Læsetid: 2 min.

Vor mand Hamilton

4. maj 1998

'Hamilton' er et svensk-norsk forsøg på international action-spænding

NY FILM
Forestiller man sig en humorløs James Bond-film med en gevaldig stivstikker som Bond, parret med en Sjöwall og Wahlöö-krimi uden samfunds- og menneskeindsigt, har man nogenlunde denne svenske spændings- og agentfilm.
Den handler - efter to bøger af den populære Jan Guillou - om kampen mod smuglere af russiske kernevåben gennem Sverige. De farlige missiler kan indbringe kæmpebeløb og koste et u-overskueligt antal mennesker livet.
Med det svenske efterretningstjeneste og CIA i ryggen drager agent Hamilton ud for at eliminere smuglerne - "uden hængepartier", som det hedder. Det vil sige, at alle skal dræbes på stedet. Det sker ikke, en enkelt slipper væk, men den skyldige i dette fejlgreb får senere, lidet troværdigt, en chance til for at bevise sin professionalisme.
For vor helt Hamilton er en ordre en ordre, hvor dunede og uskyldige de purunge smuglere end tager sig ud. Vel sover Hamilton dårligt om natten og har et noget forkrampet forhold til konen, men da turen først går til Libyen på jagt efter den største skurk af alle, en amerikaner, der foragter svenskere, er det Hamilton, næsten ene mand, vi må sætte vor lid til.
Og han skuffer ikke tiltroen. Det Hvide Hus har kigget ham ud og holder sig i iagttager-position. Og så går det løs med bål og brand og de ønskede eksplosioner. Dog ikke af atombomben, som det hjælpsomt forklares i en påklistret replik, da nytårs-fyrværkeriet er kommet lidt for godt i gang.

Sigte mod Hollywood
Hamilton er en af den slags dyre, flotte film, der altid roses for professionalisme. I virkeligheden er den slet fortalt, uoverskuelig, indviklet og fuld af ligegyldige falske spor. Men den forstår at få sin hårdkogthed, sine mænd med stive overlæber, sin benovethed af teknik og våben, vold og eksplosion, til at ligne noget internationalt og blankpudset. Men det er ren simili. Hamilton er et svensk-norsk produkt, der gør alt for at tage sig Hollywoodsk strømlinet ud, med bragende underlægningsmusik og overdimensionerede lyd-effekter, men den har kun få selvstændige idéer at fylde skabelonen ud med.
Instruktøren er norsk, den unge Harald Zwart, og han har lavet oceaner af reklamefilm. - "Om det er 30 sekunder eller tre timer gør ingen forskel, bare jeg får lov til at lave film". Og han har ret: om man laver reklamefilm eller Hamilton kan være hip som hap, bare det flimrer på lærredet. Nu meldes Zwart på vej mod Hollywood, hvor han sikkert hører hjemme.
Spillet er nydeligt, men udvendigt. Peter Stormare, der var så uhyggeligt grotesk i Coen-brødrenes Fargo, spiller Hamilton med stenansigt, også når han skal vise en slags følelser. Og Lena Olin er latterligt overkvalificeret til den intetsigende rolle som hans kone.

*Hamilton. Instruktion: Harald Zwart. Manuskript: Jonas Cornelle og William Aldridge. Svensk-norsk. (Palads, Bio City, Lyngby Teatret, Albertslund)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu