Læsetid: 4 min.

Luderen og ladyen

20. maj 1998

Hvad er det Cannes kan? Hvorfor denne overvældende årlige interesse for en overbefolket, overpubliceret og måske også overvurderet filmfestival?

CANNES
Det er festivalen med de stærkest lysende stjerner og de fleste (men ikke nødvendigvis bedste) film. Det største opbud af tv-transmitteret festivitas og de fleste glitrende aftenselskaber. Festivalen med den mest ideelle beliggenhed og det bedste klima.
Men det er altsammen ikke forklaring nok på, hvad det egentlig er Cannes kan - og gør den fundamentalt forskellig fra de to andre store europæiske festivaler i Berlin og Venedig.
Rent bortset fra overfloden af penge og kommercielle interesser er det mytologien, der styrer Cannes. Det er den, som til syvende og sidst gør, at omkring to tusind franske og et tilsvarende antal udenlandske journalister troligt, år efter år, valfarter til en overdyr, overmondæn og i perioden overbefolket Middelhavsby for at skrive og fortælle løs om en masse film, som de fleste læsere og tv-seere aldrig kommer til at se.
Det er en mytologi, som er opbygget fra festivalens start i de økonomisk trange efterkrigsår, op gennem de forsigtige 1950'ere og frem til de vildt ekspanderende 60'ere. Det er Riviera-myten i filmklædebon, en drøm om glamour, ja endda skønhed - filmens, havets, solens og kvindens skønhed smeltet sammen til en højere enhed.
Intet filmstof har gennem årene haft så let ved at blive trykt som Cannesrapporter. Sladder bliver sexet med lurmærket Cannes. Den gode film får et gyldent præg i Guldpalmernes skær. Ved en sær alkymi bliver filmen pludselig en interessant nyhed, selv om den jo er sig selv lig, hvad enten den vises i det kæmpemæssige festivalpalæ eller i en trang forstadsbiograf.

Dygtig medieluder
Filmmediet har brug for myter, mere end nogensinde før. Cannes-festivalen er en af de ældste - en lettere afrakket, men stadig energisk pågående og tjenestedygtig medieluder, der ligesom Oscaruddelingerne lever på tvtransmissionernes nåde og barmhjertighed.
Via skærmen kommer man tættere ind på stjernerne end nogensinde før. Men de store navne beskyttes nu - modsat i 1960'erne - for direkte kontakt med den tålmodigt nysgerrige folkemængde, der altid, med tomme øjne og i tavs venten, samles omkring en kigger foran festivalpalæet. Opstigningen ad palæets røde løber er et ritual, der stadig hæges om, men på en langt mere checket industriel måde end før. Tv-seerne skal serviceres. Om man kan se helt så meget på selve stedet, er straks mere tvivlsomt.

Industriens festival
Festivalens betydning for filmkunsten? Formindsket i forhold til tidligere, af den simple grund at festivalerne har formeret sig voldsomt og tv-kanalerne nu skaber et langt mere flimrende, overmættet mediebillede. Hvem kan husker sidste års vinder og hvad var det egentlig jeg så dagen før i mylderet af film?
Først og fremmest er festivalen blevet gennem-kommercialiseret, sådan at forstå, at film, der kun vises på det sideløbende marked, risikerer at skygge for de mere krævende kunstneriske godbidder i de officielt udvalgte serier.
Cannes er blevet filmindustriens samlingssted, hvor festivalen tidligere først og fremmest var et mødested for kunstnere og filmelskere, et sted, hvor samtaler kunne føres, lange middage nydes, og de film, der var langt færre af, fordøjes og gennemdiskuteres.

Dansk bølgeskvulp
Den tid, hvor festivalen var brændpunkt for samlede filmæstetiske nybrud i større målestok, synes at også at være forbi. Ikke at disse gennembrud har forekommet så ofte i festivalens levetid, men det var f. eks. i Cannes, at den franske 'Nye Bølge' for alvor manifesterede sig i 1959.
Og så kan man jo kun håbe, at noget bare antydningsvis tilsvarende vil ske i år, hvor dansk film for første gang nogensinde har to film med i konkurrencen, begge ifølge Lars von Trier inspireret af den selvsamme 'Nye Bølge'.
I hvert fald ser festivallederen Gillles Jacob utvivlsomt frem til et dansk bølgeskvulp ved denne festival - måske lidt i stil med den festival, hvor Spike Lee og John Singleton for alvor markerede det sorte frembrud i amerikansk film.
Selv om Cannes først og fremmest er blevet et sted hvor der forhandles og handles, har festivalens nøgleskikkelse gennem en snes år, den tidligere filmkritiker Gilles Jacob, holdt en konsekvent kunstnerisk linie ved udvælgelsen af konkurrencefilm.
Enkelte Hollwoodske kioskbaskere af typen Basic Instinct er blevet klemt ind, og det kan ligne national favorisering, når halvdelen af dette års konkurrencefilm enten er rent franske film og franske co-produktioner. Men ingen, der har siddet de sidste halve snes års ofte meget tålmodigshedskrævende konkurrencefilm igennem, vil kunne hævde, at Gilles Jacob lefler for den kommercielle smag. Tværtimod har han brugt festivalen som udstillingvindue for fjerne landes film, f. eks. de kinesiske. Den største asiatiske instruktør, Zhang Yimou, er for eksempel blevet opdaget af Cannes.

Cannes' modsætninger
Så Cannes kan det hele - glimmershow lever forbløffende harmonisk side om side med dybt seriøse film, og blandt publikum ses hustlere og lommetyve i samme båd som dybt seriøse filmelskere.
Forklaringen er jo nok, at luderen og ladyen har brug for hinanden. For sex uden klasse og klasse uden sex bliver i længden en blegsotig affære i filmens forunderlige verden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu