Erik Hagens' frodigt-humoristiske fortælleglæde går i dialog med nutidens postpop, mens Doris Bloom og Nina Kleivan fører en mindre munter, men tankevækkende, dialog med fortiden
Rundt i kunsten
Erik Hagens er på banen igen med malerier fra de seneste to år, suppleret af enkelte værker, hentet helt tilbage fra 1970'erne og 80'erne, som viser kontinuiteten i hans arbejde.
Det slår én, at Hagens' billeder har en friskhed, som var de malet af en helt ung maler. Med punch, humor og overskud fremstiller de verden som set af en person, der netop er kommet til bevidsthed. Disse skæve billeder er på den ene side beslægtet med 90'ernes popart, men de er også åndeligt og maleteknisk, koloristisk m.v. beslægtet med det vilde maleri fra 80'erne, ligesom de trækker forbindelseslinjer endnu længere tilbage i tiden, f.eks. til amerikansk 60'er popart. Det myldrer med liv på fladen. Alt synes muligt for en krøllet og kreativ hjerne som Hagens'.
Hagens 'sprang ud' som figurativ maler allerede en gang i 70'erne. Han er født i 1940 og uddannet på Kunst-akademiet, efterfulgt af en uddannelse som litograf på EKS-Skolens Trykkeri. Det er denne gang ikke vinterbanen i Forum, livet udspiller sig på (hans indtil dato mest berømte billede, der ejes af Nordjyllands Kunstmuseum), men livet på landet, det levede liv med kvinden, dyrene, elektriciteten, telefonen, hos lægen, i sofaen, etc.
'Sofastykker' hedder udstillingen, og et af motiverne viser en brændende sofa. Der ironiseres kraftigt over begrebet pyntekunst. Hagens' grove, pastose penselføring, kontrastfarverne, de prosaiske hverdagsobjekter, der mødes på billedfladen, og som dér skaber en ny poetisk betydning, danner tilsammen en en slags hyper-kitsch. Hertil kommer det humoristiske anslag. De mange sfærer, der til sammen skaber en slags mangfoldigt billedkaos, optræder på et lærred, der ofte er udspændt på en blændramme, som ville få en sømand til at føle sig søsyg. Malerierne bliver hermed et objekt, en slags relief, hvormed illusionen dekonstrueres.
Hele Hagens' verden er der. Gammelt og nyt. Alt er tilladt. En telefon, sådan en gammeldags en med skive, optræder på en knaldrød dug, og der er æg, der triller rundt og bryder illusionen endnu en gang.
Og i den mere sørgelige ende: En hjort, der smykkes med et bildæk om maven (en hilsen til R. Rau-schenbergs berømte ged?) i maleriet 'Offerdyret (i trafikken)'. Hertil kommer et par kæmpefingre, der hamrer i nogle taster, som hver er formet som en bog. 'Poesiens udbredelse' er den dobbelttydige titel. Hagens bruger også at ændre skala-forholdene som en anden Claes Oldenburg, så man derved får nogle surreelle sansninger.
Asbæk og kvinderne
To store kvindelige kunstnere gæster p.t. Galerie Asbæk: Doris Bloom og Nina Kleivan. Lad os starte med den første, der i galleriet fylder mest. Hun har taget både kælder og det bageste, store rum i besiddelse, og hun arbejder sammen med såvel parfumøren og duft-eksperten Joen Leonard Katz, som med en sydafrikansk kollega til hende, William Kentridge, som hun har skabt land-artprojekter sammen med samt en meget poetisk og vittig video.
Blooms udstilling hedder 2 x 22 A Smeller's Sense, hvilket hentyder til hendes todelte liv: Hun har tilbragt sine første 22 år i Sydafrika, og de seneste 22 i Danmark. Hendes 44 papirarbejder samler fragmenter fra begge disse to liv, hvorved der opstår en spændende dialog, en slags billedmæssig opsummering af den dualisme, der kendetegner dette todelte liv. De bedste af disse mange små billeder er også de enkleste. Dér, hvor Bloom maler med fingrene i glødende orange-brune oliepastelfarver, dér opstår en fremmedartet og stærk billedberetning om livet på den hårde side af plankeværket. Med held inkorporerer hun også avisudklip, der kommenterer livet med små, dramatiske historier fra primært Sydafrika: Hyænens hale, Dead Children Found Alive, Den store krokodille m.v. Nogle af billederne ophober imidlertid for mange detaljer, så de forskellige billeddele kvæler hinanden.
Midt i rummet står en installation med 22 dufte af
Joel Leonard Katz. Enhver ved, hvor stærkt erindringsfremkaldende dufte er. Katz har skabt en olfaktorisk (duftmæssig) palet fra Syd-afrika, der rummer objekter, samlet af Bloom igennem årene og 'samplet' af Katz. Nogle af duftene stammer fra flodhestefedt, der er også løve-urin, krydderier, oliedunke m.v.
Katz har heraf kreeret nogle sælsomme, men associationsskabende duftverdener. Prøv dem!
I kælderen ses Kentridge og Blooms Gesamtwerk fra Johannesburg Biennalen i 1995. Dels en inciterende video, en animationsfilm fra 1994, der er stærkt beslægtet med Kentridges forrygende video-værk fra Documenta X sidste år 'History of the Main Complaint'. Kentridges videos er tegnede, og det tager ham omkring en uge at tegne 40 sekunder. Apartheid, Holocaust, exil-problemer indgik i denne video, som symbolsk kendetegnes ved den sorte baggrund og den karakteristiske hvide streg. Hans og Blooms video i Asbæk kommenterer og bearbejder visuelt deres to forskellige liv i dag, og ledsages af sange af Liva Weel m.fl. Man følger de to kunstneres tankeprocesser, hvorledes disse bryder ind i hinanden, og hvordan der opstår nye associationer på baggrund af mødet. De to kunstnere arbejder også sammen om land-artprojektet Memory & Geo´graphy i forbindelse med Johannesburg Biennalen. Dels 'tegner' de med ild v.h.a. benzinvædet sand på jorden, dels tegner de med kalk på jorden. Motiverne er en låge og et hjerte. Disse projekter dokumenteres på en anden video og ledsages af deres kommentarer undervejs.
Kleivans klagesange
Maleren Nina Kleivans udstilling består af fotografier, der stort set er identiske med dem, hun sidste år udstillede under titlen Smertepunkter i Brandts Klædefabrik, Platformen.
Heri bearbejder hun motiver fra sin norske oprindelse. Som otte-årig flyttede hun imidlertid fra Norge, men erindringen om landskab og historie bliver ved med at optage hende. I sine seks stærke fotografier 'Smertepunkter' viser hun originale fotografier af franske fanger fra KZ-lejren Krakebergsletta i Norge under Anden Verdenskrig. Øjne stirrer ud på betragteren, og vi forstyrres af, at vi ved, at dette her faktisk er hændt. Fotografiet dokumenterer på foruroligende vis historien. Kleivans fotografier er langt fra rare. De er truende. Og deres diffunderede, tågede fremtoning forstærker indtrykket af, at de dokumenterer mareridtsoplevelser som rigtige mennesker har været udsat for. Blot ser vi ikke selve de ondsindede handlinger. De optræder kun indirekte i disse fangers rædselsvækkende blikke.
Der er også fotografier med mindre smertefulde motiver. I det seks en halv meter lange billede 'Erobring' erobrer Kleivan bogstaveligt talt hele langvæggen i galleriets forreste rum. Her er motiverne blomster, og inspirationen synes hentet fra et haveleksikon. I Kleivans 'fotoarkiv' indgår også videnskabelige billeder, røntgenbilleder m.v., der ofte optræder sammen med mere tilforladelige motiver som f.eks. i 'Ketogan 5 mg', hvor en kvinde i spadseredragt vises sammen med en række knogler. Kleivan søger og finder og udsætter konstant betydningen med sine flertydige meddelelser.
*Erik Hagens: Sofastykker. Clausens Kunsthandel, Toldbodg. 9, Kbh. Dagl. 11-17. Lø. 11-14. Til 16. maj. Doris Bloom: 2 x 22 A Smellers's Sense. Nina Kleivan: 'Efterladenskaber'. Begge i: Galerie Asbæk, Bredg. 20, Kbh. Dagl. 11-18, lø. 11-14. Til 9. maj
