Læsetid: 11 min.

Manns Europa

29. maj 1998

Det gælder om at skabe et europæisk Tyskland, ikke et tysk Europa, skrev den store tyske forfatter Thomas Mann. Han forsvarede demokratiet imod totalitarismen, men havde også sans for den national-konservative Lübeck-borgers værdier

ESSAY
München Hauptbannhof er et af de centrale fikspunkter for den internationale europæiske togtrafik. Én af de reklamer, der møder den togrejsende på banegården, er for et München-dagblad, som forsikrer, at München også er en del af verden. Dårligt nok ankommet mødes den rejsende af en formulering i en reklame, der griber direkte ned i en gammel tysk diskussion om forholdet mellem Tyskland og dets omverden.
Den daværende udenrigsminister i Forbundsrepublikken Tyskland, Hans Dietrich-Genscher, forsøgte i 1990 under forhandlingerne om den tyske genforening at berolige stormagterne om tyskernes fredelige hensigter: Det gælder om at skabe et europæisk Tyskland, ikke et tysk Europa. sagde han med et citat fra forfatteren Thomas Manns store Tysklands-roman Doktor Faustus (1947).
I denne ene sætning havde Thomas Mann sammenfattet intet mindre end 100 års tysk historie: Fra at have været en kulturelt dominerende centraleuropæisk magt med en til tider aggressiv adfærd blev Tyskland efter Anden Verdenskrig en international kompromissøgende medspiller.
Ved århundredets begyndelse var der grundlæggende en tysk modvilje overfor integration i Europa og europæiske idealer, og det var ikke tilfældigt, at Thomas Mann i 1918 skrev bogen Et upolitisk menneskes betragtninger (1918).
Bogen er et mere fundamentalt konservativt værk end blot det at stå til højre i det politiske spektrum. Det illustreres i en af bogens mange udførligt skildrede hverdagshændelser fra det tyske rige, som bogen er så rig på:
"En mand springer op, med huen i nakken, med urolige øjne, varmepletter på kindbenene, og begynder allerede på trinbrættet at tale. Han er i fuld aktion, i politisk raseri. Han kommer fra valglokalet, sandsynligvis en agent, en agitator og stemmejæger, i hvert fald en glødende partigænger. Man ser, at han ikke kan være tavs; hans hjerte er fuld af politik og halvdannelse, og uophørligt strømmer det over med halvdannet (..) gadetale. Han taler til ingen og til alle, han stikker sågar sin kind over skulderen på vognføreren, denne sindige skulder i tjenestefrakke, og snakker til ham fra siden af ansigtet. Han snakker om den 'sort-blå blok' eller lignende umenneskeligt vrøvl, han stikker tommelfingeren ind i vesten og efterligner gadehumoristisk en jøde (..). Han var forvrængning af folket selv, og jeg så (...), hvordan vognføreren endelig vendte sig om mod det pinlige menneske, for at mønstre ham fra oven og ned, dette nøgterne, sindigt tavst-forundrede, nedladende (..) blik fra manden i tjenestefrakke på den af politik og halvdannelse berusede, et blik, der for mig forekommer uforglemmeligt betegnende for det tyske folks forhold til politik."

Foragt og afvisning
Hele situationen mellem den politiske aktivist og den solide vognfører bliver for Thomas Mann til et billede på det tyske folks blik på politik: foragt og afvisning. I Thomas Manns tolkning udtrykker vognføreren den almindelige tyske borgers modstand mod det offentlige livs politisering.
En politisering af det offentlige liv der ikke mindst fandt sted i aviserne. Lige inden passagen med aktivisten og vognføreren, hvor tysk nutid mødes med tysk fortid, findes endnu et Nietzsche-citat, hvor der tales nedladende om at læse sin daglige avis.
Men den borgertype, som er Thomas Manns forbillede, er ingenlunde bare en dum og lydig tjenestemand, fordi han ikke vil have noget at gøre med politik. Tværtimod er den 'upolitiske borgerkultur' der efterlyses, karakteriseret ved en 'borger', dvs. en dannet borger, der har sans for andet end økonomisk kalkulation. Mann ser, hvordan den borgerlige kultur forhærdes.
Derfor drømmer Thomas Mann sig tilbage til en tid, da det tyske borgerskab var kultiveret og dannet, men politisk umyndigt. Demokratiets politisering af det offentlige liv får altså skylden for den moderne tids kynisme.
Et af bogens mest udførlige eksempler på den nye ånd, der følger i kølvandet på Tysklands modernisering, findes i det store afsnit om 'borgerlighed'. München er blevet inficeret af denne 'nytyske ånd' og af en 'amerikanisering af den tyske livsstil'.
Hvad Thomas Mann reagerer så kraftigt på, kan måske forekomme uskyldigt i dag, men det var det åbenbart ikke i den tyske, sociale moderniserings barndom: München som et badested med en blomstrende hotelvirksomhed, reklamer og underholdning, der er rettet mod dette 'fra hele verden tilstrømmende rejsepublikum'. Man fornemmer tydeligt Thomas Manns instinktive modvilje mod denne borgerligheds udarten til penge-kultur.
Netop fordi værket opstiller en skarp skillelinje mellem den tyske kejser og det franske demokrati, overses det ofte, at Thomas Mann faktisk også taler om Tysklands demokratisering. Thomas Manns meget realpolitiske tese er, at Tyskland alene af handelsmæssige årsager bliver nødt til at tilpasse sig forfatningsmæssigt til de andre europæiske lande.
Han taler om en 'europæisk udligningsproces' og en 'udvikling som nivellerer alle nationalkulturer'. At Et upolitisk menneskes betragtninger er et indlæg i en kulturkamp gør altså ikke Thomas Mann blind for den realpolitiske udvikling og krigens skæve gang for Tyskland.
Samtidig med at Thomas Mann udkæmper sin åndelige kamp mod politik og demokrati, indser han demokratiets komme. I første omgang truende, senere som det eneste anstændige alternativ til nazismens trussel.

Demokratiets komme
Hvis Et upolitisk menneskes betragtninger sine mest nøgterne steder imødeser demokratiets komme, er Thomas Manns berømte demokrati-tale Von Deutscher Republik (1922) et forsøg på at komme til rette med dette 'pergament fra Weimar', d.v.s. Weimar-forfatningen, som Tyskland var blevet påtvunget af sejrsmagterne. Thomas Mann foreslår i første omgang en amor fati-attitude.
Foredraget vakte opstandelse blandt tilhængerne af den gode, gamle national-konservative forfatter, da Mann åbent forsøgte at få borgerne til ikke bare at vise republikken en ydre form for respekt, men til også at lade sig republikanisere. Republikken skulle gøres til 'innere Tatsache' (indre kendsgerning).
Manns demokratiovervejelser er en del af en personlig udvikling fra at være dekadence-analytiker til at støtte et 'gennembrud til det positive, til folket, til staten'. I Thomas Manns andet store foredrag om Demokratiets kommende sejr fra 1938 er dette gennembrud til det positive fuldbyrdet.
Men selv om de to foredrag er fælles om den demokratiske målsætning, er deres argumentation og kulturelle horisont vidt forskellig. I Von Deutscher Republik henvises næsten udelukkende til den tyske kulturtradition, særligt romantikeren Novalis, men essayet om demokratiets kommende sejr er derimod skrevet på et tidspunkt, hvor kampen om republikken er blevet til en international kamp om bevarelse af humanismen.
De mange nye fascistiske regimer i Europa tvang Thomas Mann til internationalt at tage stilling til fordel for den demokratiske styreform. Kampen mellem demokrati og totalitarisme var blevet skærpet, og den gav Thomas Mann et mere erfarent og globalt blik på tingene. Men hans grundlæggende idé var dog stadig, at demokratibekendelsen var et nyt udtryk for den gamle kulturstrid i Europa mellem humanisme og barbari.
Mann mener, at demokratiet er totalitarismen 'moralsk overlegen', fordi det respekterer humanitetens idé og menneskets værdighed. Han kæder sit forsvar for demokratiet sammen med en konservativ interesse, idet demokratiet er den styreform, der under de daværende historiske omstændigheder var mest egnet til at bevare de gode sider af den europæiske kulturtradition; i den forstand er demokratiet en 'nødvendig sandhed'.
Medens Thomas Mann i sit essayistiske forfatterskab agiterer for den demokratiske styreform, stiger eksempelvis romanen Troldomsbjerget og novellen Mario og troldmanden ned i menneskelige sindstilstande under fornuften og værdigheden. Demokrati er nødvendigt som et bolværk omkring menneskets værdighed, men også noget der beskytter mennesket mod den lavere side af sig selv. Thomas Manns novelle Mario og troldmanden handler om det psykologiske beredskab til at kaste sin værdighed over bord.

Doktor Faustus
I sin store roman Doktor Faustus (1947) ser Thomas Mann tilbage og gør status, litterært og politisk. Og romanen er et fundamentalt opgør med den tyske kultur og dens politisk betændte udstrømninger.
Det ses tydeligt under ekstreme diskussionsaftener hos en vis Sixtus Kridwiss, der udspiller sig i bogens kapitel 34. Stemningen og samtalernes naturlige udgangspunkt er kritik af fornuft og demokrati. Disse djævelske aftener tolker fortælleren som et vidnesbyrd om afslutningen på hele den borgerlige epoke, forstået som individualisme, demokrati og fornuft:
"Det var en gammel-ny, en revolutionært-atavistisk verden, i hvilken de til individets idé bundne værdier, nemlig sandhed, frihed, ret, fornuft, var sat helt ud af kraft," og som pegede frem mod "menneskehedens ultramoderne retrogradation til teokratisk middelalderlige tilstande og betingelser."
Thomas Mann vælger naturligvis München som scene for handlingen i Doktor Faustus, fordi han selv tilbragte 33 år i byen. Men skal man tro filosoffen Theodor W. Adorno, var München 'et drivhus' for antirationalistiske tendenser. Thomas Manns pointe er, at disse diskussionsaftener ikke bare var uskyldig spekulation, de var en intellektuel forberedelse til nazismen. Set i bakspejlet konstateres det derfor, at disse tendenser blev mødt med al for megen tolerance og forståelse. Hvad Thomas Mann behandler, er intet mindre end demokratiets grundproblem: at det, hvis det vil leve op til sit navn, også må beskytte sine fjenders ytringsfrihed.
Men Thomas Mann går dybere til værks end at opfordre til opmærksomhed overfor intellektuelle strømninger, der er latent barbari, og længere end at opstille spørgsmålet om demokratiets ret og evne til at beskytte sig selv. I en af romanens mange teologiske diskussioner siges det, at den liberale teologi er den konservative teologi videnskabeligt set overlegen. Til gengæld, og dette er naturligvis også en politisk pointe, har "den konservative tradition (...) i grunden bevaret langt mere af den sande forståelse af menneskenaturen og af livets tragik og har derfor også et dybere og mere betydningsfuldt forhold til kulturen end den fremskridtsvenlige-borgerlige ideologi."
Det, der for alvor gør Thomas Manns forhold til konservatismen interessant, er, at han skelner mellem konservatisme som ideologisk standpunkt og som psykologisk indsigt. Denne skelnen gør det muligt for ham stadig at bruge konservatismen som kilde til erkendelse om mennesket, selvom han politisk befinder sig et andet sted.
For Thomas Mann er det indlysende, at konservatismen rummer indsigter i menneskets psykologiske traditionsbehov. Spørgsmålet er så blot, hvordan denne indsigt i, at mennesket sjæleligt set ikke bare lader sig 'modernisere', forvaltes socialt og politisk.

At redde konservatismen
For Thomas Mann var det konservative standpunkt en solid forståelsesnøgle af samtiden, men det hindrede ham ikke i at bryde konservatismens cirkel. Thomas Mann politiske kerne-erfaring kan måske sammenfattes på den måde, at i moderne tid står valget ikke mellem tradition og fornyelse, det globale og det lokale, men om hvordan det moderne og globale skal formes.
Tradition og hjemlængsel er ikke svarene, men svarene på internationaliseringens udfordringer risikerer at blive for idealistiske, hvis de ikke tager hensyn til konservative affekter.
Netop fordi konservatismen har et mellemværende med fortiden, en viden og en respekt for traditioner og fortid, som liberalismen og socialismen ikke har i samme grad, er det også sandsynligt at antage, at den rummer viden og indsigt i denne fortids muligheder og farer. Hvor farligt det f.eks. er at undervurdere fortidens magt og potentiale, er den nazistiske bevægelse - om noget - et eksempel på.
Der er i hvert fald noget, som bør revideres grundigt i ens opfattelse, hvis man tror, menneskets sociale handlen kun udspringer af bevidste og fornuftige valg. Med den opfattelse får man problemer med at forklare, hvordan fortiden pludselig stod dæmonisk lys levende, som mytologiske optog midt i Münchens gader i 1939. Disse tyske riddere med hagekors på ryggen.
Nazismen kan forstås som noget, der er en historisk parallel til religiøs fanatisme og hekseprocesser. I Doktor Faustus hævder Mann, at der i de tyske byer var "blevet hængende noget af menneskesindets tilstand fra de sidste årtier af det 15. århundrede, dets hysteri fra den svindende Middelalder, en slags latent sjælelig epidemi."
Der var med andre ord sider af menneskesindet, som nazisterne forstod bedre end regimets oplyste kritikere. Forsøget på at holde oplysningsidealer sammen med konservative og reaktionære indsigter i menneskesindet er formuleret programagtigt af Theodor W. Adorno i Minima Moralia:
"At stille alle reaktionære argumenter mod den vestlige kultur i den progressive oplysnings tjeneste, er ikke den mindst vigtige af de opgaver, tænkningen er stillet overfor."

Den indre konservatisme
Viden, erkendelse og indsigt begynder først for alvor dér, hvor det, der for det umiddelbare blik er klart adskilt, viser sig at være hemmeligt forbundet.
I Thomas Manns tilfælde viste der sig at være en livstråd fra en national-konservativ Lübeck-borger til en amerikansk statsborger med tilhørende kosmopolitisk indstilling. En frisindet teolog som Paul Tillichs har hævdet, at den liberale teologi er den konservative teologi videnskabelig overlegen, men psykologisk underlegen, men Thomas Manns erfaring er snarere, at der kan ske en bevægelse fra den ene til den anden.
Selv gamle affekter kan sætte sig igennem trods nye holdninger. I et essay fra 1950 skelner Thomas Mann mellem Vi kultur-tyskere og dem, de verdensforbedrende intellektuelle og socialdemokrater. Præcis som han gjorde i sin nationalkonservative tid i essayet Et upolitisk menenskes betragtninger fra 1918. Det er pudsigt, at Mann betegner socialdemokraterne som dem på dette tidspunkt, hvor han selv har et politisk standpunkt, der ligger tæt på det klassiske socialdemokratiske standpunkt - en modificeret markedsøkonomi uden statsstyret planøkonomi.
Måske er årsagen, at hvad der i den politiske verden og i ideologierne kan holdes skarpt ude fra hinanden, ofte er knapt så tydeligt adskilt i den private verden - ja måske er det personlige liv kilde til en lige så rig erkendelse af verdens indretning som de abstrakte filosofiske systemer og den videnskabelige erkendelse.
Et godt eksempel på det er den svenske sociolog Gören Dahl - der har beskæftiget sig med den radikale del af konservatismen og talt med dens nulevende repræsentanter. Ved et besøg hos Armin Mohler i München noterer en tilfreds Dahl sig, at "her er der orden og kontrol".
Men under en spadseretur i Englischer Garten på en solbeskinnet søndag vendes videnskabsmandens blik væk fra den ydre genstand, Armin Mohler og den radikale konservatisme og rettes i stedet indad:
"Selv som oplyst liberal er det ikke svært at blive bevidst om, at man selv på godt og ondt bærer på konservative affekter."
For Thomas Mann var kernen i den borgerlige konservatisme anstændighed og redelighed. Det var disse begreber, der hele livet var målestokke for hans politiske tænkning. Han elskede ikke demokratiet, men datidens radikalkonservative og autoritære strømninger gjorde det klart for ham, at alternativet til demokrati var uacceptabelt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu