Læsetid: 6 min.

Milevidt fra blomstrende landskaber

13. maj 1998

EU-østudvidelsens "generalprøve" - de to Tysklandes sammenlægning - har langt fra frembragt de "blomstrende landskaber", som Helmut Kohl lovede i 1990

Brandenburg
Eisenhüttenstadt. Ishøj gange 1.000. "Plattenbau'ets" ukronede konge, med veje og vægge i plader og lygtepæle af cement. Den tidligere "Stalinstadt", ikke langt fra den polske grænse, prydes af forfaldne boligblokke i DDR-stil bygget op omkring det en gang så gigantiske stålværk, der udgjorde "den første socialistiske bys" absolutte centrum. Rustne rør bugter sig på rustne stativer side om side med nymalede rør på nymalede stativer. Lukkede, faldefærdige fabriksbygninger på højre side af vejen, funklende nye på venstre. Enorme skorstene, der lejlighedsvis udspyer tyk, sort røg halvt dækkende de tilstødende tårne med højspændingsledninger, der fører ind i værkets bug.
Uden for indgangen står en arbejder af stål endnu på sit plateau, ivrigt spejdende mod indgangen til værket og den store socialistiske fremtid. Ret bag ham ligger byens hovedgade, Lindenallee, med spritnye fortovscaféer, restauranter og biograf. En ung mand lufter sin friskt polerede Opel, en anden sin åbne Golf. En motorcykel hviner, da håndtaget drejes i bund. To unge kvinder spankulerer uanfægtet videre i de nye store sko. På "Balkan-Grill"-restauranten holdes familiefest. Onkler med øl, tanter med vand og vin og unger med cola. Videoen kører, og der smiles og vinkes til fotografen.
Rundt om værket og hovedgaden og de forårskåde kranser nedslidte boligblokke med brune, himmelblå, lyserøde eller tyrkis altaner. I den stillestående sidegade, Glogower Ring, hænger mænd med vomme og damer med rødt, farvet hår ved siden af paraboler ved siden af parasoller ved siden af blomster i kasse. Der grilles i forårets tidlige sommervarme.

Massearbejdsløshed
Før Murens fald havde Eisenhüttenstadt 53.000 indbyggere. I dag er tallet faldet til 47.000. Til gengæld er arbejdsløsheden steget lige siden og ligger nu på 17,8 procent i sæsonkorrigerede, officielle tal. Værket, der engang beskæftigede over 12.000 arbejdere, har i dag 2.600 ansatte. Den belgiske stålkoncern Cockerill Sambre opkøbte det nedslidte værk i slutningen af 1994 og har siden med statshjælp forsøgt at få produktionen op at stå igen. Ialt har firmaet investeret omkring 1,1 milliard D-mark siden overtagelsen. Og det går fremad. Allerede i 1998 forventer man et positivt resultat. Men en lignende mængde arbejdspladser som i hine dage, skal man ikke vente sig, fortæller firmaets talsmand, Reinhard Behrend. Han forventer, at antallet af beskæftigede kommer til at holde sig omkring de 2.500.
Så arbejdsløshedstallet på 18,7 procent i Eisenhüttenstadt og omegn kommer ikke til at falde i den nærmeste tid. Et tal, der, som Maria Minev, pressetalskvinde for Eisenhüttenstadts borgmesterkontor, udtrykker det, endda blot er et "skin-tal". Oveni skal lægges de førtidspensionerede og dem i det offentlige beskæftigelsesprogram (ABM) - et program, som i Eisenhüttenstadt for størstedelens vedkommende udløber med årets udgang.

Forskellen bliver større
På Frankfurt an der Oder's Europa Universitet bekræfter Prof. Dr. Hermann Ribhegge, leder af universitetets erhvervsøkonomiske institut, de dystre tal. Ribhegge anslår den reelle arbejdsløshed i de nye tyske delstater til at ligge "rundt 30 procent".
"Det værste er næsten, at mens det indtil 1997 gik fremad i det tidligere Østtyskland, og man her havde betydeligt større vækst end i Vest, ser det i dag noget anderledes ud", fortæller Ribhegge.
"Væksten i Øst var i 1997 faktisk lavere end den i Vest (1,9 mod 2,7 procent, red.) og for 1998 ser vi samme tendens, bare værre. Det betyder, at forskellen mellem Øst og Vest ikke bliver mindre, men reelt større, de kommende år".
Årsagen er ifølge Ribhegge, at der stadig investeres for lidt og forkert i det tidligere Øst. Produktiviteten er fortsat for lav og infrastrukturen for dårlig. Dertil kommer, at man i starten af 1990'erne var alt for optimistiske og troede, at omstillingen kunne klares indenfor et tiår - uden anstrengelser.
"Der var for megen eufori, for megen optimisme og for lidt realisme", mener Ribhegge.
"Man havde ventet, at produktiviteten ville stige væsentligt mere i Øst end tilfældet har været, hvorfor lønniveauet blev lagt alt for højt. Det har gjort det alt for dyrt at producere her".
Valutaunionen den 1. juli 1990 mellem de to tysklande gjorde ikke sagen bedre. Ombytningsforholdet blev fastsat til 1 D-mark til 1 Øst-mark for mindre beløb og 1:2 for større - realværdien var snarere mellem 1:6 og 1:8. Ombytningsforholdet betød, at de østtyske produkter fra den ene dag til den anden blev seks-otte gange dyrere, og hele industrien blev med et slag gjort urentabel.
Men valutaunionen forklarer ifølge Ribhegge ikke, hvorfor der sidenhen ikke er sket større fremskridt, især i betragtning af de massive pengebeløb, der er blevet overført fra Vest til Øst.
"Problemet med øststøtten er, at pengene deles helt forkert ud. Næsten 80 procent går til det private forbrug. Pengene investeres ikke i jobs, infrastruktur eller uddannelse. Delstaten Brandenburg har stadig landets laveste uddannelseskvote".
"Det er selvfølgelig heller ikke så let. Hovedparten af pengene går jo til arbejdsløsheds-understøttelse. Men forandringer, virkelige resultater, der bringer det tidligere Østtyskland op på vesttysk niveau, tager et par årtier at fremskaffe. Det kræver en ny generation," siger Ribhegge.

Højreradikal fremgang
Uden for universitetet faldbyder det nye Oderturm-indkøbscenter i glas og stål sine varer. De gamle bygninger omkring er under renovering, andre er færdige, fine, nypudsede. Tøjbutikker og delikatesser, McPaper, McDonalds og Jeans & Sportswear, fortorvsrestauranter, caféer og en enkelt Imbiss med Döner-Kebab.
Folk shopper. Det er lørdag eftermiddag og solen skinner.
Inden for i Oderturm-centeret står pludselig to skinheads i sorte militærstøvler, khakifarvede camouflage-bukser og sorte kortærmer. De to Glatzen kigger vinduer; studerer mobiltelefoner, prøver T-shirts, tusser rundt. Ingen synes at bide mærke i deres færden, folk passer sit.
Uden for står en hel hob af de glathovede med bannere og løbesedler: "Narkoland Tyskland? Ikke med os. Junge Nationaldemokraten". En anden seddel fordrer "Arbejde til tyskerne først". En 20 stykker i alt er de, med brune skjorter, sorte slips, sorte bukser, sorte støvler - endda én med tørklæde med spejderknude i brunt læder.
Det højreradikale Junge Nationaldemokraten (JN), ungdomsorganisationen af Nationaldemokratische Partei Deutschlands (NPD), har lugtet forår efter valget i delstaten Sachsen-Anhalt for to uger siden. Her fik det lige så højreradikale Deutsche Volksunions (DVU) 12,9 procent af stemmerne, og JN og NPD vil have del i kagen, og efter al sandsynlighed forsøge at komme i forbundsdagen ved valget den 27. september.
Det lader folk sig ikke mærke af. De trasker fredeligt forbi. Mødre med barnevogn, ældre par med hund. Nogen tager imod løbesedlerne, andre ikke. Men noget postyr skaber de højreradikale ikke.

"Ingen problemer her"
Jeg spørger et tre lettere mørkhudede tyrkere, der hænger på et nærtliggende hjørne og forsøger at charmere to afblegede østtyske piger, hvad de synes om JN'ernes tilstedeværelse, om der er problemer med dem. De tre tyrkere taler ikke synderligt godt tysk, så en af pigerne svarer for dem, at "nej, der er ingen problemer i Frankfurt Oder. Man kan sagtens gå uforstyrret rundt. Der er ingen problemer her".
Det samme siger Dieter Schulze, pressetalsmand for politiet i Frankfurt an der Oder:
"Siden 1994 har vi haft en kontinuerlig tilbagegang i antallet af sager mod af højreorienterede og venstreorienterede ulovligheder. I 1994 var der 314 sager, i 1995 147, i 1996 193, og sidste år lå tallet på 115. Der er ikke nogen stigning i antallet af ulovligheder, men et fald".
Medierne fortæller ellers en helt anden historie. Historier om chikanerier, overfald, og "udlændingefri zoner" - zoner, hvor folk med mørk hud eller hår undgår at færdes efter butikkernes lukketid.
Det afviser Schulze som mediernes overdrivelse af en ulykkelig sag med et overfald på en polsk student.
"Man skal selvfølgelig passe på med at underspille sådan noget. Men der er ingen 'udlændingefri' zoner i Frankfurt Oder. Det er højreorienteret propaganda. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre. Det har vi alt for meget politi på gaderne til".
Statistikken fra forbundsmyndighedernes organ til beskyttelse af forfatningen, Bundesverfassungsschutz, taler til gengæld ikke om et fald, men om en kraftig stigning i den højreradikale aktivitet. Således opgør den seneste rapport stigningen i det samlede antal af højreekstremistiske, rascistisk-inspirerede strafbare handlinger i 1997 til 34 procent. Antallet af direkte voldshandlinger med formodet eller påvist rascistisk eller anti-semitisk baggrund steg i 1997 med 27 procent til i alt 790; heraf 13 mordforsøg, 677 overfald og 13 brandstiftelser.
De nye tyske delstater tegner sig for 45 procent af tilfældene, på trods af, at den østtyske befolkningsandel af det samlede Tyskland kun kun udgør 17 procent. Delstaten Brandenburg, som Frankfurt (Oder) og Eisenhüttenstadt ligger i, befinder sig med 97 voldshandlinger med højreekstremistisk baggrund helt i top.
En udvikling, ingen synes at se nogen ende på, før der kommer gang i investeringerne, økonomien og arbejdspladserne, før også borgerne i Øst får en fremtid.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her