Læsetid: 4 min.

Lou lever

11. maj 1998

Lou Reed træder ud af slagskyggen fra legenden om sig selv, og udsender sit mest intime og samtidig mest åbne album i årevis

NY CD
De seneste måneder har man på MTV ikke kunnet undgå at se en superstjernespækket videoversion af Lou Reed-sangen "Perfect Day", overdådigt iscenesat og åndeløst smukt fotograferet. Det ligner derfor en kommerciel bagtanke, når Lou Reed nu udgiver en et år gammel koncert fra Royal Festival i London under titlen Perfect Night Live.
Det er det måske også, men Lou Reed er ikke den, der duplikerer sig selv. Den nye live-udgave af "Perfect Day" er ikke skåret til hitlisterne. Den er nøgen, instrumentalt afbarket og derfor ekstra bidende, og Lou synger, så man pludselig kommer på fornavn med ham.
Han, der ellers gennem hele karrieren har besunget hudløshed, depravation og omkostningerne ved selve det at leve, har altid indhyllet sin personlige sårbarhed i rollespil og mytologi. Nu synger han sangen som alt andet end den popsang, den oprindelig fremstod som på Transformer-albummet for en evighed siden. Han synger den som en intim betroelse: "Oh, such a perfect day, I'm glad I spend it with you..." Mere er der sådan set ikke, udover svanerne på søen, børnene, der leger i parken, fodre dyr i zoo og så den salige viden om at have overlevet uden at holde op med at leve.
Den fornemmelse er også nok. Og den bærer dette live-album, så denne lytter ikke ser noget naturstridigt i at hans sanseapparat bliver forvandlet til en æske levende søm, der ikke har noget andet ønske i livet end at sidde fast på den magnet, der må være indbygget i Lou Reeds guitar.
At kalde den musikalske atmosfære for unplugged vil være en uhøflig banalitet, men pladen emmer af dagligstuenærvær - som sad vi alle oppe på scenen med musikerne. Lou Reed spiller selv guitar, mest akustisk. Normalt er den akustiske guitar i elektrisk sammenhæng en sårbar størrelse. Reed har fået en af sine venner til at bygge et apparat, Feedbucker®, så han undgår forvrængning og feedback. Resultatet er noget, han selv betegner som "amplified purity". Når man hører ham, ved man, hvad han mener.
Engang sagde Reed, at han ikke kunne spille guitar med hvem som helst, fordi han
ikke spillede som hvem som helst. Hans stil er uortodoks og spontan, svingende mellem det møgbeskidte og det magisk-poetiske. Bag og omkring sig har han nu i lang tid haft et band, der praktiserer musikalsk telepati. - guitaristen Mike Rathke, trommeslageren Tony 'Thunder' Smith og bassisten Fernando Saunders. De to sidste er sorte. Det giver Reeds meget New Yorker-hvide sange en klangbund, der forener coolness og soul.

Pigtrådsmusik
Jeg kom til at skrive unplugged for et par afsnit siden. Dermed ikke sagt, at der er noget tilbagelænet over denne musik. Det er pigtrådsmusik, som man kun skal gå i clinch med, hvis man kan tåle at komme i stødet. Bandet spiller som en uefterlignelig hybrid af Velvet Underground og Grateful Dead. Pejlemærker som "Vicious" og "Kicks" genopstår på lige dele improvisation og intuition med Tony Smith som omdrejningspunkt med et spil, der gør enhver rytmisk figur til en levende skulptur. Og nyere numre som "Busload Of
Faith" dementerer de dovne fordomme om, at Reed ikke skriver, som han gjorde engang. Han skriver bedre, fordi han ikke nøjes med at iagttage. Han investerer sig selv.

Berlin genhørt
Det samme kan man sige om ham som sanger. Det lakoniske og sarkastiske er afløst af noget, der minder mistænkeligt om lidenskab. Han kan lide at synge de sange, simpelt hen.
Hvor lang tid der er gået, bliver man mindet om, når man genhører Berlin, Reeds koncept-ambitiøse oeuvre fra 1973. Den er lige blevet genudsendt, remastered til den store hi-fi-medalje.
Reed var lige blevet alles omkostningsfrie genvej til dekadencen med "Walk On The Wild Side", men den plade tilhørte måske nok så meget dens producer, David Bowie. Nu slog Reed sig sammen med den unge Bob Ezrin, som havde lavet Phil Spector-stiløvelser med Alice Cooper.
Sammen tog de udgangspunkt i en sang fra Reeds første album uden Velvet Underground, og konstruerede en plade, løseligt opbygget omkring figurerne Jim og Caroline, som skyder sig selv med narko og umulige drømme. Musikalsk var Reed i et umage selskab med celebriteter som Jack Bruce, Michael og Randy Brecker, Steve Winwood og Aynsley Dunbar. Pladen solgte lige så dårligt som den blev anmeldt.
Det er på sin vis til at forstå. Produktionsmæssigt bliver musikken oversolgt i et pompøst regi. Lou Reed underlagt blæsere, strygere og heavy metal-guitarer! Men ved at høre pladen parallelt med Perfect Night - som har flere numre fra Berlin på plakaten - åbenbares det, at Berlin rummer nogle af de reneste sange "Caroline Says", "The Kids" og "Men of Good Fortune", der viser Reed som indigneret moralist og gammeldags historiefortæller.
På den led dobbelteksponerer Lou Reeds nye cd hans fortid, men den er i lige så høj grad med til at give brændstof til hans fremtid. Lou lever, og at høre ham på Perfect Night er som at være der selv. Hvad kan være mere perfekt?

*Lou Reed: Perfect Night - Live in London. Producer: Lou Reed m. Mike Rathke. Reprise Records.
*Lou Reed: Berlin. Producer: Bob Ezrin. BMG/RCA.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her