Læsetid: 7 min.

Livet er et blændværk

22. maj 1998

Prægtig, detaljerig bog om Venedigs betydning for Marcel Proust og hans romanværk På sporet efter den tabte tid

proust
Der skal ikke længere rettes misundelige blikke over Sundet. Nu har vi endelig selv fået et værk om Marcel Proust (1871-1922) og På sporet efter den tabte tid (skrevet 1908-1922), som er fuldt på højde med Olof Lagerkrantz' indfølte Att läsa Proust fra 1992.
Franskkyndige Bjørn Bredal har med Begærets by skrevet en tindrende engageret bog, som vidner om et mangeårigt on-and-off-arbejde med Proust.
Begærets by er bogen, vi har savnet. Den er en grundig indføring i Prousts værk, skrevet med begejstringens energi. Bredal er ikke bange for at ty til de store ord, når han indledningsvis skal sammenfatte Prousts episke formåen. Voila!: "Proust søger dybere i det moderne individ end nogen har gjort før ham, og han bygger den moderne kunstreligion en katedral, der når højere mod himlen end alle andre. Men han opløser også individet og styrter katedralen i grus."
Gennem 15 afsnit, som også kan læses som essays, fordelt på 315 sider forfølger Bredal Venedig som motiv i Prousts roman - Venedig som fantasi, drøm, seksualobjekt, prisme, symbol, pejlepunkt og værkoplukker. Men hvad vigtigere er; Bredal viser Venedig som åbenbaringens sted i romanen. Det sted, som romanens fortæller, Marcel, med ekspresfart sendes tilbage til mod romanens slutning, længe efter at Venedig har gjort indtryk, og som bibringer Marcel en flersidig erindringsåbenbaring,
Han er udslukt, desillusioneret på vej til et middagsselskab hos den adelige Guermantes-familie, da han snubler over nogle ujævne brosten i gården. Dét vækker på stedet en erindring til live i ham af så stærk en karakter, at han standser op og står og vipper frem og tilbage, til han pludselig bliver klar over, hvad det er han står med, nemlig løsningen på lykkens gåde, som han hidtil i sit liv har været afskåret fra at finde, den lykke som blev vakt med madeleinekageerindringen (i bind I) - Det er Venedig!
Da Marcel besøgte byen flere år tilbage trådte han tilsvarende på to ulige høje fliser i Sankt Markus baptisteriet, og nu vælter hele rummet med Markuspladsen ind over ham igen. Gensynet medfører en kædereaktion af erindringer, som bliver romanens absolutte vendepunkt, idet det skænker Marcel størstedelen af hans hidtidige liv på et sølvfad i kraft en serie viljeløse erindringer, og giver ham stoffet til den roman, han nu skal give digterisk udtryk. Erindringsoplevelsen skal kort sagt udgøre grundstammen i hans forestående roman,
Allerførst gør Bredal op med den biografiske læsning af romanen, som har reduceret den alt for længe. Men da bogen også er en præsentation af Proust, giver han et ordentligt portræt og lader det udmunde i et afsnit om den engelske kunsthistoriker John Ruskins indflydelse på Proust.

Venedig
År 1900 tager Proust til Venedig to gange. En med sin mor og en uden. Den første tur står i kunstens tegn, hvor Venedig inkarnerer drømmen om en by, den anden tur står i kroppens begærlige tegn.
Første gang på vej dertil læser moderen til Prousts store begejstring højt af Ruskins bog om Venedigs middelalderarkitektur The Stones of Venice.
I Venedig arbejder Proust videre på Ruskin-oversættelserne sammen med sin mor og veninden Marie Nordlinger, som hjælper ham med dem (Proust var ingen ørn til engelsk).
Bredal uddyber Ruskins afgørende betydning som æstetisk dannelseskilde for Proust. Gennem arbejdet med Ruskins skrifter fandt han vej til sit eget forfatterskab, og gjorde samtidig op med Ruskins kunsttilbedelse og afgudsdyrkelse. For Ruskin var Venedig "Giogiones skole, Tizians hjemsted, det mest komplette museum for middelalderens beboelsesarkitektur." For Proust og hans fortæller får byen en anderledes flertydig karakter.
På den anden rejse til Venedig i efteråret 1900 er Proust alene, og oplever den som begærets by med en dragende sanselighed, mørke kanaler og labyrintiske veje. Men den ender med at ligne enhver anden by.
På sporets fortæller, Marcel, går på seksuel vandring efter Venedigs letlevende, kødelige kvinder - venezianerinderne. Bredal siger det ligeud; Marcel går ud for at kneppe Venedig!

I spejlsalen
Et ubestridt scoop ved bogen er, at den er skrevet i tæt dialog med den franske tekst i A la recherche du temps perdu, som den foreligger i den seneste udgave, Pléiades otte binds Folio-udgave under ledelse af Jean-Yves Tadié, 1987-89 på forlaget Gallimard. Bjørn Bredal har selv oversat alle citaterne derfra. Så det er i mere end én forstand en opdateret Proust og romanversion, vi her har at gøre med. Og han har selv oversat hele det centrale afsnit Ophold i Venedig fra værkets bind VII Albertine disparue/Albertine forsvundet, som er det eneste sted i værket, hvor Venedig for alvor beskrives, og hvor vi er i byen. Det er dette kapitel, Bjørn Bredal gør til referencepunkt og udblikssted for sin fremstilling. Derfor befinder det sig efter bogens femten afsnit.
Det er berigende - og genopfriskende, hvis man har læst Proust før - at følge Bredals hjemmevante togt efter detaljer i de vidtforgrenede og knopskydende proustske sætningssystemer. Vi får givende indsigt i de måder, hvorpå Proust beskriver områder, tider, sæder, talermåder og stilarter - i sin bestræbelse på at fremdrage lovmæssighederne bag vores handlinger, tilbøjeligheder og selvbedrag. På sporet er med Bredals ord "en næsten naturvidenskabelig recherche, en forskning efter lovmæssigheder og mønstre i bevidsthed og billedverden. Kunstneren holder spejlet så tæt på, at han går igennem det."
Vi er definitivt i en verden uden Gud, hvor personligheden fragmenteres og seksualiteten flyder. En verden uden faste værdier, hvor adelen står for fald og det moderne samfund tromler frem. Alt dette blev hverdagskost for Proust, der mere og mere søgte tilflugt i litteraturen, som også hans fortæller gør det mod slutningen af værket.
Det moderne liv er en spejlsal, hvor vi alle spiller roller og ser os selv i alle spejle uden nogensinde for alvor at nå hinanden (som personerne i romanen), fordi vi hele tiden overlades til vores egne projektioner, lukket inde i os selv med hver sin film kørende om andre og os selv. Mod slutningen af På sporet frekventerer vi en 200 siders totalteatermatiné, et maskebal, hvor romanens hovedpersoner, inklusive fortælleren, konfronteres med den tid, der er gået. Som spejle viser de ham den nådesløse realitet, at tiden er gået. "Men", siger fortælleren, "der var en endnu alvorligere grund til min angst; jeg opdagede denne Tidens ødelæggende virkning netop i det øjeblik, hvor jeg ville begynde at klargøre, åndeliggøre tidløse realiteter i et kunstværk."
Prousts fortæller ser mod slutningen af værket tiden med stort T som menneskelivets hovedtrussel, den store iscenesætter, der år for år forvandler mennesker til ukendelighed. Bredal understreger mod slutningen af sin bog: "Tiden er et spejlkabinet, som ikke tillader os at fastholde udødelighedens illusion: Vi ser os selv i de andre." Det er en vigtig side af den proustske erkendelse: Livet er et blændværk - derfor har vi brug for litteraturen. Den giver os andre(s) øjne på tilværelsen.
Bjørn Bredal eksemplificerer flittigt fra værket og holder så vidt muligt sine udsagn på nærlæsningens højde, så man kan følge med i, hvad det er, han taler om. Er bogen ikke altid lige pædagogisk i sin fremstilling, og måske lidt indforstået til tider, er der til gengæld en klar linie i argumentationen og eksempelføringen, som gør, at man læser optaget videre, hvad enten man har har læst Proust før eller ej.
Der er sørget for en række billedophold undervejs, som der knyttes an til med citater fra værket eller en betragtning. På den måde bliver der parallelliseret med og refereret til malerkunsten - fra Boticelli over Velázquez til Monet - der fik stor betydning for såvel Proust som romanens fortæller og en af hovedpersonerne, kunstelskeren og æsteten Charles Swann. Det sker uden at tynge fremstillingen. Andre steder i Begærets by er det musikken (Richard Wagner) og filosofien (Arthur Schopenhauer), der henføres til.

Viljeløs erindring
Bredal foretager en frugtbar revidering af den proustske form for erindring. I stedet for, som vanligt, at kalde den pludseligt opdukkende erindring for "ufrivillig", bruger han betegnelsen viljeløs, fordi den bedre angiver den tilstand, hvor sindet ligger åbent og ufokuseret uden at yde modstand. Det er altså den viljeløse erindring, der er på spil i Proust roman, og som lader rum for rum fra fortiden kommer til syne i fortællerens liv, deriblandt Venedig som det magiske, kulturelle og æstetiske sted, der giver ham indblik i kunstens sande væsen. Venedig er selvfølgelig kun ét aspekt af romanen. Der findes hundredevis af andre, man kan forfølge. Men Venedig er et ledemotiv.
Bjørn Bredal fører behændigt læseren afsted - som i en non-stop elevator - fra niveau til niveau i På sporet - fra homoseksualitetens søle til (roman)katedralens yderste spids og tilbage i afgrunden. Hans nysgerrighed og iver efter at forbinde planer går ikke ud over læsbarheden og overskueligheden i fremstillingen. Det var jo ellers noget, Proust ofte lod hånt om! Han blot skrev og skrev og føjede dobbelt så meget til i korrekturen.
Begærets by er en guldgrube. De, der kender Prousts værk, får ny indsigt, mens de, der stadig mangler at blive ført ordenligt ind i værket, så de får lyst til og mod på at læse det, bliver guidet suverænt på vej. Bogen er et gedigent værktøj, der med største lethed fører én frem mod oplevelser og erkendelser, som kan blive kostbare for ens videre færd.

*Bjørn Bredal: Begærets by. En bog om Marcel Proust og Venedig. 316 sider. Illustreret. 275,- kr. Gyldendal. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu