Læsetid: 4 min.

Nye inspirationer

11. maj 1998

Pianisten Thomas Clausens mangel på amerikansk inspiration og forsøg med brasiliansk musik - og hidtil uudgivne numre med Dexter Gordon

jazzrunden
"...jeg må konstatere, at fornyelsen ikke kommer fra det nordamerikanske. Der er ikke kommet noget nyt i 80'erne og 90'erne. Keith Jarretts trio er det eneste bud på fornyelse i moderne akustisk jazz i 80'erne ... Men ellers kan jeg ikke se noget nyt."
Pianisten Thomas Clausen er ikke den eneste danske musiker der har det sådan, men i modsætning til flere andre har han i stor udstrækning taget konsekvensen af den manglende USA-inspiration. Hvad han redegør for i et større interview med Ivan Rod i april/maj-nummeret af Jazz Special.
Her omtaler han bl.a. de fire plader, han efter en længere pause har udgivet på det sidste, og som markerer et nyt trin i hans udvikling, efter at han for et par år siden opgav sit mangeårige, brillante samarbejde med bassisten Mads Vinding og trommeslageren Alex Riel. Det drejer sig primært om forsøg med brasiliansk musik.

Fjernt og nært
Festa (Olufsen DOCD 5390) er et samarbejde, optaget for tre år siden, mellem Clausen, guitaristen Celso Mendes og tre andre brasilianere, altså primært på brasilianske betingelser, selv om Clausen har skrivet halvdelen af repertoiret. Brazilian Quartet, som høres på Follow the Moon (Stunt STUCD 19808), er Clausens egen faste gruppe, som han selv kalder "en hybrid - en blanding af Jan zum Vohrdes og min måde at spille jazz på - på den ene side - og de to brasilianeres rytmik - på den anden."
Med zum Vohrdes altsax og fløjter, Fernando de Marcos el-bas og Afonso Correas trommer - alle gengangere fra Festa - er det en fint afbalanceret kvartet.
Musikken undgår dog ikke en vis air af danse/underholdnings-projekt, understreget af Clausens lejlighedsvise brug af el-klaver og synthesizer, og af Cæcilie Norby som gæstevokalist.
Når Clausen vender sig mod det danske - som i duopladen med saxofonisten Hans Ulrik, Danske sange (Stunt STUCD 19809) - bliver heller ikke det et ganske overbevisende alternativ, til trods for smukt sammenspil (f.eks. i "Jeg gik mig ud en sommerdag") af tenorsax og klaver, delvis med Anders Jormins bas tilføjet.
Det farlige ved at spille op til Kenny Drew/NHØP's "I skovens dybe, stille ro" bliver nemlig næsten katastrofalt, når der går Zamfir i Ulriks fløjtespil, ligesom hans lyd af forkølet kazoo på den såkaldte 'hansifon' (!) ikke just klæder Carl Nielsens lærkerede.
Så det bliver alligevel den amerikanske inspiration i en anden duo-plade - Turn Out the Stars (Storyville STCD 4215) med Clausen og den fremragende finske vibrafonist Severi Pyysalo - der yder Clausens begavelse størst retfærdighed.
Om det så er via Bill Evans-repertoire, jazz- og standard-klassikere (som en herlig "Willow Weep For Me") eller enkelte kompositioner af Clausen og Pyysalo.

I Danmark og USA
At Clausen som 22-årig allerede var en af vore førende pianister viser han i akkompagnementer til Dexter Gordon og Ben Webster på pladen Tenor Titans (Storyville STCD 8288) med radio-optagelser fra en koncert i Flensborg i 1972 - suppleret af materiale fra Vallekilde i 1969 med Kenny Drews trio bag tenorerne. Historisk særligt værdifuld er 1972-optagelsen af Ray Pitts-arrangementet af "Do Nothing Till You Hear From Me" med Radiojazzgruppen Opportunity, som vist ellers ikke er bevaret på plade.
Gordon på højere niveau finder man dog på Live! At the Jazzhus Montmartre (jazz colours 874.727-2/ambia-GDC), fem hidtil uudgivne stykker, som hævder sig smukt ved siden af de tre Black Lion-cd'er fra samme lejlighed i juli 1967. Men så er det jo også trioen Drew-Ørsted-Al Heath der fyrer op under Gordon, og der er hele tre ballader: "I Should Care", "Darn That Dream og What's New".
Mere uudgivet Gordon finder man på Live At Carnegie Hall (Columbia CK 65312), hvis to tenor-duetter med Johnny Griffin tidligere har været ude på lp'en Great Encounters fra 1979, mens de tre kvartetnumre fra denne 1978-koncert har måttet vente i 20 år. De er ellers pragtfulde, især den 17 minutter lange "More Than You Know" med Gordons mest lagrede ballade-tenor og formidabelt triospil af George Cables, Rufus Reid og Eddie Gladden.

Flere Elite Editions
Efter Gordon & Webster og Gordon & Griffin har vi en tredie tenor-duo med Webster & Illinois Jacquet: The Kid and The Brute (Verve 557.096-2), rettelig en 30 cm lp med denne titel fra 1954 plus 25 cm lp'en Jazz By Jacquet fra 1953, begge med Jacquets gruppe og Webster som gæst i to længere stykker. Jordnær swing-modernisme med gode momenter.
Dette er en af fire nye cd'er i Verve-serien Elite Editions med begrænsede engangs-oplag.
Da alle de ti foregående allerede er udsolgt, bør man ikke betænke sig for længe. Change of Scenes (557.095-2) med Stan Getz som solist med The Kenny Clarke - Francy Boland Big Band i 1971 er dog næppe et must - dertil er Bolands seks kompositioner for lidet inspirerende for Getz og orkestret.
Så er der mere ved Here and Now (558.052-2) med Art Farmer - Benny Golson Jazztetten i 1962, men Motion (557.107-2) med Lee Konitz i 1961 ville jeg frem for alt sikre mig.
Den oprindelige lp med Elvin Jones på trommer blev udvidet med uudgivet materiale ved cd-overførslen i 1986, og nu er der kommet endnu et stykke til - foruden yderligere to cd'er, som med Nick Stabulas på trommer nogle dage forinden nok virker som prøve-optagelser, men immervæk med Lee Konitz i et ideelt standard-repertoire.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu