Læsetid: 7 min.

Nyhedsoverblik

1. maj 1998

Forlig eller sammenbrud
*LO og DA genoptager i løbet af weekenden overenskomstforhandlingerne og alt tyder på, at de to organisationer vil gøre alt for at nå fremt til et resultat. I løbet af søndag vil der enten ligge et forlig på bordet eller også vil det stå klart, at forhandlingerne er brudt sammen. Hvis der kommer en afklaring i løbet af weekenden, så kan de strejkende i næste uge forvente, at de enten skal til en ny urafstemning for at godkende eller forkaste resultatet.
LO har tidligere vurderet, at en urafstemning vil tage 4-5 dage. Parterne har indtil videre ikke villet oplyse, hvorvidt de vil suspendere konflikten under en eventuel ny urafstemning.
Artikel på forsiden og side 5

IRA afviser at aflevere våben
*For første gang siden den nordirske fredsaftale blev indgået den 10. april har den Den forbudte Irske Republikanske Hær (IRA) kommenteret aftalen. I torsdagens udgave af IRA's politiske arm, Sinn Feins ugeavis, An Phoblacht/Republica News siger IRA, at fredsaftalen for Nordirland er "betydningsfuld", men samtidig, at den ikke "præsenterer en solid basis for en varig løsning". IRA understregede samtidig, at der ikke kan blive tale om at afvæbne organisationen, som er en af forudsætningerne i aftalen. Det fik straks den britiske minister for Nordirland, Mo Mowlam til at advare IRA og fastslå, at "fredsaftalen er en samlet pakke, hvor man ikke bare kan fravælge det, man ikke kan lide."
Artikel på forsiden

Tvivlsom verdensrekord
*Trods massiv internationalt pres og kritik fra menneskerettighedsorganisationer som blandt andet Amnesty International, fortsætter den amerikanske stat Texas med at henrette folk. Natten til torsdag døde en 34-årig mand efter at have fået en indsprøjtning med dødelige kemikalier. Frank McFarland blev i 1989 dømt for at have stukket en kvinde ihjel. McFarland blev henrettet i Huntsville-fængslet, som sidste år havde en tvivlsom verdensrekord i henrettelser. I år er i alt seks blevet henrettet samme sted og otte andre menneskers død er skemalagt i løbet af de to næste måneder. Indtil nu har delstaten gennemført 146 henrettelser, siden dødsstraffen blev genindført i 1982, herunder et rekordstort antal på 37 alene sidste år.

Sverige sagde ja til Amsterdamtraktat
*Den svenske Riksdag sagde sent onsdag eftermiddag ja til Amsterdamtraktaten. Det var et stort flertal, der godkendte Amsterdamtraktaten. 226 medlemmer stemte ja, mens 40 stemte imod mens 7 undlod at stemme. Den svenske Riksdag har tidligere godkendt Schengen-aftalen. Sverige går derimod ikke med i den EU's fælles valuta, euroen. Her har den svenske regering besluttet at se tiden an.
Socialdemokratiet, det liberale Folkpartiet og det konservative parti Moderaterna stemte for. Miljøpartiet og Vänsterpartiet, der ligger på linje med det danske SF stemte imod. Riksdagens beslutning blev taget, selv om der i den seneste tid har været rejst stadig stærkere krav om at sende Amsterdam-traktaten ud til en folkeafstemning.

Embedsmænd uden beføjelser
*Ministre må gerne ansætte politiske embedsmænd men de skal ansættes på specielle vilkår og der skal være klarere regeler for, hvordan de arbejder.
Det konkluderer det udvalg, som blev nedsat af Folketinget til at kulegrave problematikken om de politiske embedsmænd. Udvalget lægger blandt andet op til, at de politiske embedsmænd sidde uden for den almindelige organisation i ministeriet og ikke have instruktionsbeføjelser eller kompetencer i forhold til det almindelige hierarki i ministeriet, skriver Berlingske Tidendes Internet-avis torsdag.
Både borgerlige og socialdemokratiske regeringer har gennem årene betjent sig af politiske embedsmænd. Men der er kommet flere de senere år.

Danmark underskriver klima-aftale
*Sammen med de øvrige EU-lande underskrev Danmark Kyoto-aftalen onsdag i FN's hovedkvater i New York. Norge, Brasillien, Canada og Japan har også underskrevet aftalen. Med underskrivelsen blev der sendt et vigtigt politisk signal til USA, der endnu ikke har besluttet at tiltræde klima-aftalen. Der ventes et hårdt opgør i den amerikanske kongres om aftalen.Aftalen træder først i kraft, når mindst 55 af de 160 deltagende lande i FN's klimakonvention har godkendt aftalen. 160 lande deltog i december i klimatopmødet i den japanske by Kyoto. Onsdag havde 34 lande underskrevet aftalen.

Kosovo tvivler på sanktioner
*Kosovo tvivler på, at yderligere sanktioner mod Restjugoslavien vil tvinge styret i Beograd til at indgå i en dialog med albanerne i Kosovo.
"De nye sanktioner foreslået af Kontaktgruppen er vigtige, da den økonomiske situation i Serbien er vanskelig, men de vil ikke få de serbiske myndigheder til at acceptere en dialog med international mægling, sagde Xhemail Mustafa, der er rådgiver for den kosovo-albanske leder Ibrahim Rugova nyhedsbureauet AFP igår. Endnu har myndighederne i Beograd ikke formelt reageret på Kontaktgruppens beslutning om yderligere sanktioner, der blandt andet betyder indefrysning af indeståender i udenlandske banker, hvis der ikke indledes en dialog med Kosovo-albanerne.
Kontaktgruppen mødes den 8. maj i Birmingham i England, hvor gruppen nøje vil vurdere, om der er sket fremskridt.
Nyhedsanalyse på side 3

Svar på PET-spørgsmål
*Politiets Efterretningstjeneste (PET) havde ikke agenter i den danske Sydafrika-komite. Det siger justitsminister Frank Jensen (S) i et svar til Enhedslistens Søren Søndergaard. Med hensyn til Sydafrika-komiteen siger justitsministeren, at den tidligere agent, Anders Nørgaard, ikke infiltrerede komiteen. Ifølge PET's oplysninger deltog han ganske vist i marts 1982 i et møde om "Boykot-Sydafrika"-ugen arrangeret af Socialistisk Arbejderparti (SAP) og et par dage senere i en demonstration i lufthavnen. Men det skyldes, siger justitsministeren, at Anders Nørgaard i 1982-83 - som agent i SAP - deltog i aktiteter i relation til SAP, der "havde forbindelse med Sydafrika-komiteen".
Søren Søndergaard siger, at PET's oplysninger er usande. Han afviser, at SAP, som han på daværende tidspunkt var medlem af, havde forbindelse med Sydafrika-komiteen.
"Det er en konstrueret forklaring. Jeg opfatter svaret som et helt klart forsøg på at inddæmme sagen: Nu kan man ikke løbe fra det med SAP - og så forsøger man at begrænse sagen til det," siger han.
Tema side 4

'Sikkerhed om danske forbehold'
*Enhedslistens ændringsforslag til den danske tiltrædelseslov til Amsterdam-traktaten blev torsdag under andenbehandlingen forkastet med stort flertal i Folketinget. Kun Dansk Folkeparti og SF's nej-sigere støttede de to ændringsforslag, der skulle præsicere de danske forbehold på forsvarsområdet og en indarbejdelse af Højesterets nylige dom i Grundlovssagen. Udenrigsminister Niels Helveg Petersen (R) betegnede forslagene som overflødige med henvisning til, at der ikke er usikkerhed om de danske forbehold.

Eidesgaard førte genial valgkamp
*Det socialdemokratiske færøske folketingsmedlem Joannes Eidesgaard ser ud til efter lagtingsvalget torsdag at få en central rolle, når der skal dannes et nyt landsstyre på Færøerne efter valget. Vagn Wåhlin, lektor på Center for Nordatlantiske Studier ved Aarhus Universtiet, vurderer på basis af valgkampen og den seneste vælgerundersøgelse, at Joannes Eidesgaard kan blive forhandlingsleder.
"Eidesgaard har haft en næsten genial valgkamp, hvor han har formået både at blæse og have mel i munden. Han lagde ud med at kræve mere selvstyre og dermed opsamle de nationalt utilfredse. Dernæst sørgede han i valgkammpens slutning for ikke at miste de gamle kernevælgere, der ikke ønsker den totale løsrivelse ved at berolige dem," siger Vagn Wåhlin, der tror, at Eidesgaards Socialdemokrati får mere end de godt 20 procent som den seneste meningsmåling viste.
Ved redaktionens afslutning var stemmerne fra det færøske valg endnu ikke talt op.

Lisbeth Knudsen: Ny chef i DR
*Dagbladet Aktuelts chefredaktør og administrerende direktør, Lisbeth Knudsen, bliver den nye nyhedsdirektør i Danmarks Radio. Hun bliver den øverste leder for radio- og tv-aviserne, der samles i DR's nye nyhedshus, som skal opføres bag det gamle radiohus på Rosenørns alle' i København. Lisbeth Knudsen fortsætter på Aktuelt indtil den 1. august. Hvem der derefter overtager posten vides endnu ikke.

1. maj
*København:
Socialistisk 1. maj "Stem nej til Amsterdamtraktaten" Blågårds Plads kl. 11.00-13.00.
1. maj i Fælledparken kl. 13.00, hvor LO-formand Hans Jensen og socialminister Karen Jespersen taler.
*Århus:
Botanisk Have kl. 13.00 - "Nej i maj" Tangkrogen kl. 14.00 - Miljøminister Svend Auken taler.
*Odense:
Ansgar Hallen kl 13.00 - Statsminister Poul Nyrup Rasmussen taler.
*Aalborg:
Kildeparken kl.14.00 - HK-formand John Dahl taler.

Kina kræver sanktioner ophævet
* Kina opfordrede torsdag USA til at ophæve alle resterende sanktioner mod Kina. Sanktionerne blev indført efter massakren i 1989 på Tiananmen Square. Sanktionerne "bidrager ikke til yderligere udvikling i det økonomiske samarbejde og samhandlen mellem USA og Kina," sagde talsmand Tang Guoqiang fra det kinesiske udenrigsministerium. Tidligere på dagen sagde den amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright under sit besøg i Kina, at "USA vil overveje at lette flere af de sanktioner mod Kina, hvis Kina handler på spørgsmål, der bekymrer USA og gør fremskridt."
Men Kina mener, at "den amerikanske regering bør ophæve alle sanktioner på en gang." "De resterende sanktioner har ingen reel betydning, men de hænger ikke sammen med det udviklede og forbedrede bilaterale forhold mellem Kina og USA," sagde Tang. USA og flere andre lande indførte sanktionerne mod Kina, efter at den kinesiske regering brutalt nedkæmpede studenterdemonstrationen i 1988, hvor studenterne demonstrerede for et demokratisk styre i Kina. Flere hundrede mennesker blev dræbt.
"Vores parti og regering har allerede forholdt os til emnet, sagde Tang og tilsluttede sig dermed den kinesiske ministerpræsident, Zhu Rongjis politiske linje om, at fortiden ikke skal undersøges.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu