Læsetid: 4 min.

Nicks film

22. maj 1998

Med den hektisk intense kærlighedsfilm 'She's So Lovely' hylder Nick Cassavetes sin berømte far og demonstrerer samtidig, at han kan selv

NY FILM
"It's oh so quiet," hvisker Björk hæst hen over natlige billeder af et industrikvarter, der ligger dødt og uvirksomt hen. Men ligesom Björks sang snart skal eksplodere i på én gang jublende og desperate vanvidsskrig, lurer lidenskabens vanvidsild lige under industrikvarterets triste overflade. For nede i dette samfunds rendesten lever Maureen og Eddie. Penge har de ingen af, men på en eller anden måde er der alligevel altid nok at drikke, for Eddie kan charme sig til hvad som helst. Han er måske ikke indbegrebet af stabilitet, kan forsvinde i dagevis, men han elsker Maureen over alt på jorden, og hun ham.
De er gift, men ægteskabet er meget langt fra at være sat. Deres forhold er, hvad franskmændene ville kalde l'amour fou eller en folie à
deux. Det vibrerer af nervøs energi, der fra det ene øjeblik til det andet kan føre de elskende fra lykkens ubekymrede tinder ned i desperationens sorteste huller.
Helt galt går det, da det går op for den temperamentsfulde Eddie, at Maureen er blevet voldtaget af naboen. Hans reaktion indbringer ham 10 år på en psykiatrisk afdeling, og da han bliver lukket ud, er Maureen gift med en anden.
Iført mondæn strikdragt lever hun nu i forstæderne med swimmingpool, tre børn og en mand, Joey, der elsker hende lige så højt som Eddie elsker hende, bare på en anden, mere sat, forstadsagtig måde.
Da den 'helbredte' Eddie opsøger Maureen, udvikler den ti år gamle folie à deux sig til en folie à trois, for også den pæne Joey viser sig at indeholde en god portion galskab. De to mænd er enige om, at Maureen er 'so lovely', men ingen af dem er indstillet på at dele hende med den anden...

Fars historie i ny stil
Det er John Cassavetes, der har skrevet manuskriptet, hans søn Nick, der har instrueret, og Gena Rowlands, der var gift med John og er mor til Nick, spiller (en lille, men markant rolle) i filmen. Blandt filmens executive producers finder man Gérard Depardieu, der for nogle år siden introducerede John Cassavetes' film i Frankrig, hvor de af en eller anden grund aldrig tidligere var slået igennem.
Man kunne således med god grund tro, at She's So Lovely ville være endnu et forsøg på en slags posthum John Cassavetes-film, ligesom Unhook the Stars i et vist omfang var det. Men selv om den lidenskabelige historie om skæve menneskeskæbner bærer John Cassavetes' umiskendelige fingeraftryk, og skønt Maureen synes skræddersyet til, eller måske ligefrem modelleret efter Gena Rowlands, er She's So Lovely langt fra at være 'discount-Cassavetes'.
Hvor Cassavetes senior hovedsagelig fortalte i lange indstillinger, der gav skuespillerne rum og tid til at krænge deres indre helt ud foran det registrerende kamera, er juniors stil langt mere ekspressiv og tidstypisk i ordets bedste forstand.
Hans hektiske klipning, de mættede farver på mørk baggrund (for billederne står Thierry Arbogast, der også var fotograf på bl.a. Det femte element), den understregende anvendelse af slow motion, det iørefaldende musikalske score - altsammen er det med til at give filmen rytmisk intensitet og en nervøst hektisk verve, som kan lede tankerne hen på Tarantino, når han er bedst, men som samtidig fungerer kongenialt med personernes feberagtige lidenskab.
Og mens faderens kontrollerede improvisationer ofte resulterede i ganske lange film, kan Nick fortælle en historie stramt og præcist på kun godt halvanden time. Deres mål er vidt forskellige, men det ene ikke nødvendigvis bedre end det andet.

I topform
Den iøjne- og iørefaldende stil gør She's So Lovely til en både swingende og sanselig fornøjelse, og dog lader Nick Cassavetes aldrig stilen overdøve eller blive vigtigere end skuespillet. Det er i første række mennesker, det handler om, ikke hip stil - på det punkt er Nick i sandhed sin fars søn.
Man kan naturligvis ikke bebrejde Robin Wright Penn, at hun ikke er Gena Rowlands. Men selv om hun faktisk er fortræffelig som den attråede Maureen, kan man ikke lade være med at forestille sig, hvordan en ung Gena Rowlands ville have fået Maureen til at slå livsfarlige gnister på lærredet.
Sean Penn, der har udviklet sig til en af amerikansk films mest spændende og mest alsidige karakterskuespillere, fremstiller derimod den hyperaktive, hypercharmerende, hypertemperamentsfulde og skingrende gale Eddie med al den uberegnelige intensitet, som rollen kræver. En kraftpræstation, som helt fortjent indbragte ham prisen som bedste mandlige skuespiller ved sidste års Cannes-festival.
Virker Sean Penn nærmest typecasted til rollen som Eddie, er John Travolta, der spiller den udadtil ulastelige forstads-Joey, til gengæld casted imod sine sædvanlige roller.
Her er han hverken danser eller hårdtslående actionhelt, men får ved små virkemidler - bl.a. en gennemført musikalsk gestik - Joey til at fremstå som en af disse mondæne forstadsfamiliefædre, der midlertidigt har parkeret lidenskabens galskab i parcelhusets store klædeskab. Travolta får os endog til at tro på, at denne Joey er gal nok til af al magt at ville retablere kontakten mellem Maureen og Eddie - en i sig selv ganske beundringsværdig præstation.
Nævnes bør også Harry Dean Stanton, der som kontrast til de to rivaliserende hanners energi lægger al sin naturlige flegma i rollen som Eddies urokkelige ven Shorty. Blot endnu et udtryk for Nick Cassavetes' rytmesans.
I betragtning af hvordan han i film efter film udnytter faderens efterladte materiale, kunne man have frygtet, at Nick Cassavetes ikke ville have noget originalt at byde på. Den bekymring afliver han imidlertid eftertrykkeligt med She's So Lovely. Det er nok Johns manuskript, men det er i allerhøjeste grad Nicks film.

*She's So Lovely. Instruktion: Nick Cassavetes. Manuskript: John Cassavetes. USA 1997. 93 min. (Dagmar, Grand, Århus Palads, Café-Biografen Odense, Aalborg Astoria)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her