Læsetid: 6 min.

Nej'ets sejr

28. maj 1998

Nej-siden har vundet dagsordenen for debatten. Diskussionen om Amsterdam-
traktaten er endt som et opgør om en 'ond', men ikke særlig præcist defineret union

Game, set og måske også match. Drude Dahlerup, Ole Krarup og Holger K. Nielsen kan allerede før de kender afstemningsresultatet trække sig tilbage som sejrherrer.
Debatten om Amsterdam-traktaten er i meget høj grad foregået på deres præmisser, fordi de har fået sat lighedstegn mellem den ny traktat og det skræmmebillede om mere union, der for alvor kan rykke tvivlende danskere over i nej-lejren.
Ind til nu har frontkæmperne på ja-siden først og fremmest værget for sig, mens de gik baglæns.
"Alt viser, at nej-kampagnen rammer direkte ned i folkehavet. Ja-siden har taget udgangspunkt i Amsterdam-traktaten, men den er ikke i folks hoveder, og derfor ser det ud, som om ja-sidens argumenter rammer helt ved siden af. Vi kan pege på de politiske muligheder i traktaten, men det er netop det, der er problemet - det er muligheder, og der er ingen garantier. EU er et politisk projekt," siger Jacob Buksti, politisk ordfører for Socialdemokratiet og formand for Folketingets Europa-udvalg.
Christine Antorini fra SF har som medlem af Nyt Europa offentligt undsagt sin partiformands kritik af 'unionen'. Hun tror på det politiske projekt i Europa og vil være med til at male det i sit partis røde og grønne farver. I debatten er hun og Nyt Europa i forbløffende grad kommet til kort.
"I den nuværende debat er det lykkedes at få det meste af diskussionen til at handle om mere union. Det store problem er, at det kan vi komme til at snakke om en gang til ved den næste folkeafstemning," siger Christine Antorini.
Allerede nu forbereder Drude Dahlerup og Jens-Peter Bonde fra JuniBevægelsen sig på den gentagelse af temaet 'EU = mere union', som for Christine Antorini er så problematisk. Onsdag løftede de to fremtrædende EU-modstandere "sløret for det, ja-siden helst ikke vil tale om før efter den 28."
Jens-Peter Bonde lagde først og fremmest vægt på de ændringer i EU-institutionernes sammensætning, EU-landene ikke kunne blive enige om i forhandlingerne om Amsterdam-traktaten. Jens-Peter Bonde forudser, at 'Amsterdam II' vil betyde, at EU-Kommissionen i opbygning og arbejdsform kommer til at ligne en europæisk regering. "Ændringerne er så omfattende, at vi enten skal udsætte folkeafstemningen torsdag, til vi kender den anden del af Amsterdam-traktaten, eller i det mindste holder en ny folkeafstemning til den tid," siger Jens-Peter Bonde.
Der er altså ingen tvivl. Udviklingen af det europæiske samarbejde peger i følge JuniBevægelsens talsmand på mere union. Ikke bare ved den traktatændring, der er temaet for dagens folkeafstemning men også i forhold til kommende ændringer.
"Ja-siden kan ikke blive ved med på den ene side at være på vej til den næste traktat og på den anden side sige, at nu skal vi lige tage den her med," siger Drude Dahlerup.

Dermed rammer Drude Dahlerup ned i et kerneproblem i ja-sigernes argumentation. Statsminister Poul Nyrup Rasmussen har udnævnt Amsterdam-traktaten som et punktum.
"Jeg oplever Amsterdam-traktaten som et definitivt drej væk fra en udvikling hen mod Europas Forenede Stater, vi er på vej væk fra den føderative tanke og siger goddag til et praktisk og fornuftigt samarbejde mellem landene," siger Poul Nyrup Rasmussen i midten af maj til Information.
Fjorten dage efter forudser Poul Nyrup Rasmussen over for Berlingske Tidende, at tempoet vil gå ned i EU-samarbejdet, når først ti central- og østeuropæiske er blevet medlemmer. Statsministeren siger direkte, at der ikke "sker noget " ved, at tempoet går helt i stå.
Lige præcis den type udtalelser falder forskeren Lykke Fris for brystet. Hun arbejder på DUPI, Dansk Udenrigspolitisk Institut og følger med bekymring den danske EU-debat.
"Man kan ikke sige så entydigt, at nu har vi nået den øvre grænse for EU-samarbejdet. Amsterdam-traktaten er ikke nogen endestation, der kommer noget andet bagefter. Det kan være mere union eller i høj grad måske en anden union. Mange andre lande presser på for at undgå, at udvidelsen fører til en udvanding af samarbejdet," siger Lykke Fris.
Derfor mener Lykke Fris ikke, at Poul Nyrup Rasmussen har ret, når han sætter sit punktum for udviklingen af den europæiske integrationsproces.
"Når jeg siger mere union, er det ikke Europas Forenede Stater, det er en død sild. Når ikke engang Helmuth Kohl og Jacques Chirac er interesserede i et EU på den måde, har Poul Nyrup Rasmussen ret i, at det ikke bliver Europas Forenede Stater, men der kommer altså noget andet," siger Lykke Fris.
DUPI-forskeren mener altså ikke, at udviklingen og integrationsprocessen er stoppet.
"Pointen her er, at Amsterdam-traktaten ikke er endestationen. Det der kommer næste gang skal også kunne legitimeres i en demokratisk debat. For der kommer altså noget mere eller i hvert fald noget andet," siger Lykke Fris.
Det er ikke sikkert, at statsministeren har ret i, at udvidelsen af EU med de ti ansøgerlande fra Central- og Østeuropa nødvendigvis fører til en udvanding af samarbejdet.
"Vi skal have en diskussion af, hvad vi skal gøre for at få unionen til at fungere med 25 eller 26 medlemmer. Skal vi have et mere fleksibelt Europa," spørger Lykke Fris.
Venstres Anders Fogh Rasmussen mener, at "der kommer nogle år, hvor EU vil prioritere bredde frem for dybde. Over for Information peger Venstre-formanden på tre omfattende områder, der vil tage kræfter fra en hurtig og yderligere integrationsproces.
Det er udvidelsen med de østeuropæiske lande, opbygningen af den økonomiske og monetære union og udviklingen af det retspolitiske samarbejde.
"Jeg siger ikke, at der ikke sker ændringer i det europæiske samarbejde, for selvfølgelig vil der det. Et EU med 25 medlemmer er nød til at se anderledes ud end et EU med kun 15 medlemmer. Blandt andet skal institutionerne indrettes anderledes," siger Anders Fogh Rasmussen.
Tilbage står usikkerheden om, hvad de forskellige aktører i debatten mener, når de siger 'union'.
"Vi har aldrig rigtig fået defineret, hvad unionen er. Derfor bliver det da en underlig debat, vi får. Når unionen bliver fremstillet som om, det er et uhyre, så overlader man en stor del af arenaen til nej-siden," siger Lykke Fris.
Problemet er, at den debat kan gentage sig ved en kommende folkeafstemning, sådan som Jens-Peter Bonde og Drude Dahlerup lægger op til. Christine Antorini er en af de politikere, der efterlyser en afklaring af, hvad der ligger i begrebet union.
"Vi ved ikke, hvad det er for en union, vi vil være med i, og hvad det er for en union, vi ikke kan lide. I SF mener alle, både nej-sigere og ja-sigere, at EU skal have fælles beskatning af selskaber. Det betyder da mere union, men det kan vi godt lide. Problemet i debatten nu er, at folk bliver forvirrede. Og det sker ikke på et højere niveau," siger Christine Antorini.
Venstres Anders Fogh Rasmussen siger, at han "ikke er skeptisk over for en union, der tager udgangspunkt i nærhedsprincippet. Udviklingen af et overstatlsigt samarbejde kan betyde, at Danmark vinder indflydelse, men folk frygter instinktivt det overstatslige".
Jakob Buksti siger, at "selv om udviklingen er drejet væk fra Europas Forenede Stater, så kan der godt komme flere samarbejdsområder i EU".
På det kommende EU-topmøde i Cardiff vil Helmuth Kohl og Jacques Chirac efterlyse en mere klar arbejdsdeling mellem de europæiske og fælles opgaver og de nationale eller lokale opgaver.
Den diskussion er en måde at tage danskernes instinktive skepsis over for det europæiske projekt alvorligt og en konsekvens af nej-sidens sejr i debatten.
Den sejr kan på den måde sætte sine spor, selv om ja-siden skulle vinde dagens afstemning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu