Læsetid: 13 min.

Lys og kærlighed

12. maj 1998

Prags Writers' Festival hyldede i år en af beatgenerationens sidste store overlevende, Lawrence Ferlinghetti

TILLÆG (2. SEKTION side 18)
"... jeg blev arresteret tre gange i Prag, en gang for at synge i fuldskab på Narodni gaden, / en gang blev jeg slået ned på midnatsfortov af agent med overskæg som råbte BOUZARANT, / en gang for at have tabt notesbøger med afvigende sex politik drømme meninger"
Allen Ginsberg, 7. maj 1965

Man kan næppe forestille sig en smukkere hyldest til en forfatter end den, som i forbindelse med den 8. Prague Writers' Festival i slutningen af april blev den amerikanske poet Lawrence Ferlinghetti til del: I tre døgn læste mere end to hundrede mennesker på en række forskellige sprog højt af Ferlinghettis værker i Salvátorská-kirken i det centrale Prag. Non-stop, dag og nat, strømmede linier fra Ferlinghettis mange samlinger ud i kirkerummet, og via internettet ud over resten af kloden.
Ferlinghetti har lagt navn til en af amerikansk litteraturs mest solgte digtsamlinger, A Coney Island of the Mind (1958) - trykt i mere end én million eksemplarer - og han har tætte relationer til beatforfatterne, specielt fordi han som indehaver af boghandlen og forlaget City Lights i San Francisco var den første til at udgive 50'er-generationens kontroversielle værker, heriblandt Allen Ginsbergs Howl.
Det var Ferlinghetti selv, som indledte arrangementet med at læse et digt, som han havde skrevet i Prag natten forinden, og i de følgende dage fulgte en broget skare af forfatterkolleger, skolebørn, studerende samt lokale celebriteter. Mest rørende var det imidlertid at iagttage den entusiasme, som det lokale publikum lagde for dagen. Det meste af tiden var kirken halvt fuld, og selv når ordene kom på dansk eller svensk, sad et halvt hundrede mennesker og lyttede.
Blandt oplæserne var den tidligere premierminister Václav Klaus. Havde præsident Havel ikke været ramt af sygdom, ville han såmænd nok også have været at finde på listen. Nu måtte han nøjes med at følge begivenhederne på en bærbar computer fra sin hospitalsseng i Wien.

En veritabel nostalgibølge
På det seneste har interessen for 50'ernes beatlitteratur - specielt William Burroughs, Allen Ginsberg og Jack Kerouac - oplevet en ny opblomstring. Jazz'n'poetry-arrangementer er blevet trendy. Og fra USA meldes der om en veritabel nostalgi-bølge, der får bilerne til at vokse, de unge til at løbe stormløb mod genbrugsforretningerne for at støvsuge hylderne for 50'er-tøj og intellektuelle til at holde ferie i Palm Springs, hvor man ved garage sales kan sikre sig fyrre år gammelt køkkenudstyr.
Mens interessen for beatfænomenet herhjemme kunne ligne en mere eller mindre tilfældig dille, er der i Prag tale om en anderledes seriøs optagethed af de antiautoritære og frihedsdyrkende træk i beatlitteraturen, en interesse, som er dybt forankret i Tjekkiets historie.
De første tjekkiske oversættelser af Kerouacs bøger kom så tidligt som i 1959. Ginsbergs navn blev for alvor prentet ind i tjekkernes bevidsthed, da han i 1965 - efter at været blevet båret gennem Prags gader som Kral Majales (Majkonge) - blev smidt ud af landet. Og talløse er beretningerne om, hvordan landets dissidenter i smug lyttede til Velvet Underground eller cirkulerede fedtede og slidte piratkopier af amerikanske bøger.
Hvis man skulle have glemt, hvilke vilkår østeuropæerne generelt levede under, kan man genopfriske hukommelsen i den tjekkiske forfatter Ivan Klimas essaysamling The Spirit of Prague (1994). Her beskrives det, hvordan den vestlige verdens 'dekadente' litterære klassikere under stalinismen forsvandt fra bibliotekernes og boghandlernes hylder. Som ung studerede Klima litteratur på Prags berømte Karlsuniversitet, et af Europas ældste, og blev belært om, at Steinbecks 'obskure skrifter' var udtryk for mental sygdom; at Faulkners bøger systematisk indoktrinerede til kriminalitet; og at læsere af den 'amerikanske pornograf Henry Miller' efter al sandsynlighed ville udvikle sig til brutale mordere. Den eneste farbare vej var socialistisk realisme.
"Efterhånden forstod jeg," skriver Klima, "at jeg var nødt til at gøre som mine medstuderende: glemme hvad lærerne sagde og i stedet uddanne mig selv."
De oplevelser, som Ivan Klima refererer til, ligger tilbage i første halvdel af 50'erne, og som bekendt har situationen i Tjekkiet ændret sig drastisk siden da, specielt efter Fløjlsrevolutionen i 1989. Alligevel er bekrivelsen sigende for dét mentale vejrlig, der som et dystert bagtæppe sætter enhver kulturel begivenhed i 90'ernes Prag i relief.

Intet er tilladt
Der er stadig en fornemmelse af isolation i Østeuropa, og selv i dag, næsten ti år efter den totalitære kommunismes fald, er der stor forskel på vilkårene i Tjekkiet og Vesteuropa. Og specielt er der forskel på de historiske forløb, som har formet de ældre generationer. En forskel, som den amerikanske forfatter Philip Roth i starten af 70'erne opsummerede på følgende måde: "I Østeuropa er intet tilladt, og alt har betydning - i Vesten er alt tilladt, og intet betyder noget."
Arrangøren bag Ferlinghetti-maratonoplæsningen, aktivisten Karel Srp, siger: "Det var et skrækkeligt liv. Man var under kontrol hvert minut i døgnet. Og selv når man ikke var under kontrol, følte man, at man var det. Man slipper aldrig af med den følelse."
Karel Srp har siden 1971 været leder af Artforum - tidligere Jazz Section - den ældste uafhængige kulturorganisation i Tjekkiet. Artforum blev startet af en kreds af jazzmusikere, forfattere og aktivister, der ikke kunne acceptere, at den kommunistiske kulturpolitik dikterede, hvad kunstnere måtte og ikke måtte. Srp brændte for jazz og moderne musik, han arrangerede hundredevis af koncerter i Lucerna Paladset - samme sted hvor han i dag arrangerer en bogmesse i forbindelse med Prags litteraturfestival - og han stod som udgiver af organisationens mange illegale skrifter, den såkaldte samizdat-litteratur.

Lærer at manøvrere
På mere specifikke spørgsmål om, hvor mange publikationer, Srp satte sit navn på, og hvad han egentlige lavede de år, falder svarene tøvende og ad kringlede omveje, måske af gammel vane, måske som et udtryk for den ægte idealists blufærdighed.
"Ingen i Tjekkoslovakiet med min baggrund fik en uddannelse, og ingen havde solide stillinger, fordi vi var imod regimet, og regimet var imod os. Jeg var heldig, at jeg i nogen tid arbejdede på et forlag for moderne musik, hvor der kun var to medlemmer af kommunistpartiet, og hvor vi derfor havde det relativt fredeligt. I den periode havde jeg gode kontakter til udlandet, og jeg havde adgang til plader og bøger og film, som ellers ikke var tilgængelige i Prag. Men umiddelbart efter grundlæggelsen af Jazz Section, blev jeg fyret."
"Det afgørende problem under kommunismen var censuren. Alle publikationer skulle godkendes af staten - alle bøger, alle plader, alle film, alle plakater, alt var under streng kontrol. Man kan slet ikke forestille sig det, hvis man ikke har oplevet det. Men efterhånden lærte vi at manøvrere, så vi kunne lave flere og flere publikationer uden om kontrollen. Hvor meget vi fik udsendt, er der ingen, der ved, for det foregik på den måde, at vi udgav et eller andet, som politiet så beslaglagde. Så udgav vi det igen i en anden udgave. Og sådan blev vi ved, indtil den samme bog var ude i mange versioner."
En af årsagerne til, at Lawrence Ferlinghetti i dag fejres som en konge i Prag, er, at han var en af de mange forfattere fra Vesten, som i 1987 skrev til den daværende præsident Gustáv Husák og protesterede imod fængslingen af en række dissidenter, heriblandt Karel Srp og Václav Havel.
"Jeg havde været arresteret mange gange før, men da vi blev fængslet i 1986, havde vi udsigt til længere domme. Det var ret belastende at sidde i fængsel, men vi havde en fornemmelse af, at man ikke turde slå os ihjel, fordi omverdenen fulgte udviklingen nøje. Retssagen var sat til marts '87, og episoden udløste protester fra hele verden. Vi var overraskede over at opdage, hvor mange mennesker, der sympatiserede med os, heriblandt Nobelprismodtagere og politikere og kulturpersonligheder. Sagen var, at præsident Husák var bange for, hvad Bresjnev ville sige i Moskva, samtidig med at han ikke kunne overhøre de mange protester."
"I 1988 blev situationen yderligere tilspidset, da den franske præsident François Mitterrand kom til Prag. Han inviterede otte-ti dissidenter til frokost, og derefter var man tilbageholdende med at sende os tilbage til fængslet."

Afhængig af sponsorer
I dag virker den 61-årige Karel Srp så tændt som nogensinde, omend han har visse vanskeligheder ved at tilpasse sig de nye tider. Som en arv fra pionérdagene ønsker man i Artforum principielt ikke at være afhængig af staten, men samtidig må man erkende, at det ikke længere er muligt at overleve uden sponsorer.
"I formiddags var jeg til et møde med Prags borgmester og Tjekkiets kulturminister, og ved den lejlighed fik jeg under stor andagt overdraget en fin fyldepen fra Parker."
Mens Srp taler, leder han febrilsk efter pennen i sine lommer, men gaven er allerede blevet væk.
"Det er en meget dyr pen, som jeg slet ikke har brug for. For sjov spurgte jeg borgmesteren, om han havde mange af den slags penne, og han svarede alvorligt, at det havde han skam. Jeg følte mig som en klovn i deres spil. Hvorfor skal jeg have en dyr pen? Hidtil har jeg klaret mig udmærket med en almindelig kuglepen. Vi har selvfølgelig brug for sponsorpenge til vores festival, men jeg følte det ydmygende at stå der og modtage en gave fra en eller anden højtstående repræsentant for Parker."
"På en måde var tingene mere enkle under kommunismen. Når vi arrangerede koncerter, vidste vi, hvor mange stole, der var i Lucerna-salen, og med udgangspunkt i dét var det let at regne billetprisen ud. Ingen blandede sig. I dag er det sådan, at billetindtægten måske kun dækker udgifterne til plakaterne. Alt er blevet meget dyrere, men vi kan ikke sætte prisen op, for så har folk ikke råd til at komme."
"Det har altid været vores politik, at vores arrangementer først og fremmest henvender sig til det tjekkiske folk. Men nu er vi blevet som tiggere, og det bryder jeg mig ikke om. Nu skal jeg stille mig op og takke for en dum fyldepen og føle mig som en abe."
Også Lawrence Ferlinghetti fik overrakt en Parker-pen på Prague Writers' Festival, men han klagede ikke. Fra start til slut strålede den 78-årige og ganske vitale poet som en sol over tjekkernes overstrømmende modtagelse.

Noget af et spark
Foruden maratonoplæsningen blev Ferlinghetti hyldet med en samling nye digte, Loud Prayer, skrevet til lejligheden, samt en solooplæsning, der udartede til en improviseret jazz'n'poetry-session. Endelig havde arrangørerne sørget for at opføre en kopi af Ferlinghettis berømte City Lights boghandel - i fuld størrelse.
Om udgivelsen af de første banebrydende bøger i City Lights' Pocket Poets Series fortæller Ferlinghetti: "Det var i McCarthy-tiden, en trængt tid for al kunst i USA. Op til midten af 50'erne havde amerikansk lyrik været præget af en akademisk tradition, og det var noget af et spark, da Howl udkom. Digtets effekt på amerikansk lyrik kan sammenlignes med, hvad rocken gjorde for musikscenen i 60'erne."
Ferlinghettis udtalelse falder i et sceneinterview med den amerikanske poet Michael March, lederen af Prague Writers' Festival siden 1991.
Indledningsvis kommenterer Ferlinghetti Prags renommé som 'Østeuropas svar på Paris':
"Rent arkitektonisk slår det mig, at byen minder langt mere om Firenze. Men når det er sagt, findes en stemning i Prag, som man ikke længere kan opleve i de vestlige demokratier. Det føles, som om 60'erne netop havde fundet sted her. Man fornemmer en enorm entusiasme og begejstring, intellektuelt og kreativt, som ikke findes tilsvarende i Vesten. Hvilket nok skyldes, at vi i Vesten siden 60'erne har haft tid til at blive desillusionerede."
"Herbert Marcuse har sagt, at de domimerende samfundssystemer i Vesten er indrettet på en måde, så de kan opsluge selv de mest radikale dissidenter. Og det er dét, der er sket med en lang række af de førende skikkelser fra 60'ernes amerikanske modkultur."
I forlængelse heraf spørger March til beatforfatternes ambivalente politiske position: De afviste de totalitære regimer i Øst, men samtidig kritiserede de USA's liberalisme.
"Det forekommer mig," svarer Ferlinghetti, "at vores generation generelt har indtaget en position, der indebærer, at lyrikere pr. definition er modstandere af staten. Ikke blot den politiske stat, men staten i en bredere, mental forstand. Poeterne er blevet opfattet som de, der søger lys og glæde og kærlighed. Med andre ord: Som bærere af eros. Derfor vil de være i opposition til enhver stat."

I færd med en selvbiografi
Ferlinghetti har stærke bånd til Europa, han har boet i Frankrig i en årrække, og i Prag løfter han sløret for, at han er i færd med at skrive en selvbiografisk bog med titlen Finding Myself.
"Det er ikke meget af min barndom, jeg kan huske. Jeg lider af en eller anden form for psykologisk amnesi som følge af, at min familie faldt fra hinanden omkring min fødsel. Meget tyder på, at jeg er født i New York, men faktisk betyder disse geografiske kategorier ikke så meget for mig. Indtil starten af dette århundrede var alle amerikanere i en vis forstand europæere, og i mange år opfattede jeg Frankrig som mit fædreland."
"I de senere år er jeg begyndt at studere min fars sprog, italiensk. Det er et meget kraftfuldt sprog - en direkte modsætning til fransk. Man kan undre sig over, at to så forskellige kulturer har kunnet eksistere på det samme kontinent uden at udslette hinanden. Efter min mening er det franske sprog indadvendt og forfinet, mens italiensk er udadvendt. Måske har fransk været anvendt i diplomatisk øjemed, fordi man her kan vælge, om man vil skjule sine tanker eller afsløre dem. På italiensk kan man ikke skjule noget, og sådan er italienerne også."
På et tidspunkt dukker det uungåelige spørgsmål om tilknytningen til beatgenerationen op.
"Jeg var virkelig ikke en del af den oprindelige beatgruppe," fastslår Ferlinghetti. "Jeg kom udelukkende i kontakt med disse folk, fordi jeg udgav deres tekster. I midten af 40'erne, hvor Ginsberg og Kerouac mødte hinanden på Columbia University i New York, gik jeg også på Columbia, men jeg kendte dem overhovedet ikke. Og da de tog ud på vejene, opholdt jeg mig i Frankrig, hvor jeg boede hos en fransk familie og arbejdede på en doktorafhandling. Det var først i 1953, da vi startede City Lights, at jeg begyndte at møde amerikanske poeter. Senere antog man, at fordi der var en forbindelse, bekendte jeg mig nok også til beatforfatternes poetik. Intet kunne være mere forkert."
"Efter min vurdering var der tre vigtige drivkræfter i beatgenerationen. Den første var Allen Ginsberg, som var en storartet performer og en genial digter. Samtidig var han særdeles effektiv med hensyn til at udbrede sit eget budskab og budskaberne fra de kolleger, som han gerne ville støtte. Han var den mest generøse litterære berømthed, jeg nogensinde har mødt."
"Hvis man fra et universitet spurgte Allen, om han ville komme og tale, svarede han altid, at han kun stillede op, hvis arrangørerne samtidig accepterede en række andre forfattere. Og så gav han dem en liste over de folk, som skulle indgå i handlen. Det er ikke helt forkert at sige, at uden Ginsberg ville der ikke have været en beatgeneration, blot en række fremragende forfattere spredt ud over landskabet."
"En anden vigtig drivkraft var City Lights, der i mange år fungerede som et litterært samlingspunkt, og som samtidig varetog en intens udgivelsesvirksomhed. Endelig er der The Jack Kerouac School of Disembodied Poetics på Naropa Institute i Boulder, Colorado, som blev grundlagt af Ginsberg og Anne Waldman, og som stadig fungerer."

Udenom det politiske
Efterhånden som publikum begynder at blande sig, glider samtalen ind på politiske emner, som Ferlinghetti behændigt smyger sig udenom. Da en tilhører spørger, hvad hans forhold til Cuba og Fidel Castro er i dag, opgiver forfatteren omsider at undvige og svarer med et citat fra digtet "Tourist" fra den nye samling: I was a tourist of revolutions / a dilettante of revolutions / I was Whitey / without a revolution of my own / so I had to join / Third World revolutions / I was a Fidelista in 1959 / I was a Sandinista in 1989 / (...) / I was a tourist and a good one / Here today gone tomorrow.
Umiddelbart efter tilføjer Ferlinghetti: "Forleden spurgte en journalist mig, hvad jeg mente om den tjekkiske revolution. Mit svar er, at revolutioner generelt tilbyder en åbning mod en ny statsform, som kan udvikle sig i en retning, der gør det muligt for digtere ikke altid at skulle være statens fjender. Og det tror jeg, kan ske her i Tjekkiet."
"Hvad leder du selv efter?" råber en pige fra bageste række.
"Lys og kærlighed. Det lyder måske poetisk og sentimentalt, men i sidste ende handler alting om ens personlige liv. Jeres populære præsident har sagt: Hvis ens liv er i ruiner, hvordan skal man så kunne lede en stat?"

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu