Læsetid: 4 min.

Lort og lagkage

23. maj 1998

Det gælder om at skærpe kravet til kvaliteten på alle fronter. Men hvordan? Et svar til Klaus Rifbjerg

KULTURRADIKALISME
Min artikel "Frisind på is" den 5. maj har udløst så vældig en vrede hos et par gamle kulturradikale, at de ikke har kunnet læse, hvad der stod. Det er der ikke noget at gøre ved. Andet end at håbe, at de falder ned og læser den igen, med større udbytte.
Mere interessant er Klaus Rifbjergs "Permafrost eller hva'" den 13. maj - et indlæg med reelle oplysninger, korrektioner og opfordring til samtale. Tak for det!
Faktisk glæder det mig, hvis jeg virkelig har været vild på kareten, hvad Poul Henningsens syn på ungdomsoprøret angår. Den gamle lysmager har fortjent alt godt - også et håb for fremtiden på sine gamle dage! Jeg har ikke kunnet få øje på det i hans sene artikler, hvor han bl.a. drog i felten mod Melodiradioen. Men jeg har heller ikke læst alt, hvad han har skrevet. Og slet ikke kendt ham personligt, som Klaus Rifbjerg har.
At jeg nu er blevet oplyst om, at den gamle PH var i bedre humør, end jeg troede, ændrer dog ikke ved min holdning til de autoritære aspekter ved kulturradikalismen. Dem betragter jeg stadig som bevægelsens store problem, eftersom frihed, personligt og politisk, alle dage har været dens mål.

Et gråt årti
Klaus Rifbjerg forsøger, ligesom Tørk Haxthausen i Serieskaberen 1989, at forklare de yngre generationer, hvordan det stod til med humøret hos frisindede mennesker i årene efter 2. Verdenskrig: Der var ingen grund til begejstring. Alle mulige autoritære og snæversynede åndsretninger skød frem som paddehatte på svampet grund.
Jeg kan godt huske 50'erne, mit første årti. Det var en tid med terror, ikke bare mellem stormagterne. Der var terror alle vegne: Mellem forældre og børn, mellem lærere og elever, mellem skolekammerater. Det var stive, grå og onde år. Jeg forstår fortvivlelsen hos dem, der var unge i denne tid, hvor glæden var bandlyst og artigheden i højsædet.
Det var midt i den elendighed, en ny generation af kulturradikale sprang ud. Der var brug for dem, ligesom der havde været for det første kuld i 20'rne og 30'rne. Deres indsats kan ikke overvurderes - heller ikke i forhold til det ungdomsoprør, der fulgte.
Hvad der til gengæld kan undre, er, at de kulturradikale i 50'erne og 60'erne i den grad valgte at fokusere på uskyldige fænomener som Fantomet og Ønskekoncerten. At de, midt i den modbydelige virkelighed, brugte så megen energi på at bekymre sig om, hvad der foregik i andre menneskers fantasi, sentimentalt eller ej. Og på at dekretere hvilke lamper, folk burde have hængende hjemme hos sig selv. Som om et hjem blev mere frit og lykkeligt, bare møblerne var arkitekttegnede.

Den kulørte mytologi
"Kampen handlede i sin kerne dengang som nu om at skærpe kravet til kvaliteten på alle felter kunstnerisk som politisk og langt ind i det, man kunne kalde folkekulturen," skriver Klaus Rifbjerg. Her må vi kunne mødes, mener han. Det kan vi, for der er vitterligt forskel på kvalitet, også i massekulturen. Al kunst er ikke lige god. Alle holdninger er ikke lige gyldige. Sådan var det dengang. Og sådan er det nu, hvor populærkulturen i den fladeste form ganske rigtigt flyder over alle bredder.
Spørgsmålet er, hvad vi skal stille op med den. Skal vi spule skidtet væk? Eller kan det bruges til noget?
Tegneseriens historie har i hvert fald vist, at det ikke er kvalitetsbevidsthed alene, der driver værket: Tintins tegner Hergé stod godt nok i lære hos japanske billedmestre. Men det var gangsterfilm, knaldromaner, kulørte hefter og et hav af jammerlige tegneserier, der lærte ham at skrue en historie sammen.
Den kulørte litteratur handlede om alt, hvad en god kulturradikal bør hade: Om vold, mord og terror. Om dumme duller i nød. Om unge, hvide mænd i kamp mod alle slags 'indfødte', til lands, til vands og i luften, samt i et himmelrum tæt befolket af onde racer med skæve øjne. Hergé troede selv på den kulørte mytologi i begyndelsen, men udviklede efterhånden en kritisk distance til forestillingen om storheden i den vestlige civilisation.
Det samme gjorde hans elever - bl.a. den franske tegner Tardi, som i sine serier bruger løs af den kulørte tradition fra tiden omkring 1. Verdenskrig. Det vrimler med flyvende monstre, gale videnskabsmænd, mumier og mystik i hans univers. Ved at genskabe billeder og fantasier fra massekulturen i begyndelsen af århundredet, kaster han et skarpt lys på 'tryghedens tidsalder', den smukke epoke før det store massemord: Kulturen var syg til døden. Dens billeder viser det.
Også andre serieskabere er dykket ned i fordummelsens hav - og er kommet op med perler. Det gælder Christin og Mezieres, der med Linda og Valentin fornyede rum-serien og rensede den for fremmedhad. Det gælder Giraud, der med Blueberry skabte en helt ny type westernhelt - en antiautoritær soldat.
Fælles for de bedste moderne serietegnere i den episke genre er, at de tager udgangspunkt i de klassiske spændingsseriers mytologi. De er fascinerede af den. De behandler den med respekt. Men de bruger den til at fortælle historier af en helt anden karakter, politisk og æstetisk.
Spørgsmålet om kvalitet i kunst og kultur er ikke enkelt. Måske forholder det sig virkelig, som de gamle bønder sagde: At det er lortet, der sætter kagen på bordet?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her