Læsetid: 5 min.

Ondskab og toastbrød - konflikten set i bakspejlet

9. maj 1998

DAGEN DERPÅ
Det gik for alvor op for mig, at vi var på kanten af et socialt og menneskeligt sammenbrud, da jeg fik udleveret en Albani på en mexicansk restaurant i Esbjerg i søndags, selv om jeg bestilte en Hof. Den smagte godt nok udmærket, men det var ikke det, der var sagen. Det var tendensen.
Folk skød sig i begge fødder, som Helveg Petersen sagde for et par dage siden i en helt anden sammenhæng.
Der var heller ingen servering i toget hele vejen. Min rejseledsagerske havde ganske vist både madpakke og kornkaffe og appelsiner med, Hun er også så anderledes. Gammel Christianit eller noget i den retning, men det var kun en ringe trøst, når hele den situation, man befandt sig i, var vidnesbyrd om en skyggeside af den danske folkesjæl, som jeg ikke kan finde andre ord for end slet og ret nedrig ondskab. En hæslig maske, som viser sit selvglade, grinende fjæs, hver gang dagliglivets trummerum bliver brudt af bare den mindste lille trussel mod sin privilegerede, ærkedanske kuvøsetilstand. Den nedrige danskers maske. Hr. og fru Hans Ole Olsen-Hansen, der skubber andre til side, hæmningsløst rager til sig og uden blusel lader deres griske ego styre savlende lukt mod køledisken.

Gær og flødekager
Landet stod i våde, og folk skulle have haft tørt på. De teede sig helt uterligt, gjorde de. De hamstrede, harcelerede og brugte albuer. Det værste kom op i dem.
Man hørte om folk, der både hamstrede gær og flødekager og slog hinanden for panden i Superbrugsen. En familie blev set med to børn og en zinkbalje fuld af benzin på bagsædet.
En pakke tyskproduceret øllebrødssurrogat blev set som eneste tilbageværende vareudbud på adskillige kvadratmeter brødudsalgshylder. Hvad gi'r De mig? Det billede burde have været med i Johannes Åbenbaring.
Enden var nær, og det stod for alvor klart, at der kun var ganske svage antydninger af menneskeværd at basere hå-bet om en fremtid på.
Jeg hørte ganske vist om pæne folk med ind til flere børn, som købte betydeligt mindre ind, end de plejede, for at folk ikke skulle tro, at de hamstrede, når de kom rullende med den overfyldte indkøbsvogn, som de jo sådan set var i deres gode ret til. Det var forresten min nabo, men hun er nu også alt for venlig af sig. Man kommer ingen vegne med den slags blødsøden skelen til sine omgivelser i dag.

Folk i almindelighed
Hvad min sekretær angik, så havde hun ladet helt være med at købe ind, den dag hvor hamstringen var værst, fordi hun ikke ville være med
til den slags, men hun er også opvokset på det økologiske kollektiv Svanholm og i sagens natur lidt af en romantisk drømmer.
I al almindelighed var folk no'en skarn.
Min overbo lod godt nok den ene af de to sidste bakker kalvekød stå i frysedisken til en anden, men hun er nu også så helt usædvanlig naivt godmodig.
Ellers var folk nogle sataner. Min eks-kone havde for øvrigt slet ikke fået købt ind i tirsdags, men det var også fordi hun er sådan en elendig planlægger og ikke kan koncentrere sig om en skid.
Det var rent og skært held, at hun blev inviteret på aftensmad af sin husvært den aften.

Almindelige folk var onde.
Jeg mødte ganske vist ikke nogen personligt. Ja, det skulle da lige være to gode veninder, som begge to ringede og spurgte, om de skulle købe lidt ekstra med til mig, da de alligevel var i byen sidste lørdag. Vel sagde jeg ja, men det var dem, der ringede. Det var ikke noget, jeg havde noget med at gøre. Ret skal være ret: Det var en menneskelig kvalitet af dem at spørge, og det var naturligvis den, jeg reagerede på, ikke skyggesiden. En omsiggribende uansvarlighed. De tænkte ganske enkelt ikke over, hvad de gjorde.
Måske er det hårde ord, men jeg sætter pris på at sige tingene lige ud, når jeg ikke har anden udvej: Disse kvinders handling var tegn på et ubehageligt moralsk fordærv. Usædeligt og uskikkeligt var det.
Jeg vil nu ikke slå hånden af dem, for jeg vil ikke være den, der berøver dem den sidste chance for at blive indført i bare en smule kollegial solidaritet og æresfølelse. I øvrigt fik jeg noget udmærket toastbrød, som onde folk havde forhindret mig i at få siden forrige torsdag.

Kaffe og blødt fladbrød
Nu skal man jo feje først for egen barm og ikke gøre en nødvendighed af dyden, men jeg har ikke noget at skjule nu, hvor prøvelsernes tid er forbi.
Jeg har da godt nok købt en pakke fladbrød mere end jeg behøver, men hvem fa'en gider også æde fladbrød? Det er ikke engang til at få ned, når man bløder det op i kaffe.
Jeg fik heldigvis fingre i en stor bøtte pulverkaffe i en kiosk hos en andengenerationsdansker i mandags. Det er der jo ingen mennesker, der kan leve uden. Den er nu ikke så god. Jeg plejer at drikke Nescafe Guld, men der havde de smålige, selvgode hamstergemytter også været.
Danskerne er et nedrigt folk. Sandemose om og om igen. Du skal ikke tro, du er noget, og du skal fanden fiseme heller ikke tro, du får noget. Slet ikke fuldkornsrugbrød.
Selv har jeg ikke købt andet end det sædvanlige. Ja, og så selvfølgelig de franske boller, de økologiske æg, bagekartoflerne, Marie-kiksene, avocadoerne og de tre liter økologisk letmælk i fryseren, men det havde jeg aldrig gjort, hvis ikke folk havde været så onde, selvgode og
nedrige, som de er.

*Danske kunstnere har under konflikten skrevet strejkedagbog i Information. Bent Vinn Nielsen lagde ud den 28. april, derefter fulgte Lotte Tarp den 29. og Malene Vilstrup den 30. Den 1. maj skrev Peter Bay, den 2. Vagn Lundbye, den 4. Ib Makwarth, den 5. Jytte Borberg, den 6. Thomas Winding og i går den 7. var det Tomas Lagermand. Dagens skribent Rune T. Kidde er forfatter. Samtidig er der i sagens natur sat punktum for rækken af strejkedagbøger

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her