Det er klippeteknikken, de scener, der bliver sat over for hinanden, der skaber historien, fortæller Erling Kristensen i denne samtale om radiomontagen, Willy Reunert, Viggo Clausen og Christian Stentoft
I en ombygget amerikansk Chrysler med to skæreapparater til lakplader sidder en mand med en bredskygget texashat, en ægte, højpuldet Ten Gallon. Ved første øjekast ser han ud til at være amerikansk agent, den kolde krigs Mr. Secret Eye, iført cottoncoat og med en antydning af kløft i hagen. Han har en blyant i hånden og en skriveblok foran sig, som om han er ved at båndaflytte den russiske efterretningstjenestes. Hans ansigt under hattens skygge er aflangt og markeret.
Han lytter, afventende, foroverbøjet, to konkylieagtige gevækster bag kæbebenet indrammer ansigtet. Det er hans ører. Det er dem, han ser med. De er hans sonde ind til den passion, som er hans talent, hans eksistensberettigelse. Hvis denne mand blev døv, ville han være blind, gå til grunde.
Navnet er Willy Reunert. 30 år gammel kom han til Danmark som politisk flygtning i 1935 efter den nazistiske magtovertagelse i Tyskland. Først 13 år senere, i 1948, fik han dansk statsborgerskab. Han arbejdede ikke for Intelligence Service i USA, tværtimod var han påvirket af den radikale del af den tyske arbejderbevægelse og havde et personligt forhold til den senere tyske kansler Willy Brandt. I Danmark fik han hurtigt kontakt med et bredt udsnit af intellektuelle på den danske venstrefløj.
Men han var en slags spion - for Danmarks Radio. Det, han udforskede, var det autentiske. Han satte den almindelige dansker på dagsordenen, hans og hendes stemme og liv, og gjorde det vanskeligt for lytterne at have nemme meninger om enlige mødre, husvilde og 50 illegale aborter om dagen.
Oprør mod foredragstonen
Men først og fremmest gjorde han oprør imod foredragstonen og specialistudsagn i DR's programmer op til Anden Verdenskrig og kom således til at revolutionere både attitude, form og indhold i den danske reportage, som senere skulle udvikle sig til den danske feature, den danske radiomontage.
Willy Reunert, der døde i 1969, var uddannet elektrotekniker, men ernærede sig i begyndelsen i Danmark bl.a. som baby-sitter. En dag gik han ind i Radiohuset på Rosenørns Allé i København og sagde sin ærlige mening om DR's måde at lave radio på. Heldigvis lyttede man til tyskeren og gav ham frie hænder. I 1962 modtog han Cavling-prisen for sit radioarbejde.
Nu sidder han på en plakat på en brun dør i en stor, firkantet bygning på H.C. Ørstedsvej på Frederiksberg - her bor DR's Montageredaktion, som i år har fået P1-prisen for "at producere og udvikle radioprogrammer, der sætter sig ud over daglige enkeltbegivenheder og bringer samfundsinformation i sammenhæng og perspektiv".
Bag den brune dør med plakaten og de spærrede typer: Udsyn, indsigt og samvittighed, sidder Erling Kristensen. Han har stået i mesterlære hos Viggo Clausen - en af radiomediets ikoner - og har været i institutionens besiddelse i 37 år.
Erling Kristensen går ikke med hat som Willy Reunert, heller ikke med cottoncoat, tværtimod er han for udenforstående temmelig usynlig. Hans kærlighed til radiomontagen, hans engagement og vilje og erfaring har kodet genrens produkter de sidste ti år. Og han fremstår i dag, med sit frodige, brune hår, som en autentisk udgave af den Prins Valiant, der engang fægtede for sin elskede på Tågeøerne.
Erling Kristensen er 62 år og en dinosaurisk repræsentant for montagetraditionen. Han bærer på det meste af dens historie, først som tekniker, senere som programmedarbejder i Teater- og Litteraturafdelingen, nu som konsulent og produktionsleder i Montageredaktionen, men han har aldrig selv været ude med mikrofonen.
- Hvorfor har du ikke det?
"Det kunne være mikrofonskræk. Jeg tror, de fleste teknikere har et meget anstrengt forhold til mikrofonen. Og så er det vel fordi, jeg har været omgivet af folk, der har været forfærdelig gode til det der. Dokumentarister."
"Jeg har haft min egen niche. Jeg har holdt mig til tekstmontagen, altså arbejdet med manuskript og fungeret som instruktør, arbejdet med skuespillere... plus det, at jeg har versioneret udenlandske montager. Jeg synes, det er meget fornuftigt, at danske lyttere hører, hvordan man laver radio i andre lande. Sidste år lavede jeg to litterære montager - om Carl Nielsens breve og om Thit Jensens dagbøger. Manuskripter, vi får tilsendt, som jeg bearbejder og instruerer. Men hvis jeg skal forsvare.."
- Det skal du ikke, vi skal bare have præmisserne klar. Hvad er en radiomontage for noget? Findes der en mere generel definition?
"Nej, det tror jeg ikke - jeg tror heller ikke, at nogen ønsker det. Et sted hedder det feature - og feature dækker næsten alt fra reportage til det, man kan sige, er den danske radiomontage, som faktisk er blevet en skandinavisk tradition."
- Jamen, hvad er det for en?
"Altså, det der med at sammenstykke scener, klip, elementer til dramatiske helheder... En montage er ikke et illustreret curriculum vitae. Det er en form for dialektik."
En eksploderende form
"Det ligger i Sergei Eisensteins montageteori - den russiske dokumentarfilmmager, som huserede i 20'erne og 30'erne, og som Willy Reunert var inspireret af - at to billeder sat sammen er mere end de to billeder. En skål suppe plus et udmarvet ansigt, siger sult. Et bryst plus et grædende barn, siger moderskab. Ikke alene bringer det handlingen videre, det bringer også din indsigt, din forståelse, din nysgerrighed en tand videre. Der må hele tiden være noget, der er af permanent interesse, og du føjer hele tiden noget nyt til. Hvert klip har en undertekst, som man kan definere. Og ved at sætte disse klip med undertekster sammen, så får man frembragt en historie. På den måde bliver montageformen umådeligt eksploderende. Derfor er den så svær at håndtere."
- Men radiomontagen er vel ikke kun et spørgsmål om teknik?
"Du må vælge et tema - i journalistikken hedder det vinkling, og den person, vi møder i begyndelsen af en montage, er ikke den samme, som den vi senere tager afsked med. Der er sket en udvikling undervejs. Vi - lytterne - troede, at det hang sådan sammen, men det hænger ikke sådan sammen, som vi troede. Dermed har vi via oplevelsen lært noget nyt om det at være menneske - og om os selv."
- Skal der ske en udvikling, for at vi kan lære noget om os selv?
"Jeg tror ikke på andet end udviklingen i en historie. Hvis en person begynder med at hade sin far og ender med at hade sin far, så mener jeg, at udsendelsen har et problem. Jeg interesserer mig mere for historien om én, der kommer ud af en traumatisk tilstand, end om en, som stadig sidder i suppedasen ved historiens afslutning."
Spørgsmål - ikke svar
- Men er den slags historier ikke fup? Befrielsen fra det traumatiske er vel en illusion?
"Måske - men derfor er det alligevel et problem at interviewe religiøse mennesker, politiske fanatikere, folk, der tror på helse-dit og helse-dat, fordi det hele beror på, at livet er bygget på en fast forankret tro. Intet kan ændre sig, og ingen modsigelser kan få lov at komme ind. Der er svar på alt. Det har jeg ikke brug for. Jeg har brug for en række spørgsmål, som gerne skulle ende med, at jeg selv finder et svar."
- Men er montagen en genre?
"Ja, det er vigtigt at fastholde, at det er en genre - som betjener sig af dokumentarisk stof. Enten indsamlet med en lille båndoptager eller via arkiver, citater fra litterære bøger, citater fra fagbøger, citater der ligger i Det Kongelige Bibliotek. Alt kan tjene som dokumentarisk stof for en montage. Det skal så dramatiseres af et menneske, som har set et eller andet mønster i materialet. Virkeligheden anskuet gennem et temperament, som de sagde i 50'erne, og som har været citeret i tide og utide. Willy Reunert havde sit, Viggo Clausen sit, Christian Stentoft havde sit - alle de store har i allerhøjeste grad haft deres temperament og anskuet virkeligheden gennem det. Det er måden, man gør det på - det subjektive element, det dramaturgiske, som bestemmer, om en montage føles kunstnerisk sand eller ikke."
Reunerts gennembrud
"Willy Reunert var den første, der bragte mikrofonen ud til manden på gulvet. Han vidste godt, at i det såkaldt almindelige befandt sig det ualmindelige. De serier, han lavede, taler for sig selv: Huse ved Grænsen, Huse ved Havnen, Huse ved en Fabrik. I den berømteste af dem, Manden i Kælderhalsen fra 1947, den første rigtige montage, baseret på optagelser uden for Radiohuset, om boligproblemer i København, er der en scene, hvor reporteren Svend Alkærsig vandrer rundt med en mor, der har 12-13 børn i en to-værelses lejlighed. De går og ser på rottehuller. Og netop dér, hvor hun beskriver rottehullerne, og hvor fugten driver ned ad soveværelsesvæggen, det står som et gennembrud i dansk radiofoni."
"På den måde blev Reunert ved med at lave udsendelser helt op til 1968. Den sidste han lavede - Letfærdige kvindfolk, som deres fostre ombringe - var et indlæg i abortdebatten. Det hedder sig, at de bånd, som blev spillet for nogle af beslutningstagerne, var årsag til, at den fri abort blev indført i 70'erne."
"Viggo Clausen fulgte i hans fodspor, men gik lidt anderledes til værks. Selv kaldte Clausen det, han lavede for "Kulturhistorie på forskud". Og som sådan bliver det jo også studeret den dag i dag - f.eks. hans feature fra 1951 om bunkebryllupper Jeg tilspørger dig. Der er en scene, hvor manden og konen taler om at gøre rent og om at påvirke hinanden. Så siger manden: 'Altså, hun har det jo lidt svært nu. Det der med at når man tager en tube tandpasta, så skal man jo ikke trykke midt på, men det gør hun'. Hvorefter Viggo spørger konen, hvad hun mener: Joh, hun ville da svært gerne lære det. Hun er faktisk ved at lære det nu. Sådan en scene ville man aldrig finde i Reunerts udsendelser."
"Men så skete der i slutningen af 50'erne noget, som gjorde, at den tradition at gå ud med båndoptageren forsvandt i flere år. Viggo Clausen holdt op. Det var på grund af kontroverser med det daværende Radioråd. Hans programmer var så kontroversielle, at man nægtede genudsendelser. Ved genudsendelse tjente han det tredobbelte. Så da Viggo ikke kunne få sine programmer genudsendt, forsvandt han. Han kom til Information som teateranmelder. Og blev også banebrydende dér."
"I 1964 vendte han tilbage til radioen og blev fastansat - men pudsigt nok gik han ikke ud med mikrofonen. Han begyndte at bearbejde Hans Magnus Enzensbergers essay Politik og Forbrydelse. De næste syv-otte år var det tekst-montagen, der dominerede. Men så fik han kontakt med bl.a. Christian Stentoft, Niels Peter Juel Larsen, Per Bredthvad og genskabte den montage, som er baseret på optagelser i marken - i denne sammenhæng på nagra-optagelser."
Tre minutters havnelyd
- På den autentiske stemme?
"Ja, og det er jo påfaldende, at man, i hvert fald i historiens lys, stort set kun vil pege på ét navn i hvert ti-år. Det er ikke retfærdigt, men man kan sige: Reunert i slutningen af 40'erne, Clausen i 50'erne og igen i 60'erne, så kommer Stentoft og Niels Peter Juel Larsen i 70'erne og et stykke op i 80'erne - og Stentoft fortsætter."
- Hvad har Christian Stentoft gjort for montagen?
"Stentoft har vel snævret universet ind. Det er enkeltmenneskets univers, han arbejder med - måske er det hans eget, når det kommer til stykket, måske en enkelt konflikt med variationer. Sønnens forhold til faderen. Eller til moderen, hvis der er problemer med faderen."
"Han har en evne til at komme tæt på sine personer. Der er mange af de første bånd fra 70'erne, hvor de interviewede klynger sig til hans arm og begynder at græde, fordi der er blevet lukket op for meget personlige ting. Det ligner en form for terapi, det han gennemfører i sine interview-seancer."
- Han klipper ofte sig selv ud af historien i modsætning til Viggo Clausen. Det kan godt virke lidt klaustrofobisk?
"Jamen, det er da oplagt et problem. Men Stentoft er en af de store. Han har lavet blændende ting."
- Hvad så med teknikken - her sker der jo også noget. Hvordan påvirker det montagen?
"De første Reunert-ting blev optaget på såkaldte lak-plader. Lyden er ikke så transparent. Det er lidt svært at høre baggrundslydene. Men ikke desto mindre lavede han en lille geni-streg, da han besøgte Hamborgs havn. Fortællerstemmen siger: "Der er noget specielt ved havne. Er det nu luften, duften, folk, der kommer og går. Skibe, der kommer langvejs fra, lydene? Nu lægger vi mikrofonen og så tier vi stille". Og så kører der to-tre minutter fra Hamborgs havn. Det var aldrig gjort før. To-tre minutter! Det var en provokation."
"I 50'erne bliver mediet meget mere gesvindt, fordi man kan transportere båndoptageren. Reunert måtte have radiovognen med sig til at begynde med. Pludselig var der kun reporteren og en lille Maihak, som den hed, den første fjederdrevne båndoptager. Det var en langt større mobilitet. Båndteknikken ændrer væsentligt på redigeringsprocessen. Der er jo grænser for, hvor meget man kan redigere på en lakplade."
Sådan starter en historie
"Her skabte Viggo Clausen historie og blev udnævnt til en særling. Han kom med ti bånd. Det vil sige, at han kom med to timer til én times udsendelse. Det var helt uhørt på det tidspunkt. Og i dag laver man så montage på 30 gange materialet. Klippeteknikken er kommet langt mere ind i billedet. Det gælder også for radiospillet. Det var dér, det først begyndte. Det ændrede både på lyden og på manuskriptet. Det ændrede forfatternes måde at tænke på."
"Så sker der ikke så voldsomt meget mere, før vi får stereo-teknikken i 70'erne. Vi får et smukkere lydbillede, vi får også tilført nye problemer. Teknisk set er det ikke så vigtigt, om man hører en montage i stereo. Men jeg synes, at man i dag skal arbejde i stereo. Det giver nogle muligheder, når man står det rigtige sted, at man har stereo-teknikken. Men en enkelt stemme i stereo - hvad skal det gøre godt for? Det er én stemme. "
"Der er et ord, som vi slet ikke har talt om. Det er liv. Hvis ikke optagelserne har liv, så kan det i øvrigt være det samme. For det er ikke en række informationer, man skal indsamle på bånd. Derfor siger man heller ikke som montage-interviewer: Prøv at fortælle om..."
I filmen Titanic begynder den gamle dame netop med at sige: 'Det var i 1912..' Men så bliver kaptajnen, som skal høre på det, utålmodig: 'Prøv nu at fortælle om en enkelt detalje', siger han. 'Nu lader De mig fortælle', siger hun irriteret og fortsætter: 'Alting lugtede af maling, porcelænet var nyt, det havde aldrig været brugt, linnedet duftede fra skufferne..' Og pludselig er vi med på Titanics jomfrurejse - sådan begynder en god historie."
