Læsetid: 2 min.

Ny dansk triumf i Cannes

25. maj 1998

Det blev ikke til De Gyldne Palmer, men mindre kunne også gøre det for Thomas Vinterberg og hans fremragende dogmefilm Festen, der delte Juryens Lille Pris med franske Claude MIller

CANNES
CANNES - Efter 12 lange dage i intens spænding er det endelig blevet en realitet, at dansk film endnu en gang kan forlade filmfestivalen i Cannes med en pris under armen.
Det blev ikke til De Gyldne Palmer, som mange havde håbet på, men færre troet på, men i stedet til Juryens Lille Pris til deling mellem to meget forskellige familiedramaer, nemlig danske Thomas Vinterbergs utraditionelle og engagerende Festen og franske Claude Millers intense La classe de neige/Klasseudflugten.

Kedeligt palme-valg
De Gyldne Palmer gik, noget uventet og meget ufortjent, til den græske festivalveteran Theo Angelopoulos' Evigheden og en dag, der handler om en digters sidste dag på jorden og hans forsøg på at komme overnes med sin fortid. En langsommelig og temmeligt kedelig film, der trods hjerte, vilje og flotte billeder, i længde og tyngde lever godt op til sit navn.
Juryens Store Pris, der i 1996 gik til Lars von Trier for Breaking the Waves, tilfaldt i år den italienske komiker Roberto Begninis noget ujævne, men blandt de franske kritikere meget populære, La vita é bella/Livet er smukt. Filmen, som foregår blandt italienske jøder før og under Anden Verdenskrig, er et sympatisk, men lidt uforståeligt valg til så stor en pris.
Anderledes fortjent var det, at prisen for instruktion gik til irske John Boorman for den smukke og velspillede The General - om en smalltime-gangster i Belfast - en film, der beviser, at den gamle mester igen kan lave seværdige film.
Helt i sin orden var det også, at prisen for Bedste Mandlige Hovedrolle tilfaldt skotske Peter Mullen for titelrollen i Ken Loachs dystert socialrealistiske, men humoristiske My Name Is Joe. Prisen for Bedste Kvindelige Hovedrolle blev passende tildelt Elodie Buchard og Natacha Reigner, som overbeviser som to hjerteveninder i den franske debutant Erick Zoncas indfølte ungdomsskildring La vie revée des anges/Engelenes drømmeliv.
At juryen på dette års filmfestival i Cannes valgte at tænke så traditionelt og måske lidt for meget på, hvem der stod for tur, er ærgerligt, for selvom Juryens Lille Pris utvivlsomt føles som en stor sejr for Thomas Vinterberg, så havde hans meget modige og aldeles fremragende Festen fortjent mere.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her