, og at det ikke er blevet det hurtigere.
Og derfor havde de 50.000 demonstranter i Birmingham mere ret i deres kritik, end de 8 statsledere i deres tomme løfter og uklare formuleringer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her