Læsetid: 3 min.

London får nyt ansigt

7. maj 1998

I årevis har regeringen styret London som et andet departement. Men nu får indbyggerne i den britiske hovedstad muligheden for at stemme sig til et byråd og en rigtig borgmester

LONDON - I dag vil millioner af londonere få gadebilledet til at myldre endnu mere end sædvanligt, når de flokker til hovedstadens valgsteder for at stemme ja eller nej til en borgmester og et byråd.
Sådan et selvstyre har London ikke haft, siden Margaret Thatcher i 1986 nedlagde det daværende London-Råd, Greater London Council, som havde til huse i en stor, imponerende bygning på sydsiden af Themsen, lige over for politikerne i Westminster.
Rådets leder, Labour-manden Ken Livingstone, brugte beliggenheden dygtigt - for eksempel hang der i lange tider et mægtigt banner på rådsbygningen, som viste antallet af arbejdsløse i kæmpestore bogstaver. Det kunne landspolitikerne på den anden side af floden så sidde og fundere over.
Men Margaret Thatcher syntes ikke, den slags gav årsag til eftertanke - kun til irritation. Så hun belønnede 'røde Kens' frækhed med resolut at nedlægge rådet. I realiteten satte hun London under central administration, som var hovedstaden en uvorn knægt, der skulle tugtes.
I dag er Ken Livingstone tilbage i spalterne som et af de mest populære valg til posten som ny borgmester. Ganske vist har de politiske partier ikke udpeget deres kandidater endnu - de venter til efter, at folkeafstemningen i dag har vist, om londonerne overhovedet vil have en borgmester eller ej. Men spekulationerne trives i bedste velgående om, hvem der skal sidde på posten. Ingen synes at være i tvivl om, at London stemmer ja og mange tak til den nye ledelse.
London-borgmesteren udspil er led i New Labours reform af den politiske struktur i Storbritannien. Ligesom selvstyre til Skotland og Wales er det samt reform af House of Lords, parlamentets overhus.

Post med høj profil
Posten som borgmester skal have høj profil - sådan lidt à la New Yorks Rudi Giu-liani, som tit opfører sig, som om han fuldt ud var lige så vigtig som de føderale politikere nede i Washington. Det er han selvfølgelig også. Og det samme bliver Londons borgmester - i det mindste hvis posten går til en person med karisma og kaliber.
Det er netop problemet for New Labour. For nok vil partiet gerne have, at det bliver en Labour-politiker, som skal være Londons borgmester. Men han eller hun skal helst ikke som Ken Livingstone høre til på den højtråbende og kritiske venstrefløj. Så kan den prominente post jo bruges til at pukke på regeringen fra. En loyal partisoldat er klart at foretrække.
Så Ken Livingstone har ikke opbakning fra partiets ledelse. Kun fra vælgerne. En undersøgelse for nylig i The Evening Standard viste, at 55 pct. af de 1.000 adspurgte ville stemme for ham. Hvis han ikke nomineres af partiet, kan han vælge at opstille som uafhængig, men det vil føre til endnu mere ballade med New Labours mandariner.

Privat kampagne
De konservative, som bryster sig af at have reformeret partiet, så det nu er meget mere demokratisk end New Labour, vil vælge sin spids-kandidat ved et slags primærvalg, hvor græsrødderne skal udpege deres favorit ud fra lister, de lokale partiforeninger har sat sammen.
Men den konservative politiker og forfatter, Sir Jeffrey Archer, har længe ført sin egen, helt private enmands-kampagne for posten. Forgæves, skal man tro undersøgelsen i The Evening Standard. Hele 53 pct. af de adspurgte Londonere siger, at ham vil de i hvert tilfælde ikke stemme på.
Folkets røst - 66 pct. - kalder derimod på forretningsmanden Richard Branson - ham med de billige Virgin flybilletter, plader, luftballoner med meget mere - som den foretrukne. Men det vides ikke, om Branson overhovedet er interesseret.
Der bliver mange opgaver for den kommende borgmester - og de 25 byrødder - får således ansvaret for de syv millioner londoneres kriminalitetsbekæmpelse, brandvæsen, økonomiske udvikling og ikke mindst transport. I øjeblikket udgør de ting et budget på 3,3 mia. pund om året - ca. 38 mia. kroner.
Hertil kommer, at borgmesteren skal kunne samle en meget forskellig befolkning. Der tales 193 sprog i London, og 33 folkeslag er så rigt repræsenteret, at de danner små samfund i samfundet.
Måske skuespillerinden Glenda Jackson ville passe fint. Hun er kendt verden over. Hun er kvinde. Hun er god til at spille forskellige roller. Og ikke mindst er hun er loyal over for New Labour og juniormedlem af regeringen med ansvar for Londons transport. I The Evening Standard kom hun ind som nummer tre - efter Richard Branson og Ken Livingstone - med 47 pct.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her