Læsetid: 7 min.

Nyhedsoverblik

19. maj 1998

Kontaktgruppe 'belønner' Serbien
*Den såkaldte Kontaktgruppe for det tidligere Jugoslavien har besluttet at belønne regeringen i Beograd for at have indledt en dialog med det etnisk albanske flertal i den urohærgede Kosovo-provins. Derfor dropper gruppen en trussel om at stoppe nye investeringer i Serbien, oplyste franske diplomater mandag. Kilderne sagde, at den seks nationer store Kontaktgruppe havde taget beslutningen efter forhandlingerne i sidste uge mellem den jugoslaviske præsident, Slobodan Milosevic, og den Kosovo-albanske leder Ibrahim Rugova. Fredag i sidste uge holdt Milosevic og Rugova de første møder siden krisen i Kosovo eskalerede i februar.

Microsoft bliver trukket i retten
*Det amerikanske justitsministerium anlægger sag mod computer-giganten Microsoft for unfair konkurrence, oplyste justitsminister Janet Reno mandag. Reno sagde, at Microsoft har ført en konkurrencestridig og udelukkelsespraksis i et forsøg på at fastholde og udvide sit monopol på markedet for styresystemer til computere. Microsoft er ved at lancere 1998-versionen af Windows-styresystemet, hvori Internet-søgeprogrammet Internet Explorer indgår som en integreret del. Kritikerne mener, at Microsoft derved på urimelig vis forsøger at tvinge især Netscape - et andet populært Internet-søgeprogram - ud af markedet.

Lærerforening afblæser blokade
*Danmarks Lærerforening har suspenderet sin blokade af stillinger ved Grønlands skolevæsen frem til 1. oktober, og dermed er der sat et foreløbigt punktum for striden mellem lærerforeningen og det grøndlandske hjemmestyre. Lærerforeningen har krævet bedre løn- og arbejdsforhold for lærerne, der p.t. har en begyndelsesløn på 12.800 kr. og lønmæssigt ligger langt efter sygeplejersker.
Der er i alt omkring 1000 lærerstillinger i det grønlandske skolevæsen, og heraf er knap halvdelen besat med danske lærere. På grund af konflikten var der udsigt til en mangel på omkring 300 lærere efter sommerferien.

Splittelse om fredsaftale
*Nordirlands protestanter står splittet i holdningen til den fredsaftale, som nordirerne skal stemme om 22. maj. Det viser en meningsmåling, som blev offentliggjort mandag i avisen Daily Telegraph.
Omkring 61 procent af indbyggerne i Nordirland agter at stemme ja til fredsaftalen, som blev forhandlet på plads i april. 16 procent af de personer, som blev spurgt af Gallup, sagde, at de ville stemme nej til aftalen. Meningsmålingen fandt videre, at 89 procent af de nordirske katolikker vil stemme for aftalen, mens det tilsvarende tal blandt protestanter kun er 43 procent. Aftalen kommer til folkeafstemning både i Nordirland og Irland.

EU vil ikke blande sig i arbejdskamp
*Et forslag om at give EU-Kommissionen mulighed for at gribe ind, hvis en arbejdskamp hindrer varernes frie bevægelighed på EU's indre marked, er endelig taget af bordet. På et møde i Bruxelles mandag blev EU's ministre for det indre marked i stedet enige om at fremrykke en gensidig udveksling af oplysninger, hvis varer fra nogen EU-lande ulovligt bliver blokeret i et andet.
"Der er alene tale om at sikre, at det, som man i forvejen kan, skal man også kunne gøre effektivt," sagde erhvervsminister Pia Gjellerup (S) efter mødet i Bruxelles til Ritzaus Bureau.

Dårlig kost giver lange ventelister
*Underernæring af patienter i særlige risikogrupper koster hvert år så mange ekstra sengedage, at det på landsbasis svarer til, at 60.000 flere patienter kunne komme igennem systemet uden én ekstra krone på hospitalsbudgetterne.
Det oplyser formand for Dansk Selskab for Klinisk Ernæring, afdelingslæge, dr. med. Jens Kondrup, Rigshospitalet, til Politiken mandag.
En ny undersøgelse viser, at kun 20 procent af de adspurgte sygeplejersker og læger vurderer ernæringstilstanden og kostindtagelsen blandt de indlagte patienter
rutinemæssigt.

Lebeds comeback giver uro i Moskva
*General Aleksandr Lebed vandt valget om guvernørposten i den vidtstrakte Krasnojarsk-region i Sibirien, meddelte den centrale valgkommission søndag aften.
Lebeds sejr fik chefen for det russiske Kommunistparti, Gennadij Sjuganov, til mandag morgen at sige, at sejren var "en ulykke" for landet.
Han sagde, at valget, hvis officielle resultat først kommer i løbet af ugen, stærkt mindede om Jeltsins vej til magten i slutningen af 1980'erne, hvor han red på en bølge af utilfredshed med den daværende leder Mikhail Gorbatjov.

FDB-ansatte kræver omvalg
*Efter mistanken om, at der er blevet svindlet ved valget af medarbejderrepræsentanter til FDB's bestyrelse og regionalbestyrelser, opfordrer Fællesudvalget for FDB-ansatte til, at valget går om. Fællesudvalget, der repræsenterer 17.000 medarbejdere, har sendt indstillingen om omvalg til valgudvalget i FDB.
Det har bl.a. vakt forundring, at en varehuschef med 300 medlemmer i ryggen, har slået formanden for FDB's 20.000 HK-medlemmer, Ulla Verholt, i kampen om en bestyrelsespost.

Arbejdsminister afviser kritik
*Arbejdsgiverne skyder langt over målet i deres frygt for at administrere de arbejdsgiver-betalte omsorgsdage og feriefridage. Det siger arbejdsminister Ove Hygum (S) til Ritzaus Bureau.
"Lønmodtagere på det offentlige arbejdsmarked i stat og kommune har i årevis haft adgang til omsorgsdage, og ordningen administreres helt uden registre og kontrol. Samme model vil også kunne fungere på det private arbejdsmarked," mener arbejdsministeren.
Arbejdsminister Ove Hygums udtalelse kommer, efter at flere arbejdsgivere mandag gav udtryk for, at resultatet af regeringens lov om overenskomster for en halv million lønmodtagere er svær at administrere.

Anklager dropper livristssag
*På grund af manglende beviser har anklagemyndigheden opgivet at rejse tiltale mod den tidligere livrist i kongehuset. Livristen, der var ansat hos prins Joachim og prinsesse Alexandra, var sigtet for mandatsvig, tyveri og bedrageri for ca. en halv million kroner over for kongehuset. Justitsministeriet har efter drøftelser med hoffet meddelt, at en indenretlig afhøring af prinseparret ikke vil komme på tale.
"På den baggrund er det anklagemyndighedens vurdering, at det ikke vil være muligt at føre det fornødne bevis til domfældelse i sagen," siger politimester Søren Sørensen. Livristens advokat, Merethe Stagetorn, sagde i går, at man nu overvejer, om man vil rejse en erstatningssag.

Læger anbefaler store sygehuse
*Dansk Medicinsk Selskab anbefaler helt i tråd med Sundhedsstyrelsen, at sygehusenes specialer samles i større enheder, og at de små sygehuse til gengæld nedlægges i den form, de har i dag.
"Der er ingen tvivl om, at det vil øge kvaliteten," sagde formanden for Dansk Medicinsk Selskab, Jørn Nerup, i forbindelse med selskabets bud på sygehusvæsnets fremtid, der blev præsenteret i form af en rapport mandag i København. Dansk Medicinsk Selskab der er paraplyorganisation for samtlige 42 specialer og grenspecialer på de danske sygehus mener ikke, at der er lægefaglig begrundelse for at opretholde akutfunktioner på de små sygehuse. Tværtimod er der ifølge de lægefaglige eksperter al mulig grund til at samle de døgnåbne modtagninger på færre sygehuse for at sikre en "kompromisløs behandling", som formanden for Dansk Kirurgisk Selskab, Ole Hart Hansen, udtrykte det.

Cambodjas opposition boykotter valg
*Den største sammenslutning af oppositionspartier i Cambodja meddelte mandag, at den vil boykotte valget til parlamentet den 26. juli, fordi det ikke vil blive et frit og retfærdigt valg. Den Nationale Forenede Front (NUF), der ledes af den afsatte førsteministerpræsident, prins Norodom Ranariddh, meddelte, at den vil boykotte valget, "hvis det bliver afholdt som planlagt 26. juli". "Medlemmer i NUF er enedes om ikke at deltage i valget før betingelserne er blevet imødekommet og en senere valgdato, der giver tid nok for alle partier til at kunne konkurrere retfærdigt, er blevet fastsat," hed det i erklæringen.

Suharto-støtte bakker studenter op
*Indonesiske studenter, der opfordrede præsident Suharta til at træde tilbage, gik mandag i tusindvis ind i parlamentsbygningen i Jakarta og overtog udvalgsrummene og krævede handling. Samtidig opfordrede en tidligere Suharto-støtte, parlamentets formand Harmoko, præsidenten til at træde tilbage. Mange af de demonstrende studenter holdt sid-ned møder foran parlamentet, mens andre gik ind i udvalgsværelser og holdt debatter om den 76-åriges præsidents fremtid.

Efteruddannelse bliver ikke udnyttet
*Der foregår et kæmpemæssigt ressourcespild på det danske efteruddannelsesmarked.
Når virksomheder sender ansatte på efteruddannelse, sker der ofte det, at medarbejderen ikke får muligheder for at udnytte sine nyerhvervede færdigheder, når han/hun vender tilbage fra kurset.
"Det er ikke blot et stort samfundsøkonomisk tab, men det er meget demotiverende for den enkelte person," sagde vicedirektør Villy Hovard Pedersen fra Arbejdsmarkedsstyrelsen mandag på et presseseminar.
Han mener især, at det er samarbejdet og kommunikationen mellem de små og mellemstore virksomheder og uddannelsesstederne, der ikke er god nok. Hvis ikke efteruddannelsessystemet bliver mere effektivt, forudser han, at antallet af marginaliserede eller udstødte i forhold til arbejdsmarkedet vil vokse.

Politiet fik ikke lov at slås
*Demonstranterne holdt politiet i kort snor, da omkring 400 cyklister sidst på dagen mandag demonstrerede i København i anledning af femårsdagen for 18. maj-urolighederne i 1993 og den kommende folkeafsstemning om Amsterdam-traktaten 28. maj.
"I den sidste uge har Københavns Politi holdt Nørrebro under belejring i en overvældende macho-demonstration af deres nye kampudstyr. Men desværre.... De får ikke lov at slås. Den 18. maj afholder aktionsgruppen 'Snobrød mod unionen' bålfest i Folkets Park, hvor der bl.a. vil blive bagt snobrød," hed det på en løbeseddel.
Forrest i cyklistdemonstrationen kørte ungdomsgruppen Rebel med med det bløde slogan "For miljøets skyld - Stem nej". To McDonald's-restauranter blev passeret på ruten, uden at der fløj så meget som en pose rød maling, og da demonstrationen opløstes i god ro og orden klokken 19 på Blågårds Plads, var de alvorligste lovovertrædelser, Informations udsendte havde observeret, to af Det Radikale Venstres Ja-plakater, der med en lommekniv var skåret ned fra en lygtepæl på Dronning Louises Bro, og et par bycykler, der var taget med uden for den reglementerede bycykelzone inden for Søerne. ni.

Redigeret af Manja Sørensen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her