Læsetid: 4 min.

Den nordiske stemme er forstummet

15. maj 1998

Verden har brug for små, respektable lande, som de nordiske. Trods sin lidenhed har den nordiske stemme før spillet en rolle når det gjaldt ulandspolitik, nedrustning og miljøpolitik

EU-BREVE

Kære Jacob Buksti

Det bør være muligt at diskutere, om EU-modellen med stadig snævrere union er den bedste model for europæisk samarbejde.
Også uden at et nej til denne model blot affærdiges med, at Danmark isolerer sig. Det er faktisk muligt at være internationalist og være mod EU-modellen. Det er vi faktisk mange, der er.
Du skriver i dit sidste brev til mig:
"Din filosofi er, at Danmark skal stå uden for indflydelse. Det har selvfølgelig konsekvenser. Jeg synes ærlig talt det er synd, du ikke indrømmer det åbent".
Det er jo sådan et spørgsmål, som ikke lader mange svarmuligheder åbne! Vores brevveksling skulle jo nødig komme til at ligne duellerne på møderne, som de ser ud i slutningen af en kampagne. Efterhånden kender ja- og nej-siden hinandens argumenter til bevidstløshed. Det er der, det begynder at blive kedeligt for tilhøreren/læseren.
I den spæde start på debatten op til en ny folkeafstemning er begge sider lidt tøvende, internt udfoldes argumenterne langsomt, samtidig med at teksterne studeres. Det er en spændende proces, som egentlig aldrig er blevet kortlagt og studeret nærmere.
Men jo nærmere vi kommer folkeafstemningen, jo mere fastlagt og kendt er argumentationen for duellanterne. Det er svært at komme uden om, og jeg er også del af processen selv.
En tredie vej
Men det afgørende er netop diskussionen om EU-modellens bærekraft. Jeg er enig med den engelske historiker Timothy Garton Ash (se Inf. 7. maj), når han siger, at der må være en tredje vej:
"Det moderne Europas forbandelse er, at det har svinget frem og tilbage mellem enten blodig og voldelig uorden - eller orden var overherredømme, hegemoni".
På et møde jeg havde forleden i Herning med Per Stig Møller, sagde Per Stig, at der 238 gange før i historien var lavet forsøg på at samle Europa, og at det nu skulle lykkes den 239. gang. Mit svar var, at de mange forgæves forsøg måske netop viser, at det er en dødfødt idé. Europas styrke er mangfoldigheden.
For vi er jo enige om, at ingen lande hverken kan eller bør isolere sig. Det diskussionen står om, er i virkeligheden hvilken type samarbejde vi skal fremelske og prioritere. Udveksling mellem landene og samarbejde mellem landene er nødvendigt og ønskeligt på alle måder.
Intet land kan være sig selv nok. Efter min opfattelse må vi også arbejde os frem mod nogle forpligtende samarbejdsformer på globalt niveau i FN-regi, for eksempel kunne man forestille sig, at der blev oprettet et nyt "sikkerhedsråd" for miljøspørgsmål.
EU er ikke lig internationalt samarbejde, men betyder en regional satsning og måske lukkethed. EU opruster sig, moralsk, økonomisk og nu også via Vestunionen militært for at kunne agere som en stormagt med henblik på at varetage egne "interesser", og i en barnlig kappestrid med USA. En dødsensfarlig stormagtsdannelse mod Rusland.

Den nordiske stemme
Jeg tror, der i verden i dag er brug for små, respektable lande, som for eksempel de nordiske.
Trods sin lidenhed har den nordiske stemme spillet en vis rolle tidligere, når det gjaldt ulandspolitik, nedrustning og miljøpolitik. I dag er den nordiske stemme forstummet. Tre af de nordiske lande er EU-medlemmer, og i EU skal man tale med en stemme.
Amsterdam-traktaten siger det indirekte: "Medlemsstaterne støtter aktivt og uforbeholdendt Unionens udenrigs- og sikkerhedspolitik i en ånd af loyalitet og gensidig solidaritet.
Medlemsstaterne samarbejder for at styrke og udvikle deres gensidige politiske solidaritet. De afstår fra enhver handling, som strider imod Unionens interesser, eller som kan skade dens effektivitet som en sammenhængende faktor i internationale forbindelser" (artikel 11 stk. 2 i unionsdelen).
Unionens interesser? Det er et begreb, der må vække forundring og modstand. Begrebet afslører, at der ikke er tale om mellemstatsligt samarbejde, men om en stormagt under udvikling.
Med undren hører jeg oftere og oftere konkurrencen med USA som argument for udbygning af unionen med dette eller hint.
Det var faktisk også det interne argument, man brugte for ikke at fortsætte med at kritisere de mange brud på menneskerettigheder i Kina. "Ellers løber USA med kontrakterne".
Tidligere var østblokken dér som fjenden, og det skabte det dødsensfarlige våbenkapløb. Denne dødsspiral er gudskelov væk.
Men USA synes nu at blive brugt igen og igen som argument for mere union, f.eks. for den fælles mønt og for forsøgene på at opbygge et selvstændigt europæisk forsvar, jf. Tindemans-rapporten i EU-parlamentet i denne uge, og Ministerrådets opgave til samme Tindemans om at udarbejde en rapport til Rådet.
Der er al mulig grund til at stille spørgsmålstegn ved, at EU-samarbejdet er på rette spor, eller om det ikke har brug for en kraftig folkelig korrektion gennem et nej til Amsterdam-traktaten.

Med venlig hilsen
Drude Dahlerup

* Hermed slutter den sidste uges brevduel mellem Jacob Buksti og Drude Dahlerup. I morgen lægger Pernille Frahm, MF for SF og nej-siger op til en brevveksling med redaktør Vibeke Sperling, som er ja-siger og medlem af Komiteen Nyt Europa.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu