Læsetid: 5 min.

Ondt blod mellem folket og toppen

28. maj 1998

Jo flere folke-afstemninger jo mere ondt blod, når retten til at sige nej er en by i Rusland

KOMMENTAR
Anker Jørgensen skriver i sin erindringsbog, hvor han bevæger sig omkring EF og 1971, at han "blev mere og mere klar over, at spørgsmålet var så stort og danskernes engagement så følsomt, at hvis ikke de selv fik lov at bestemme ved en folkeafstemning, ville det nok skabe ondt blod mellem folk og politikere."
Der er ikke meget, der tyder på, at folkeafstemningerne har skabt andet end ondt blod mellem dele af folket og dele af politikerne.
Og intet, der tyder på, at det vil blive anderledes i en overskuelig fremtid.
De toneangivende politikere i regering og opposition har givet folket en mulighed for at stemme nej og en vejledning om, at et nej vil skabe en umulig situation for Danmarks deltagelse i EU-samarbejdet.
Det har de objektivt set ret i, men det betyder, at det er en snyde-afstemning, som vi er blevet pålagt af en utidsvarende Grundlov.
Den 28. maj er det 45 år siden, at danskerne stemte ja til den Grundlov, der trådte i kraft få dage senere. Valgrets-alderen var 25 år, hvilket i praksis betyder, at den Grundlov, som tvinger os til stemmeboksene i dag, er vedtaget af folk mellem 70 og 135 år.

Frie hænder
Det er en Grundlov, der ikke nødvendigvis gir folk mulighed for at stemme om de vigtige spørgsmål i europæisk politik. Om mere eller mindre Union. Om store eller små skridt mod en europæisk forbundsstat.
Grundloven byder os at stemme om suverænitetsafgivelse. Der er tre paragraffer ud af flere hundrede, der tvinger sagen til afstemning. I praksis vil man kunne overføre bestemmelsesretten fra EU's Ministerråd til Europa-Parlamentet på de eksisterende samarbejdsområder, uden at det vil være en suverænitetsafgivelse. Man kunne tage de allerstørste skridt mod Europas Forenede Stateer, uden at det i Grundlovens forstand fører til en folkeafstemning. Mens man samtidig kan forestille sig, at en enkelt ændring af Rom-traktatens artikel 113 fører til folkeafstemning, selv om den er ubetydelig.
Hvis man i f.eks. artikel 113 vil udvide fællesskabets beføjelser fra at gælde varer til også at gælde forsikringsaftaler, så trækker justitsministeriets kronjurister i nødbremsen og påberåber sig en Grundlovs-procedure.

Ondt blod
Men selvfølgelig må det gå modsat ærlige Ankers forsøg på en forudsigelse. Det giver ondt blod, at der skal stemmes om nogle af de skæve skridt på integrationens vej, men ikke nødvendigvis om de store. Det giver ondt blod, at der ikke kan stemmes nej.
Da det alligevel skete i 1992 kom der en om-afstemning. Denne gang formentlig den ærlige afstemning, om danskerne ønsker at være eller ikke være med i Den europæiske Union.
Den umulige folke-afstemning om besværlige traktat-tekster, der kun er rammer til udfyldelse, giver også debatten med overdrivelser, underdrivelser, agitatoriske vildskud og aktiv vildledning.
Det er ubehageligt at være observatør. Også fordi man savner det journalistiske redskab, der skal til for at korrigere åbenlyst fejlagtige udsagn. I de elektroniske medier kan man den slags vrøvl passere ved at lade ja-side og nej-side råbe kanin eller vildmand efter hinanden. Holde mikrofon for den ene side og så for den anden side. Tilstræbte forsøg på fairness, men ikke et konsekvent bidrag til at søge mod de sandheder og objektive ting, der kan siges om traktaten.

Ret og vrang
Der er også i denne sag noget, der er rigtigt og noget, der er forkert. Det er desværre umuligt at finde en overdommer, der kan uddele gule eller røde kort og luge de groveste vildskud ud.
Men der er f.eks. udkommet seriøse bøger, der afslører hvor groft agitationen overdrives på begge sider. Den bedste er Europabevægelsens udgivelse med Nikolaj Petersen og Finn Laursens kommentarer og perspektiver.
De kan forklare, at grænsekontrollen i princippet flyttes fra de indre grænser mellem medlemslandene til Unionens grænser mod den øvrige verden.
De kan forklare, at der er mere integration i dybden (læs: mere union) og at der er nye regeringskonferencer på vej, muligvis med mere af den slags, men ihvertfald et pres for at få det.
De kan også forklare, at parlamentet både får flere beføjelser og reelt den mer-beføjelse som gør, at parlamentet i medbestemmelses-sagerne nu reelt er ligestillet med parlamentet.
Man kan kalde den slags en udvidelse af mulighederne for parlamentarisk kontrol, men ikke bestride, at det er væsentlige føderale skridt.
Man kan som EU-Kommissionen gør det i sin pjece hævde, at stats- og regeringscheferne med den nye traktat har gjort alt, hvad der kan gøres for at bekæmpe international kriminalitet.
Både formelt og reelt har man givet Europol-folkene en mulighed for at oprette et rejsehold, men sagt at de ikke må købe en kutter de første fem år.

Værst og bedst
Det væreste ved EU, er når man ser Kommissionen tage unionsborgernes penge for at udgive skønmalerier og forkromede pjecer, der fortæller de samme borgere, hvorfor de skal elske Unionen.
Det bedste ved EU, er når man hører dele af unionsmodstanden udlægge "fredens projekt" så skævt, at man tror, den næste traktat uvilkårligt fremkalder den næste krig i Europa.
Unionsmodstandernes agitatoriske overdrivelser og fejlfortolkninger er så mangfoldige og indlysende, at læserne kender dem.
Bekymringen går mest på, at det officielle Danmark, regeringen og de ledende politikere på ja-siden må argumentere langt mere redeligt, langt mere forsigtigt, langt mere med åbne spørgsmål og langt mindre med med glorværdige facit.

Utroværdige
Det er svækket troværdighed a la "den stendøde union" og efterfølgende varianter, som gør ja-siden svagere end den formentlig kunne være.
Hvis man ikke bringer EU-debatten tilbage til det helt afslappede, hvor begge parter erkender, at glasset enten er halvt fyldt eller halvt tomt, så fortsætter det onde blod.
Og hvis medierne, så massivt som tilfældet har været, markerer sig for et ja, fordi de kloge siger ja, så bliver der på længere sigt også endnu mere ondt blod mellem folk og medier.
Fra Danmarks Radios helt egen verden: DR's generaldirektør går ind for værtsbaserede programmer, hvor de ansatte også kan sige deres mening. Som når Niels Højlund i en DR-TV afslutningsdebat fusende siger til en deltager, nu er du jo modstander, og jeg er tilhænger, hvordan kan du i det hele taget...
Kan man forestille sig, at programfriheden går der, hvor Ole Thisted slutter partileder-debatten med at sige, at nu har vi hørt de fleste anbefale et ja, men han er stadig imod og Mogens Rubinstein slutte det næste erhvervsmagasin med en gennemgang af møntunionen og en afsluttende bemærkning om, at selv om mange kan se en fordel, så er han glad for at vi endnu ikke er med.
Eliten, det etablerede og ja-siden præger debatten.
Men en ja-sejr, som kan bære dansk deltagelse i de kommende år, må nødvendigvis være præget af åbenhed, gennemsigtighed, ærlig tvivl og både for-og-imod.
For desværre havde Anker Jørgensen ikke ret i, at man må have folkeafstemninger for at undgå det onde blod. Tværtimod, jo flere folkeafstemninger, jo mere ondt blod, når retten til at sige nej er en by i Rusland.

*Poul Smidt, journalist, cand. jur. er Radioavisens Bruxelles-korrespondent og erklæret neutral

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu