Læsetid: 12 min.

Mordet på studieværten

12. maj 1998

Hun var bange. Hun lød ellers som én af de kvinder, det var svært at få bugt med. Der findes kvinder, der er så sejlivede, at mafiaen nægter at likvidere dem

TILLÆG (2. SEKTION side 10)

1. kapitel
Telefonen ringede, det var nat. Jeg var ikke klar over om den ringede inde i en drøm eller uden for. Jeg tog den alligevel, man kan aldrig vide, hvornår ens chef ringer og fortæller, at man har fået lønforhøjelse. Knap havde jeg løftet røret, da jeg fortrød, fordi jeg ikke havde nogen chef.
"Sam Weller?" sagde en stemme.
At dømme efter dens tonefald tilhørte den en kvinde omkring de femogfyrre, som gurglede hals i whisky.
"Jeg er bange," sagde hun.
"Er whiskyen ved at slippe op?"
"Der er nogen, der vil slå mig ihjel!"
Hun var bange. Hun lød ellers som én af de kvinder, det var svært at få bugt med. Der findes kvinder, der er så sejlivede, at mafiaen nægter at likvidere dem. Jeg ved, hvad jeg taler om. Jeg var sluppet ud af tre ægteskaber med livet i behold. På et tidspunkt blev jeg forfulgt af alle tre kvinder på én gang. På et skummelt værtshus, der blev brugt til den slags handeler, talte jeg med en lejemorder om sagen.
Jeg viste ham et foto af min første kone og sagde: "Hvad skal du have for hende?" Han så længe på hende og sagde, at hun mindede ham om en brændeovn, han havde, dengang han boede på landet. "Det var nogle frygtelig kolde vintre," sagde han. "Det eneste, der gav mig varmen, var at slå mennesker ihjel." "Kan du ordne hende?" spurgte jeg. "Måske kan det lade sig gøre," sagde han. "Men hun ser ud som om hun er for sej at save i stykker, når arbejdet er gjort. Og jeg har ikke tænkt mig at ødelægge kvashuggeren på hende!"
Jeg viste ham et fotografi af min anden kone. Det eneste, han sagde, var: "Hvad størrelse bruger hun i sko?" Så ophørte forhandlingerne.
På en måde var jeg tilfreds. Han tog 50.000 per likvidering, jeg havde sparet 150.000 bare ved at tale med ham. Mine ekskoner var ellers ved at køre mig ud på et sidespor. De havde alle pudset det offentlige på mig for at få udbetalt børnepenge, selv om jeg ikke havde børn med nogen af dem.
"Hvad er Deres navn?" spurgte jeg kvinden i røret.
"Det er rigtigt," sagde hun.
"Hvad?"
"Netop. Jeg hedder Hvad. Nora Hvad. Hvor kunne De gætte det?"
"Intuition," sagde jeg.
"De får brug for den," sagde hun.
"Fortæl mig, hvad der gør Dem bange," sagde jeg.
Hun fortalte mig det. Hun havde alle mulige former for angst.
Pladsangst, angst for højder, dybder, krybdyr, at flyve, at køre i elevator, at købe ind, at læse avis, at gå i banken, at køre på cykel ned ad stejle bakker. Vulkaner, jordskælv, oversvømmelser, dyrene i Zoologisk Have, epidemier, fedtstoffer, farvestoffer, kolesterol og at køre i bus ud ad Valby Langgade i myldretiden.
"Jeg er også bange for mænd i grønne lodenfrakker."
"Måske er det en psykolog, De har brug for," sagde jeg.
"Jeg har én. Ham er jeg også bange for."
"Hvad får Dem til at tro, at nogen vil slå Dem ihjel?" spurgte jeg og mærkede en lyst til selv at gøre det.
"Jeg får breve," sagde hun.
"De er heldig," sagde jeg. "Er portoen betalt?"
"Der er mordtrusler i," sagde hun.
"Hvor længe har det stået på?" spurgte jeg.
"Et halvt år."
"Morderen er tilsyneladende bange for Dem, når han har tøvet så længe."
"Antyder De, at det er min mand?"
"Jeg siger bare, at det ikke er svært at slå et menneske ihjel, hvis man virkelig har lyst."
"Man skal overskride en grænse," sagde hun.
"Har De prøvet den ved Kruså?"
"Jeg havde ellers hørt De var et begavet menneske," sagde hun med et suk.
Jeg lagde på. Jeg var et begavet menneske. Jeg havde læst Kierkegaard. Magen til nar skulle man lede længe efter.
Lidt efter ringede telefonen igen. Det var Nora Hvad igen.
"Det kan være en af mine seere," sagde hun.
"Har De nogen?"
"En million hver fredag i den bedste sendetid."
Hun sukkede henført. Så fortsatte hun:
"Når man er så stor, som jeg er, er man i risikozonen."
"Hvor meget vejer De da?"
Hun begyndte at hulke, eller også skænkede hun sig bare en ny whisky.
"Jeg er blevet bange for at gå på skærmen."
"De er måske bange for at den ikke holder?"
"De er modbydelig! Forstår De ikke, at jeg frygter for mit liv? Også når jeg er på."
"Hvad er De på?"
Hun tav. Efter hendes humørsvingninger at dømme kunne hun være på hvad som helst.
"Når jeg går i studiet!" sagde hun. "Mine ben ryster under mig."
"Kan det være på grund af vægten?"
Hun lagde på. Jeg gik i seng. Lidt efter ringede hun igen.
"De må ikke vende ryggen til mig! Jeg er så ensom!"
"Jeg troede De var gift?"
"Min mand sidder i rullestol."
"Hvad mere?"
"Han er blind. Og der er et andet problem."
"Ja?"
"Det er hans armbind. Han vil hele tiden have, jeg skal vaske det. Efterhånden har jeg vasket de sorte pletter af."
"Det har han vel ikke opdaget?"
"Desuden er det krøbet så meget, at jeg ikke kan få det på hans arm. Og der er én ting til."
"Ja?"
"Han vil hele tiden i seng med mig."
"Er det et problem?"
"Kunne De tænke Dem at gå i seng med en blind mand uden armbind?"
Jeg tænkte over det. Så sagde jeg:
"Hvad med at komme til sagen?"
Der lød en gurglen i røret som når man skyller toilettet ud. Så fortsatte hun:
"De kan ikke forestille Dem, hvad denne morder vil gøre ved mig, inden han myrder mig!"
"Kan De nævne bare én af de ting?"
"Der er noget med en støvsuger."
"Kan De huske hvilket mærke?"
"Der er andre ting," sagde hun.
"Ja?"
"Noget med en blender."
"De behøver ikke sige mere. Enten er det en rengøringsassistent eller en ekspedient i en isenkramforretning."
"De mener ikke, det kan være en kok?" spurgte hun skuffet.
"Jeg har aldrig set en kok røre rundt i en gryde med en støvsuger."
Hun gjorde en længere pause, hvor det lød som om hun trak proppen ud af et fyldt badekar. Så sagde hun fortvivlet:
"Vil De hjælpe mig?"
"Jeg ved ikke engang, hvordan De ser ud."
"Jeg bruger E-skål," sagde hun.
"Jeg ved ikke noget om skåle."
"De kan se mig i nyhederne i aften klokken 19."
Jeg lagde på og gik i seng. Jeg var godt tilfreds. Jeg havde ikke haft en sag, siden Københavns biskop klatrede op ad en stige og ind gennem vinduet til dronningens soveværelse og opdagede, at hans kone var kommet ham i forkøbet.
Under retssagen kom det frem, at det var hende, der havde skubbet til stigen.

2. kapitel
Klokken var 18.55, da jeg tændte for fjernsynet. Jeg havde arrangeret en tv-dinner med blodpølse og kartoffelmos og gulerodssaft.
Klokken præcis 19 tonede Nora Hvad frem på skærmen.
Da jeg så hende, kom jeg til at tænke på Panserkrydseren Potemkin. Hendes brystparti kunne knap være på mit 36 tommers tv. Resten af hende var lige efter bogen om Marilyn Monroe. Hendes krop var hvalpet, huden var hvid, og det var som om hver pore i den var en megafon, hvorfra råbet lød: "Tag mig! Men vid, at taxametret tæller, mens du gør det!" Det platinblonde hår dækkede halvt hendes slørede indbydende øjne, de rødglinsende læber stod let åbne som om de ventede på at postbudet kom forbi og stak et anbefalet brev ind mellem dem.
Hun var et chok. Ikke en dag over 28. Mens jeg stirrede på hende blev min blodpølse kold.
Hun var rystende nervøs, da hun tog nyhedstelegrammerne frem. Alligevel smilede hun. Men pludselig stivnede hendes smil.
Hun stirrede rædselsslagen på et telegram.
"Åh nej!" udbrød hun.
Jeg rejste mig. Jeg havde et stykke blodpølse i munden.
Hun så panisk i alle retninger.
Pludselig råbte hun mod kameraet: "Han kommer efter mig!"
Hun viftede med papiret. Kameraet fangede det ind. Det var ikke noget almindeligt nyhedstelegram. Det var en række bogstaver klippet ud af avisrubrikker. Jeg læste teksten:
"Du har tredive sekunder tilbage at leve i!"
De ti var allerede gået! Jeg slugte blodpølsen.
"Løb!" råbte jeg.
Men Nora Hvad blev siddende med vidt opspærrede øjne, ude af sig selv af angst.
Jeg talte sekunderne. 15, 14, 13, 12 ...
Så hørte jeg skridt. At dømme efter lyden var der tale om skistøvler. Muligvis med bindinger.
Pludselig trådte en mand ind i studiet. Han bar en grøn lodenfrakke. Et par skistøvler af et mærke, jeg ikke kendte. Lyserøde gummihandsker til at vaske op med. Han havde en John F. Kennedy-maske på.
Han gik hurtigt hen til Nora Hvad og begyndte at kvæle hende.
I baggrunden gjorde et reporterhold sig klar til at træde ind og dække begivenheden.
Nora Hvad kæmpede for livet. Hendes ben hamrede som trommestikker mod bordpladen. Hendes øjne så ud som om de ville blive mast ud af hovedet.
Jeg skyllede blodpølsen ned med gulerodssaften og gav mig til at indprente mig gerningsmandens træk. Han stod med ryggen til kameraet bøjet ind over den sprællende Nora Hvad. Bag masken var han rødhåret. Enten var det farvet eller også bar han paryk. Med de lyserøde gummihandsker kunne det også være en kvinde.
Da der var gået et minut, holdt Nora Hvad op med at sprælle med benene.
Reporterholdet stod stadig i baggrunden og holdt mikrofonprøver.
Manden i lodenfrakken havde kværket alt liv ud af Nora Hvad. Hun lå som en tøjdukke i oplæserstolen.
Så vendte morderen sig mod kameraet og råbte:
"Ich bin ein berliner!"
Så løb han hurtigt ud af studiet.
Knap var han forsvundet, før reporterne trådte ind:
"Den kendte danske tv-
speaker Nora Hvad er netop blevet myrdet af en i Berlin bosiddende tysker, der havde stor lighed med John F. Kennedy."
En læge kom ind og erklærede Nora Hvad for død.
Jeg satte mig i stolen og spiste færdig. Da jeg havde drukket kaffe og spist hjemmebagte småkager og læst tv-programmerne og sikret mig, at jeg ikke gik glip af noget, tog jeg den skudsikre vest på, låste mig ud og gik ned ad brandtrappen og forbi skraldespandene gennem den smalle mørke gyde med de hjemløse katte og hunde og ud på gaden, hvor luderne drev omkring i regnen og skuttede sig. Normalt gav jeg dem nogle af resterne fra min middagsmad, men der var ikke nogen af dem, der kunne lide min blodpølse.
Jeg skulle til at praje en taxa, da Mona Glasøje kom løbende mod mig.
"Sam, har du hørt det? Nora Hvad er blevet myrdet! Er det rigtigt, at det var John F. Kennedy?"
"Han er blandt de mistænkte," sagde jeg.
En tåre løb ned ad hendes ene kind og trak et spor i pudderet ved siden af knivarret. Jeg var ikke sikker på om den kom fra glasøjet, og skyndte mig videre.
Da jeg nåede op til Hovedbanegården, prajede jeg en taxa.
"Vedbæk Strandvej. Jeg skal op til Holger Hvad."
"Er det ikke ham, der er gift med Nora Hvad?" sagde chaufføren.
"Var."
"Er de blevet skilt?"
"Det kan man roligt sige."
"Det er nok heller ikke nemt at være gift med en mand, der ikke kan se de programmer man medvirker i. Er der i øvrigt ikke noget om at han sidder i rullestol?"
Det var der. Og det gav ham en slags alibi. Alligevel sagde min sjette sans mig, at konstellationen mellem en barmfager sexbombe og en blind mand i rullestol kunne give nogle gnidninger.

3. kapitel
Da taxaen kørte gennem porten ind til den herskabelige villa ved Øresund, blev jeg blændet af de blå lygter fra politibilerne. I flere af dem var der schæferhunde, men ingen af dem gøede, sandsynligvis fordi det var efter fyraften.
I samme øjeblik jeg trådte ud af taxaen, vendte den cigarrygende Gunnar Gundersen fra drabsafdelingen sig mod mig.
"Weller!" udbrød den sortsmuskede fyr. "Hvad laver du her?"
"Hun var min kunde," sagde jeg.
Han pustede cigarrøg i ansigtet på mig og snerrede:
"Hvad solgte du hende? Heroin? Amfetamin? Brunt sukker?"
"Slap af, Gunder. Alt hvad jeg har solgt hende var to kilo Samsø-kartofler. Er I kommet på sporet af noget?"
"Ikke andet end en taske med golfkøller og mandens navn uden på. Kan du sige mig, hvad en blind mand skal med golfkøller?"
"Ikke med mindre I også har fundet nogle kugler."
"Vi leder stadig."
"Er han hjemme?"
"Hvad? Han er hjemme."
"Hvordan tager han det?"
"Han siger, han ikke så det."
"Ellers?"
"Ikke noget. Vi skrider. For øvrigt, hvad har du på ham Kennedy?"
"Boede han ikke i Berlin?" sagde jeg.
Han vendte sig om for at gå. Så standsede han:
"Hvis du finder en golfkugle, så ringer du, ikke?"
De kørte. Det var 35 år siden Kennedy var blevet begravet, mens hans myte var tilsyneladende lige så sej som Elvis Presleys.
Jeg gik ind i villaens enorme hall. Et stærkt fosforagtigt lys faldt ud i den fra stuen. Jeg gik gennem den og trådte ind i stuen. Foran tv-apparatet sad Holger Hvad og så ekstraudsendelsen om hans kones mord.
Jeg stillede mig foran ham for at se, om han bad mig gå væk fra skærmen.
Han var en gammel mand, omkring de firs.
Jeg prøvede ham:
"Kan De lide hvad De ser?"
"Hun var min lille Norma," klagede han.
"Lille og lille," sagde jeg.
"Hvem er De?" spurgte han og vendte sine mælkehvide øjne mod mig.
"Weller, privatdetektiv," sagde jeg og rakte hånden frem.
Han ragede rundt i luften efter den.
"Hvad bringer Dem herop?" spurgte han.
"Jeg leder efter en grøn lodenfrakke."
"De kan låne min."
"Har De også et par skistøvler?" spurgte jeg.
"Jeg bruger dem, når rullestolen løber løbsk. De er gode at bremse med."
"Og hvad med de lyserøde gummihandsker?"
Han svarede ikke. Jeg gik hen til barskabet og tog en flaske whisky. Jeg havde på fornemmelsen, at hans øjne klæbede til mig.
"Norma vaskede aldrig op," sagde han bag min ryg. "Nyhederne var hendes liv."
"Og Deres liv, hvad er det?"
"Jeg har min rullestol."
Jeg drak. Den gamle mand så mod skærmen.
"Hvordan er Deres forhold til John F. Kennedy?" spurgte jeg.
"Hvorfor spørger De ikke, hvordan min kones forhold var til ham?"
"Hvordan var det?"
"Hun købte en John F. Kennedy-maske til mig. Hun kaldte mig ikke andet end John F., når jeg havde den på."
"Der var bare lige det med rullestollen?"
Han tav. Det var som om han vred sig i rullestolen.
"Kender De udtrykket: 'Ich bin ein berliner'?" spurgte jeg.
"Hvorfor arresterer De ikke Kennedy i stedet for at plage en gammel blind mand?"
"Vi kan ikke grave en død mand op og arrestere ham for et mord, der er blevet begået så længe efter hans død. Det ville vække skandale."
"Ikke hvis det er ham, der har gjort det!"
Jeg drak ud. Så vendte jeg mig mod den gamle mand.
"Hvorfor går De ikke med armbind?" spurgte jeg ham.
"Fordi jeg ikke kan gå," sagde han.
"De kunne sætte det på rullestolen."
"Farvel, hr. Weller."
Jeg gik. Da jeg trådte ud i indkørslen, hørte jeg musik inde fra huset. Det var Frank Sinatra, der sang "I Did It My Way".
Jeg gik rundt om huset og ud på terassen. Den gamle mand dansede rundt i stuen. Han havde en Frank Sinatra-maske på. I sine arme havde han en oppustelig Marilyn Monroe-dukke. Han dansede godt, men han sang bedre.
Da han var færdig med nummeret, bankede jeg på terassedøren.
"Frankie Boy, kan du ikke synge "I've Got You Under My Skin"?"
Han vendte sig mod Marilyn Monroe:
"Kender I to hinanden?"
Jeg hilste på Marilyn Monroe. Så begyndte han at synge.
Det var en mærkelig verden. Nora Hvad var blevet myrdet for åben skærm, og jeg stod ved siden af Marilyn Monroe på Vedbæk Strandvej og hørte Frank Sinatra synge "I've Got You Under My Skin".
Jeg, der troede at Frank Sinatra var død.

4. kapitel
Næste dag ringede jeg til Gundersen og fortalte, hvad jeg havde set.
Han var lige kommet hjem fra Berlin. Dagen efter læste jeg i aviserne, at Frank Sinatra var blevet arresteret for mordet på Nora Hvad. Der var et fotografi, hvor Ol' Blue Eyes iført håndjern skrev autografer til politifolkene, mens Gunder udtalte til pressen:
"Det er et stort øjeblik. Jeg har altid været en fan af
Sinatra."
De havde fundet de lyserøde gummihandsker på køkkenbordet ved siden af håndvasken. Som Gundersen sagde til pressen:
"De passer som fod i hose til Sinatra. Havde det ikke været for dem, havde vi arresteret Kennedy."

Her kommer Sam Weller
Forfatteren og journalisten Morten Sabroe, f. 1947, er på den danske bestsellerliste med sin nye roman, Johanna (Gyldendal, 250 kr.).
Lige nu arbejder han med krimi-genren, dog på sin egen facon.
Den tekst, vi bringer her, er en af flere, der senere formentlig samles i en bog - med detektiven Sam Weller som gennemgående person.
Teksten har ikke tidligere været trykt.
Morten Sabroe er også for nylig debuteret som en slags stand-up-comedian med en række komisk-satiriske monolger.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu