Læsetid: 6 min.

NATO's fremtidige rolle

4. maj 1998

Efter det amerikanske senats godkendelse af NATO-udvidelsen melder spørgsmålet om
NATO's fremtid sig

Hvad skal der nu ske? Det spørgsmål ligger på alles tunger, blot et par dage efter det amerikanske senats epokegørende ratifikation torsdag af den første medlemsudvidelse i NATO, siden Spanien blev optaget i 1982.
Tre tidligere Warszawapagt-lande - Polen, Tjekkiet og Ungarn - vil fra næste år være integreret i en transatlantisk forsvarsalliance, som indtil revolutionen i 1989 havde været det sovjetiske imperies fjende nummer ét.
Det er en historisk begivenhed, hvis betydning for Europas nye sikkerhedspolitiske arkitektur og politisk-økonomiske genforening ikke kan undervurderes. For vesteuropæerne, der oplevede velstand og sikkerhed uden fortilfælde efter Anden Verdenskrig, syntes et halvt århundrede måske ikke lang tid, men for polakker, tjekkere og ungarere forekom epoken efter den skamfulde opdeling af Europa på Jalta-mødet i 1944 en evighed.
En frygtelig historisk uretfærdighed overgik disse lande, og jublen i Warszawa, Prag og Budapest i sidste weekend er derfor fuldt ud forståelig.
I denne stund bør det fundamentale spørgsmål imidlertid være, hvad USA og resten af NATO nu agter at gøre. Det værste, der kunne ske, ville være at stille sig tilfreds og smække døren i for resten af Mellem- og Østeuropa, inklusiv Hviderusland, Ukraine og Rusland. Vor tidsalder råber på konstruktive visioner for et Europa, som nu strækker sig fra Atlanterhavet til Ural-bjergene.
Præsident Bill Clinton og hans rådgivere - først og fremmest udenrigsminister Madeleine Albright - sidder inde med en vision. Det er den opløftende nyhed. Den dårlige nyhed er, at Senatet og det udenrigspolitiske establishment i Washington formentligt vil stikke en kæp i Clintons plan, inden han forlader det Hvide Hus i 2001. Hvad der kommer bagefter, ved kun de politiske vejrguder.
Det krystalklare flertal på 80 mod 19 stemmer i Senatet bør ikke forlede nogen til at tro, at banen nu er kridtet op til en udvidelsesrunde nr. 2 med f.eks. Slovenien og Rumænien, eller at Det Hvide Hus uden videre kan føle sig fri til at engagere Boris Jeltsins regering i et tættere samarbejde indenfor NATO-Rusland Rådet, som blev stiftet på det amerikansk-russiske topmøde sidste forår i Helsinki. Tværtimod.
Konservative kræfter i Kongressen vil utvivlsomt modsætte sig indrømmelser over for det svækkede Rusland, mens modstanderne af den første NATO-udvidelse vil vokse i Senatet, hvis Bill Clinton vælger at presse på med ansøgningerne fra de andre østeuropæiske stater.
Man bør ikke ignorere, at flertallet skrumpede ind til 59 mod 41, da Senatet torsdag afviste et ændringsforslag, som ville have pålagt NATO et pusterum på tre år, inden de næste ansøgninger kommer til behandling.
Langt flere end 19 senatorer fra begge partier forholder sig skeptiske til NATO-udvidelsen, og kun Clinton-folkenes virkeligt effektive lobbykampagne gennem det sidste års tid trak tvivlerne over i ja-lejren. Som tiden går, vil det derfor blive mere og mere tydeligt, at sidste uges triumf for præsidenten bliver den sidste af sin slags - hvad angår europæisk politik. Hverken i Kongressen eller i andre magtcentre agter man at søsætte de store projekter, førend den økonomiske og monetære union har vist sig bæredygtig, og inden EU for alvor sætter gang i indlemningen af de første seks ansøgerlande og begynder at tage de fem andre, herunder Tyrkiet, seriøst. Fra Washington lyder det utvetydige signal: Nu er det Europas tur til at rykke i felten. Det kan ikke altid være USA, der skal tage intiativet og presse tingene igennem.

Det har været instruktivt at følge den massive mediekampagne, som modstanderne af NATO-udvidelsen førte i tiden op til afstemningen i Senatet.
Indenfor universitetsverden og det udenrigspolitiske establishment skulle man lede med lup efter folk, *0der mente, at det var en god idé. Mange opponenter virkede under den Kolde Krig som sikkerhedspolitiske eksperter, og deres argumenter bar derfor i en vis grad præg af et forældet verdenssyn. Den mest prominente er selvfølgelig diplomaten og historikeren George Kennan, hvis visdom blev ophævet til de udødeliges rige af modstanderne, herunder New York Times-klummisten Thomas Friedman, som ringede Kennan op dagen efter den 'skæbnesvangre' ratifikation i Senatet.
"Dette er begyndelsen på en ny kold krig - en tragisk fejltagelse. Russerne vil reagere henad vejen. Ingen truede nogen. USA har hverken midler eller vilje til at forsvare disse lande på en seriøs måde, og Senatets beslutning er sorgløs. Det nærer ingen virkelig interesse i udenrigspolitik", sagde den ældre statsmand.
"Kan ingen se sandheden! Vores uoverensstemmelse var med det sovjetiske regime, og nu vender vi ryggen mod det samme folk, som gennemførte den mest storslået og ublodige revolution i historien for at nedbryde kommunismen. Det russiske demokrati er lige så fremskredent - hvis ikke mere - som i disse tre lande, vi netop har lovet at forsvare mod Rusland," udtalte Kennan.
Mod dét kan man indvende, at det russiske folk ikke lagde nær den samme kampvilje for dagen, som polakker, tjekkere og ungarer gjorde, når det gjaldt om at knuse systemet og sovjetimperiet. Men sikkerhedspolitik har vistnok lidt med velgørenhed at gøre; NATO udvides ikke alene, fordi de tre lande har måttet døje sovjetisk overherredømme igennem to generationer. Kennans argumenter virker malplacerede, ikke mindst fordi USA og Vesteuropa har optrådt loyalt over for Jeltsin, ydet økonomisk bistand til Rusland - omend ikke i overvældende omfang - og søgt at integrere det nye demokrati i de internationale institutioner. Et mere vægtigt argument ville være, at nedrustningen af langtrækkende strategiske a-våben (Start II og III) risikerer at strande, fordi de russiske politikere ønsker at tage hævn. Men den indvending overser, at de stedse mægtige russiske militærgeneraler ser det som deres interesse at spare penge på en reduktion af det nukleare arsenal. Kommunisterne i Dumaen vil derfor i sidste ende lytte mere til generaler end til nationalistiske demagoger.
Den vanskelige opgave bliver at overbevise Rusland om, at en gradvis udvidelse af NATO's sikkerhedssfære mod øst og sydøst ikke skal opfattes som en uvenlig handling vendt mod deres sikkerhed, men snarere som en invitation til at blive optaget i et europæisk hus. Clinton-regeringens NATO-talsmand Jeremy Rosner sagde sidste år i et interview med Information: "Formålet med NATO i 1949 var ikke kun at modstå en sovjetisk invasion. Organisationen skulle også skabe et sikkerhedsrum for økonomiske og politiske reformer og forebygge genoprustning. I den forstand præsenterer NATO-udvidelsen kontinuitet, fordi vi har skabt et sikkerhedsrum for reformer i Central- og Østeuropa. Der er således ikke tale om en ny mission for NATO."
I ngen kan vide hvilke politiske vinde, der ville have blæst i Polen og de andre lande i dette årtis første halvdel uden løftet fra USA om fremtidigt NATO-medlemskab. Hvis EU ikke havde været så optaget af Maastricht og ØMU, ville Bruxelles måske være kommet først med et tilbud. Det skete ikke. I stedet trådte NATO til.
"Der er noget, jeg ikke forstår," har Madeleine Albright sagt. "Hvorfor mener modstanderne af NATO-udvidelsen, at Ruslands naboer skal tilsidesætte deres legitime interesser på ubestemt tid, blot fordi USA og Rusland har behov for at samarbejde? Hvorfor går man ud fra, at Ruslands nationale interesser altid er i strid med vore egne? Hvorfor skulle Rusland fortsat ønske at være et imperie?"
"Hvis vi vil hjælpe Rusland med at blive en moderne europæisk stormagt, bør vi aflægge os den uvane at betragte Mellemeuropa som en russisk interessesfære", fastslår USA's udenrigsminister.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu