Læsetid: 6 min.

Lapper på et krakeleret velfærdssamfund

4. maj 1998

De frivilige sociale organisationers mål - at løfte mennesker ud af en underskudssituation - undermineres, mener Svend Hauge, De Samvirkende Menighedsplejer

Velfærdssamfundets krakelering tærer på de frivillige sociale organisationers kræfter, siger generalsekretær for De Samvirkende Menighedsplejer, Svend Hauge.
Målsætningen for den store, gamle organisation er at løfte mennesker med underskud på kvalitetsbarometret op i en overskudssituation. Det mål er blevet stadigt sværere at nå, selvom det frivillige sociale arbejde som ide aldrig har været længere inde i varmen hos myndighederne end i dag.
Svend Hauge: "Med Bistandsloven i 1976 skulle alle sociale problemer i princippet være løst, men samfundet viste sig at være mindre velhavende, end man troede, og allerede i 80'erne begyndte velfærdssamfundet at krakelere så småt."
"Jeg husker, at vi lavede nogle julekasser i 70'erne, som vi næsten ikke kunne få delt ud, så vi måtte have socialforvaltningen til at hjælpe os. Det var dengang man havde alt - stort set. Desværre har man siden kunnet iagttage en nedadgående linie for dem, der sidder yderst. Og det er naturligvis slemt, for den, der har lidt, kan jo mærke tidobbelt, når man tager lidt fra ham," siger Svend Hauge.
De Samvirkende Menighedsplejer gjorde allerede omkring Første Verdenskrig erfaringer med at blande ansatte og frivillige i en hjælpeindsats. Mere konkret var det i kampen mod spædbørnsdødeligheden, hvor menighedsplejerne etablerede mobile børneplejestationer.
- Det kunne lyde som om det frivillige sociale arbejde er endt i en lappefunktion i forhold til det såkaldte velfærdssamfund?
"Det er faktisk situationen. Og den må vi protestere imod. Vi kan bl.a. se det af ansøgningerne til vores legatmidler. Den enlige mor på bistandshjælp kan ikke få hjælp til en seng, når barnet er vokset ud af babysengen. Det er svært at lægge penge til side til den slags nyanskaffelser, når man er på bistandshjælp. Ældre kan ikke få hjælp til briller og knap nok til tandbehandling. Vi får den slags ansøgninger nu og må spørge: 'Jamen er det ikke en samfundsopgave at dække så elementære menneskelige behov?'"
"Vi vil hellere gøre et stykke arbejde, der kan give menensker selvtillid, give dem et indhold, give dem et netværk, så de bliver i stand til at hjælpe sig selv ud af en fastlåst situation. At kunne være med til at løfte en grå hverdag - at kunne rejse mennesker op over deres situation - det er vores mål," siger Svend Hauge.
- Hvad betyder jeres kristne livssyn for jeres konkrete sociale indsats?
"Vi lever jo lykkeligvis i et samfund, der er gennemsyret af kristne normer, men for enhver kirke er det nødvendigt ikke bare at yde menigheden omsorg i ord, men også i praksis. Det hele tiden at have et beredskab, der kan række en hjælpende hånd. I de sidste 20 år har vi særligt koncentreret os om opbygningen af menighedsplejearbejdet, der udgår fra de lokale sogne med en lokal frivillig indsats."

Ingen illusioner
"Og det er så mit andet svar på dit spørgsmål om hvorvidt, der er brug for et frivilligt socialt arbejde i et velfærdssamfund: Der er nogle bånd imellem mennesker, som ikke kan bæres af professionelle alene. Men refleksen, når man støder ind i et problem af menneskelig art, er at kigge over skulderen efter det offentlige. I stedet for at spørge: 'Hvad kan jeg gøre.' Det er et spørgsmål om menneskelig ansvarlighed. Eller for at sige det teologisk: Menneskeligt er vi henvist til hinanden."
- Kunne man ikke ved en politisk indsats genetablere familien som tryghedsbase?
"Jo. Men du kan ikke dreje udviklingen tilbage. Vi er nødt til at finde netværk dér, hvor de gamle er brudt sammen. Vi kan ikke gøre os illusioner om, at de gamle netværk genopstår. Folk lever mere og mere i valgslægtsskaber - vi vælger i stadig højere grad at omgås folk, vi sympatiserer med fremfor familien. I sådan en udvikling vil nogen altid føle sig isoleret, så det frivillige sociale arbejde har i sagens natur en stor fremtid for sig. Hvis mennesker ikke skal gå til i kulde og ensomhed og fryse ihjel menneskeligt set."
- Er der overhovedet tale om et frivilligt socialt arbejde, når det i stigende grad finansieres af det offentlige?
"Personligt er jeg af samme grund lidt forbeholden overfor betegnelsen frivilligt arbejde. Jeg plejer at tale om det frie, sociale arbejde - modsat det statslige og kommunale. For os i menighedsplejen er situationen ikke ny - vi har længe modtaget offentlige tilskud til vores aktiviteter. På flere og flere områder er der kommet offentlig finansiering ind, fordi det offentlige mener, at den måde, vi løser opgaverne på, er god."
- Men hvordan kan man som en frivillig organisation afgrænse sig i forhold til offentlige tilskudsgivere?
"Ved at forsøge at fastholde og forøge sine egne, private midler. Formue giver den uafhængighed, at man kan sige - uanset at ingen andre vil røre ved det her problem, så går vi ind og gør noget. Jeg tror, det vil blive mere og mere almindeligt at gå ud i almenheden og bede om støtte til sociale opgaver."
- Er det ikke ubehageligt?
"Folk kan jo bare sige nej. Desuden tror jeg ikke, at vi moralsk kan holde til at henvise alle sociale problemer til at blive løst over skattebilletten. Mange mennesker føler sig lammet over verdens store problemer. De oplever dem som værende underlagt så stærke kræfter, at andre må tage sig af løsningen af dem. Der skal være en mulighed for, at det enkelte menneske kan gøre en indsats, om ikke andet så økonomisk."
- Hvordan vil samspillet mellem det frivillige og det statslige blive fremover?
"Siden slutningen af 80'erne har etableringen af puljer under Socialministeriet givet det frivillige sociale arbejde et løft og en anerkendelse, som slet ikke var der i 70'erne, hvor man nærmest vrængede 'hattedame' af os."
"Noget andet er så, at puljepolitikken kan betyde, at vi føler os styret. Vi er jo ikke bedre, end at vi allesammen melder ud til de formål, puljerne har. Vi kommer allesammen rendende efter pengene, men det giver jo ikke en stabil indsats."
"Jeg deler den betænkelighed, at alt for megen offentlig støtte kan korrumpere os og ødelægge det demokratiske, frivillige element i vores arbejde. Vi kan se på historien f.eks. vedrørende vores plejehjemsadministration, at det er sådan, at den, der betaler, også bestemmer."

Det fungerer
- De frivillige organisationer er repræsenteret i Kontaktudvalget, der er nedsat af Socialministeriet. Hvordan ser du det udvalg rolle i fremtiden?
"Vi vil nok mindre og mindre fungere som ekspeditionskontor og mere hellige os fælles overvejelser."
- Og måske også i højere grad melde disse overvejesler ud politisk?
"Det forsøger vi at gøre allerede nu omkring spørgsmål, der vedrører os allesammen. F.eks. det forhold, at folk, der modtager dagpenge og udfører frivilligt socialt arbejde, nogen steder bliver trukket i dagpengene. Det er rent ud sagt skandaløst. Hvad ligner det, at ikke bare dømmer man folk til arbejdsløshed - man dømmer dem også til uvirksomhed."
"Man gør dem endnu mere uduelige og uegnede til at få et erhvervsarbejde, når de ikke engang må deltage i frivilligt arbejde. Vi er aktive omkring noget genbrugsarbejde på Frederiksberg og oplevede der, hvordan de frivillige en overgang hele tiden forsvandt. For når de var begyndt hos os, blev de simpelthen bedre til at sælge sig selv, og så fik de arbejde."
- Hvad er Kontaktudvalgets vigtigste opgave - at rådgive ministeren eller at udvikle området?
"De to opgaver må gå hånd i hånd."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her