Læsetid: 5 min.

En livsnerve kappes

13. maj 1998

Lufthavnen Tempelhof er et stykke emotionelt kulturhistorie i Berlin. Den blev bygget af nazisterne i trediverne, og for 50 år siden etableredes luftbroen til det indespærrede Vestberlin derfra. I den anledning står Clinton i morgen på Tempelhof og taler
til berlinerne

ARKITEKTUR
Propelflyveren fra København til Berlin lander på flyvepladsen Tempelhof tidligt om morgenen. Man stiger ud i morgentågen og går hen over pladsen mens lyskasterne af og til suser over himlen og blænder i glimt. Det kunne Casablanca ikke have gjort bedre.
Lufthavnen ligger midt i Kreuzberg i denne gamle vestsektors kaotiske hygge og, netop nu, grønne idyl. Der, midt i en arkitektur præget af amerikanernes funktionelle genopbygningsstil, ligger Tempelhofs gigantiske bygninger, og associationerne til den fascistiske arkitekturs ideologi risler én ned ad ryggen om kap med gåsehuden over den æstetiske nydelse, bygningen også formidler.
Står man alene på pladsen med Luftbrücke-monumentet om natten, hvor bygningen er oplyst, suser historiens vingesus bag panderynken og årene, der er gået siden krigen, viskes ud.
Herfra etableredes luftbroen i 1948, og i anledning af 50-året står Clinton i morgen på Tempelhof og taler til berlinerne.
Da repræsenterer han Amerikas del i den tyske historie, og med de grå nazistiske sten som baggrund bliver det et syn værd.

As Time Goes By
Tempelhof er et vigtigt historisk knudepunkt i Berlin. I 1923 startede det første rutefly herfra, og få år senere var Tempelhof en af de vigtigste lufthavne i verden. 200 år tidligere havde soldaterkongen Friedrich Wilhelm I brugt disse marker, Tempelhofer Felde, til militæriske formål og i 1933, arrangerede Hitler sine første parader her. Det, der engang var frugtbart muld, blev til historiens mudder under soldaternes støvler.
Hitler havde fra starten sit blik rettet mod Tempelhof. Ikke alene på grund af flyvepladsens paradeegnethed, men fordi han deri så et enormt prestigepotentiale. Hitler ville have, at al kritik af Tyskland skulle forstumme ved dette første syn af Berlin fra luften.
Den nationalsocialistiske ideologi skulle gestaltes i Tempelhof og bygningen skulle fungere som selvstændig reklame. Ifølge Hitler spillede arkitekturen en enorm rolle i forhold til gennemførelsen af magtekspansionen:
"Når folket oplever store tider i dets indre, så formes disse tider også i det ydre. Dets ord er da mere overbevisende end det talte: det er stenens ord (das Wort aus Sten)".

Hele verdens hovedstad
Hitler ville skrive sin historie med sten, og dette, kombineret med hans udprægede megalomani, førte til opførelsen af Tempelhof. Verdens største lufthavn dengang og stadig den største, sammenhængende bygning i Europa. Eller som satirikeren Max Goldt siger: den bygning som har verdens største, sammenhængende linoleumsgulv.
I 1936 havde arkitekten til Lufthavnsministeriet i Berlin, Ernst Sagebiel, efter tilladelse af rigsluftfartsminister Göring bygget modellen til Tempelhof, og 4. december 1937 var der rejsegilde.
Sådan, som den stod den dag, står den stort set stadig, inklusive den store tyske ørn på facaden, men den kontekst, lufthavnen blev planlagt i, blev aldrig realiseret. Den indgik nemlig i planen om Germania, det nye Berlin, Hitler tegnede ved hjælp af arkitekten og rustningsministeren Albert Speer.
Seks millioner gæster årligt skulle Tempelhof kunne modtage, selvom der dengang kun taltes knap 20.000. Disse gæster skulle kunne lande der for derefter at køre op ad verdens største pragtgade på en nord-syd akse midt i byen for at ende ved en kæmpekuppel, som skulle være mange gange større en rigsdagen, den største kuppel i verden, naturligvis.
Efter ombygningen skulle Berlin hedde Germania og ikke alene være hovedstad i Tyskland, men i hele verden. Til dette skulle der naturligvis proportioneres anderledes end normalt. Men først skulle verden jo erobres, og krigen kom i vejen for byggeplanerne. Stålet blev brugt til våben, og arbejdskraften blev sendt i krig.
De første bomber faldt i Berlin i september 1940, hvor Royal Air Force begyndte sine forsøg på at ødelægge Berlins infrastruktur. Det lykkedes ikke, og på grund af et veludbygget kældernet var der beskyttelse nok under angrebene.
Tempelhof blev altså ikke ødelagt af fjenden, men var derimod lige ved at ryge med ved Hitlers befaling om total ødelæggelse af Berlin i marts 1945. Lufthavnen blev kun skånet, fordi major Rudolf Böttger, som modtog befalingen, modsatte sig og begik i stedet selvmord.

Luftbroen
Efter krigen ryddede berlinerne op med de bare hænder for et varmt måltid mad, således at US-Airforce kunne tage lufthavnen i brug.
I november 1945 åbnede de tre luftkorridorer fra Vestberlin til Hamburg, Hannover og Frankfurt, som i årtier var Vestttysklands forbindelse til Vestberlin.
Berlinerne sultede i efterkrigsårene og vintrene var rekordkolde. Fra april 1948 forsøgte russerne at øge kontrollen af grænserne til Vestberlin og presset øgedes, da de tre vestsektorer besluttede sig til at slutte sig sammen i en vestlig orienteret stat.
Den 2. april lukkede man for gods på jernbanerne. Øverstkommanderende Julius D. Clay foreslog at bryde igennem med magt, men de allierede trak sig af frygt for endnu en krig, og befolkningen mærkede atter krigsspændingen vejre i luften.
Den 24. juni, dagen før valutareformen begyndte den sovjetiske mililtæradministration blokaden og netop den dag startede Lucius D. Clay luftbroen. De samme maskiner, som få år før havde sønderbombet byen, kom nu flyvende med mad.
"Rosinenbomber" blev de kaldt.
Indtil oktober 1949 landede et fly hvert tredie minut, og maskinlarmen blev en beroligende summen i ørerne på vestberlineren. Det var overlevelsens lyd.
Tempelhof, som kort tid før var nationalsocialismens ideologiske stenskrift, blev således med ét slag det frie Vestberlins dør mod omverdenen, det punkt i byen, hvor navlestrengen sad fast i godt et år, så forsyningerne kunne flyde til og forhindre sultedøden for store dele af befolkningen.

Vestberlins pejlepunkt
Under Berlins deling og i de muntre dage i 60'erne landede amerikanske gæster på Tempelhofs fotogene landingsområde, og i Berlins arkiver finder man billeder af James Stewart og James Mason, Ella Fitzgerald, Maurice Chevalier, Jayne Mansfield og sågar Martin Luther King ved modtagelse i lufthavnen.
Instruktøren Guy Hamilton filmede Finale i Berlin og Billy Wilder filmede sin meget berømte Eins Zwei Drei i Tempelhofs bygninger. Da var fortiden trængt i baggrunden, og Vestberlin lå som en lysende ø midt i det røde hav som et brillerende pejlingspunkt for piloterne.
Speer og Hitler nåede aldrig længere med planerne om Germania, men Tempelhof står endnu og minder om, at det, arkitekturen var rettet imod under nazisterne, var en sammenhæng, hvor Hitler var verdens hersker. Stenene skulle skrive denne tekst i byens billede, og derude i Kreuzberg står skriften der stadig.
Foran lufthavnen står et monument over luftbroen, opført til ære for de soldater, der måtte lade livet, mens den stod på. I denne uge klaskes ikonet Clinton ovenpå, og om få år flyver det sidste fly derfra. Dermed forstummer ikke alene larmen fra maskinerne, men også fra historien, og det bliver spændende at se, hvad der så skal ske med kadaveret.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu