Friseret historieskrivning skæmmer LO's jubilæumsbog
NY BOG
Tredje januar i år fyldte LO 100 år. I den anledning har Landsorganisationen, som startede som De Samvirkende Fagforbund, ønsket historien fortalt. Lidt forsinket i forhold til jubilæet foreligger nu resultatet i form af to mursten, en blå og en rød, på tilsammen 1300 sider. Inden i er der et meget uens projekt. Første bind er således én historie skrevet af sekretær i LO, Henning Tjørnehøj, selv om han, som han selv skriver, har haft et par skriverkarle på. Tjørnehøj fortæller forhistorien om arbejderbevægelsen fra 1871 og frem over dannelsen af LO i 1898 og op til 1960, da arbejdsløsheden næsten gik i nul. Resten af historien fortælles af de to historikere, Henning Grelle og Anette Eklund Hansen. Dertil kommer 17 artikler skrevet af LO-folk om forskellige aspekter af LOs virke. Med så mange skribenter er der mange forskellige hensigter, som ikke alle koger på den samme ret.
LO har valgt det sikre ved mestendels at lade sine egne folk skrive. Man kunne jo, som i Norge have ladet en gruppe historikere komme udefra og kigge i kilderne. LO har et stort og velegnet arkiv til et sådant projekt. Det kunne der være kommet noget spændende og uforudsigeligt ud af. Men LO har satset på det sikre. Samtidig bygger historien eksplicit ikke på ny forskning, men på de tidligere jubilæumsskrifter, LO har udgivet samt organisationens trykte årsberetninger. Der er altså ikke tale om nogen udforskning af LO's historie, men om en registrering af kendsgerninger, som i forvejen er blevet sigtet af LO.
Uden proportioner
Det lyder ikke godt, men det er faktisk betydeligt bedre, end det lyder. Men tænk på, hvor godt det kunne have været, hvis man havde turde løbe den risiko, at deres historie rummede indsigter, der ikke i forvejen var tænkt og formuleret af LO. Når historien er blevet betydelig bedre end, man kunne have frygtet med de valgte rammer skyldes det, at historien har fået en engageret socialpolitisk fortæller i Henning Tjørnehøj. Tjørnehøjs interesse er i høj grad knyttet til arbejdernes leveforhold og de socialpolitiske tiltag, som ændrer på dem. På denne måde kommer der alligevel ad bagdøren andet stof ind, end hvad der tidligere har været tygget igennem i LO-historien. Og en engageret fortællerstemme er ikke det værste man har.
Tjørnehøj har dog et problem, som gør ham til en mådelig historiker: han mangler proportionssans. Han mener - berettiget - at Venstre har repræsenteret den mest arbejderfjendtlige politik i Danmarks nyere historie. F.eks. i 20'erne og under besættelsen. Men han hader Venstre som kun en frafalden grundtvigianer kan gøre det, og af og til ser det ud til, at Venstre og ikke arbejdsgiverne udgør arbejdernes modstander nr. 1. Man har svært ved at forstå, at det samme parti engang var en slags allieret for Socialdemokratiet under kampen for demokrati herhjemme.
Men har han det med Venstre som bonden i Store Claus og Lille Claus har det med degne, så er det for intet at regne imod hans aversion imod oppositionsfolk indenfor arbejderbevægelsen. Specielt da kommunisterne. Han må tage afstand. Men han har et problem med de spaniensfrivillige. Dem beundrer han. Han må derfor skjule, at ca. 40 pct. af dem var kommunister eller sympatiserede med dem, mens der kun var ganske få socialdemokrater. Han gør også opmærksom på, at disse hans helte blev de første sabotører under krigen. Men der må ikke stå, at de var kommunister. Proportioner, Tjørnehøj! Og arrestationerne af kommunisterne i juni 1941 ser han som en menneskekærlig handling til beskyttelse af kommunisterne, så de først kom i tysk kz-lejr i 1943 og ikke allerede i 1941.
Andet bind - den røde mursten - rummer LO's nyeste historie. De to kapitler af Grelle og Eklund Hansen er gode oversigter, hvis proportionssans ikke kan anfægtes. Man kan imidlertid indvende, at en del af krudtet - f.eks. strukturdiskussionen og andre centrale temaer - er taget ud og lagt over i de kapitler, som LO's egne folk har skrevet. Hvis man havde satset på at lade uafhængige forskere komme til arkiverne, havde LO og organisationens medlemmer fået noget at vide, som var rigtig nyt.
De 17 artikler om sider af LO's arbejde er for fleres vedkommende helt udenfor den historiske fremstillings ramme og snarere en slags reklame. Selv om flere af dem er både gode og instruktive, rejser de spørgsmålet: er et jubilæumsskrift en form for reklame, eller har historien virkelig noget at sige os? Og hvis den har, hvorfor er det så så vigtigt at kontrollere den?
*Henning Tjørnehøj: Fremad og atter Fremad... LO's historie 1871-1960, 712 s., 350 kr. Henning Grelle (red.): I takt med tiden. LO's historie 1960-1997, 593 s., 350 kr. Begge bind samlet, 500 kr. Udkommer i dag
