Læsetid: 5 min.

Det nordiske mirakel

30. maj 1998

Momentum, den nye biennale for ung nordisk kunst, har placeret den lille norske by Moss på kunstens verdenskort

KUNST
Det er ikke kun dansk film, der oplever international succes. I den weekend, hvor Thomas Vinterberg triumferede i Cannes, modtog kunstnerkollektivet, N55, en pris på 100.000 norske kr. ved åbningen af den nye, nordiske kunstbiennale Momentum i Moss i Norge.
N55 består af Jon Sørvin, Rikke Luther, Cecilia Wendt og Ingvil Aarbakke, og den såkaldte Elefantpris blev givet for gruppens arbejde med at integrere den kunstneriske proces i hverdagslivet. Med teknikker, redskaber og viden fra bl.a. arkitektur, biologi, matematik og filosofi stiler N55 mod at udmønte kollektivets projekter i konkrete bud på eksempelvis boligindretning og møbler.
N55 tilhører den yngre danske billedkunstscene, som i løbet af det sidste par år er blevet genstand for en næsten sensationel fetering. Herhjemme er scenens profil blevet ridset op på Louisiana-udstillingerne NowHere (96) og Ny kunst fra Danmark og Skåne (97), hvorfra mange af deltagerne har været engageret i en intensiv, international udstillingsvirksomhed: Nuit Blanche i Paris, flere danske kunstfremstød i Australien og Canada, den aktuelle udstilling af dansk mediekunst i Dortmund - læg hertil denne sommers bredt anlagte præsentation af nordisk kunst i Chicago samt en markant synlighed i internationale kunsttidsskrifter.
Slår man op i nyeste nummer af Frieze, er der artikler om danske Olafur Eliasson samt anmeldelse af Henrik Plenge Jakobsen, der i foråret udstillede ikke færre end tre steder i Paris - parallelt med sin deltagelse i Nuit Blanche, der for øvrigt var et stort tilløbsstykke. Og dette er kun toppen af isbjerget.

Popularitetspres
Det virker således ikke helt malplaceret, når de tre kuratorer - Atle Gerhardsen, Daniel Birnbaum og Lars Bang Larsen - bag udstillingen Pakkhus, omdrejningspunktet på Momentum, taler om 'det nordiske mirakel'. Der er afgjort tegn på, at 'Nordic Art' har overtaget den position, som 'Brit Art'-bølgen havde i første halvdel af årtiet.
Samtidig fornemmer man, at flere af de hotte unge skandinaver er begyndt at lide under det popularitetspres, som i midten af 90'erne truede med at udvande Brit Art-scenen. I Pakkhus-kataloget tales om den "sene nordiske modning", men der er snarere tale om en eksplosion, som mange kunstnere har svært ved at leve op til - specielt de, der arbejder med installationer, og som kun er i stand til at producere få nye værker om året. Resultatet har været, at publikum er blevet præsenteret for de samme værker, hvilket for alle parter er utilfredsstillende i længden.
Moss er en lille by - 25.000 indbyggere - knap en times kørsel syd for Oslo, og selv om byen siden starten af 60'erne i kraft af nogle gallerier har spillet en central rolle i norsk kunstliv, præges en international begivenhed som Momentum i sådanne omgivelser uvægerligt af den aktuelle lokalkolorit.
Allerede på vej hen til åbningen kunne man se et optrin på gågaden, hvor et par performancekunstnere, klædt som skikkelser fra nordisk mytologi og bevæbnet med håndøkser, blev noteret af en betjent, mens de handlende så nysgerrigt til.
Mindre var den lokale benovelse ikke, da Olafur Eliasson udførte to stykker land art omkring udstillingsområdet, et tidligere savværk med udsigt til Moss' dominerende industri, en enorm papirfabrik, som sender en karakteristisk lugt ud over byen. Eliasson indledte med at hælde et grønt farvestof i et vandløb, som senere bredte sig ud i havnebasinet, hvorefter han med hjælp fra stadsingeniør og brandvæsen oversvømmede de stejle gader i bydelen omkring udstillingsområdet med en rislende å, der fyldte luften med poesi og fik både lokale og gæster til at springe ballet for at redde sig tørskoede i sikkerhed.
Lægger man hertil et islæt af lokal byfest med fadøl i plastikrus, hyggejazz, hornorkestre, pølser og kartoffelmos, serveret på paptallerkener, har man et godt billede af det mentale og sociale rum, beskuerne måtte passere på vej ind til udstillingen i Central Pakhus.
Også inden for på pakhusets fire etager kæmper værkerne med de markante, rustikke omgivelser, hvilket en del af de 40 kunstnere har forholdt sig til.
Eksempelvis har det dansk-norske par, Michael Elmgreen og Ingar Dragset med en installation skabt et spejlvendt ekko af foyerarealets 'rigtige' bar. Elmgreen og Dragsets bar er en hvidmalet, kvadratisk struktur med fadølshanerne vendt udad og barstole og fodstøtter i det utilgængelige areal i midten; et perfekt udført, konceptuelt objekt, der trods de prangende dimensioner nærmest flyder sammen med omgivelserne.

Fortabte sjæle
Store dele af kunsten i 90'erne er optaget af at undersøge sociale processer, ofte med afsæt i kunstnernes privatliv. Uden at være postuleret politisk behandler den temaer som sexisme, urbanitet, arbejdsløshed og eskapisme, og mange værker udfolder sig - som en slags 90'ernes situationisme - uden for kunstinstitutionerne, i private eller offentlige rum, hvor kunst og socialitet siver ind i hinanden.
Foruden de nævnte værker bør fremhæves to dugfriske arbejder af Peter Land, hvoraf specielt det ene peger i nye retninger for ham. På en udsigtsplads, hævet over Moss, har Land anbragt et læskur med en stjernekikkert og en marmorplade med inskriptionen: "Hvileplads for drankere, forladte elskere og andre fortabte sjæle på nattevandring i Moss."
Samtidig opsamler Land sit oeuvre med en ny videoinstallation, The Cellist, der vises inde i pakhuset. Pakkhus er en stor udstilling, og hvis pladsen tillod det, fortjente flere kunstnere omtale. Nye værker af Christian Schmidt-Rasmussen og Tal R befæster deres position som fornyere af maleriet, og en række fotobidrag - specielt Vibeke Tandbergs manipulerede selvportrætter og Annika von Hausswolffs storformatbilleder - bekræfter, at også dette medium er i interessant udvikling.
Pakkhus giver også et brugbart bud på præsentation af videokunst i udstillingssammenhæng. Gennem en lang tunnel ledes publikum ind i et hulesystem, hvor man foruden popkorn og colaautomat ad kringlede veje kan finde frem til forevisningsalkover i forskellige formater.
Momentum-biennalen omfatter desuden en række udstillinger rundt om i Moss, hvoraf specielt Galleri Brandstrups præsentation af nye værker af Michael Kvium egentlig fortjente mere end en fodnote.
Imponerende, at et tiltag som Momentum overhovedet kan stables på benene i en by som Moss - og specielt med en så stor opbakning fra erhvervslivet. Organisationen bag biennalen - med et budget på ti mio. norske kr. - er et aktieselskab finansieret af en blanding af offentlige og private midler. Kunne man forestille sig noget lignende - en lokal byfest centreret om ung samtidskunst på internationalt niveau - i Kolding eller Kerteminde?

*Momentum. Nordic Festival of Contemporary Art. Pakkhus, Moss, Norge. Til 21. jun.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu