Læsetid: 5 min.

Et overbelastet hjerte

29. maj 1998

Der er gået over tyve år, siden jeg sidst læste Goethes Werther. I mellemtiden har jeg tit hørt ekkoer af den i danske og udenlandske bøger. Dens kompromisløse lidenskab, dens stejle kritik af borgerlig velanstændighed og bornerthed, dens henførte hymner til al-naturen, men først og fremmest dens frigjorte stil, har sat sig talrige litterære spor fra Ingemann til Frank Jæger og længere endnu.
Gensynet virker derfor som mødet med et menneske, man før kun har hørt omtalt, eller som at høre et dejligt stykke musik spillet teknisk ultraperfekt - og med total indlevelse. Jeg nyder i fulde drag konfrontationen med bogens overfølsomme fortæller, stemmen, hvis voldsomhed fungerer som pant på ægtheden og den personlige nødvendighed i dette ungdomsværk fra Sturm und Drang-perioden, skrevet på nogle uger i februar og marts 1774, udsendt anonymt samme år og siden tiljublet og udskældt, flittigt citeret og censureret, samt editeret og kommenteret af dén type pedantiske ånder, unge Werther håner i sin korrespondance.
Helten sendes i embeds medfør til det fiktive Wahlheim og stifter på sine vandringer bekendtskab med den smukke, indladende natur og med jævne, landlige individer. Han tegner, drømmer, fantaserer, mærker hjertet banke - og finder sin kærlighedsevne i mødet med en smuk og naturlig pige, Charlotte eller Lotte, der imidlertid er forlovet med den gennem-sympatiske (og en lille bitte smule kedsommelige!) Albert. Werther drager bort, forsøger at glemme forelskelsen, men vender tilbage, ulykkelig, formørket i sit sind. Lotte og Albert er nu blevet gift. Ikke desto mindre genoptager Werther sine visitter, sammenbidt og nederlagsbevidst som en Roland før Roncevalles. Tragiske højder når bogen, da helten under påskud af 'en forestående rejse' sender sin tjener hen for at låne Alberts pistoler. Lotte udleverer dem, ramt som af et tordenslag. Hun vakler, går langsomt hen til væggen, tager skælvende våbnene ned.
Samme nat falder skuddet, og næste morgen finder lægen den ulykkelige "liggende redningsløs paa gulvet, pulsen slog, alle lemmer var lammede. Han havde skudt sig gennem hovedet over det højre øje, hjernen var flydt ud," som den fiktive udgiver så smagfuldt fortæller.

Til grund for værket ligger virkelige hændelser, som man dog på ingen måde behøver som nøgler til teksten. Goethe havde i sommeren 1772 i Wetzlar forelsket sig heftigt i Charlotte Buff, der dog uheldigvis var forlovet med en hr. Kestner og derfor forstod at holde den unge jurist og digterspire i kort snor.
Samme år i oktober indtraf samme sted et meget omtalt selvmord, da en ung diplomat, Carl Wilhelm Jerusalem, skød sig med Kestners pistol, dels af ulykkelig kærlighed til en gift kvinde, dels på grund af en ydmygelse i det højere selskabsliv.
Dette og andet stof transformerer Goethe i sin fortælling, der som brevroman betragtet er nybrydende og modig derved, at Werthers fiktions-adressat, vennen og kollegaen Wilhelm, kun yderst indirekte kommer til orde.
Tekstens jeg overskygger såvel dens du som dens det, hver sætning præges og fyldes af denne uhæmmet følelsessvulmende fortæller, hvis frihedsstræbende subjektivitet brænder så rent igennem. Han påkalder ikke kun Wilhelm, men også Gud, læseren, Lotte. Han udbryder O! og Ak!, når hjertet tager magten fra hjernen. Han afbryder ideligt sig selv, farer ud ad smalle tangenter, trækker sig så elegant tilbage og gentager, hvad han lige har sagt, og flyder så atter ud i selvforglemmende lyriske strømme.
Typisk for bogen og tiden er også Werthers ofte fremsatte påstand, at naturens eller Lottes skønhed egentlig unddrager sig beskrivelse. Ordet kommer ustandselig til kort, skriften kan kun afmægtigt række ud efter sin genstand. Trods brevenes livfulde, dybt personlige skrift forbliver det sagte matte henvisninger til noget principielt uudsigeligt:
"Hvad jeg her fortæller dig, er ikke overdrevet, ikke formildet, nej jeg vil snarere sige, at jeg har fortalt svagt, meget svagt, og i virkeligheden forgrovet det, eftersom jeg har brugt vore traditionelle, velanstændige ord."

I nyhederne for denne uge har man fra USA berettet om en potensfremmende pille, som bl.a. anbefales af tidl. vicepræsident Bob Dole, hvis hustru da også til pressen har udtalt, at "pillen er helt fantastisk." Dog, lykke og lidelse følges ad: Inden for de seneste måneder er mindst seks amerikanske mænd omkommet med pillen i kroppen, sikkert under udøvelse af seksuel aktivitet, der, som et herværende dagblad forklarer, forøger belastningen af hjertet.
Ak! hvor langt er der ikke fra Werthers overbelastede hjerte og ideologiske selvmord til disse tiders reduktive opfattelse af menneskets kærlighedsevne og dens måder at ytre sig på!
Ganske vist opnår Werther, fysisk set, aldrig andet og mere fra Lottes side end smægtende blikke og æggende håndspålæggelser og en enkelt lussing i leg, plus de, som der står, "halvt vanvittige kys", som han i afskedsscenen vildt trykker mod hendes "skælvende, hviskende læber", alt mens hun råber: "Werther!", "Werther!" og med svag hånd skyder ham fra sig - men Goethes tekst er alligevel gennemført hyper-erotisk i sit spil med læsernes længsler og i kraft af stilens hengivelse til det anede skønnes rene lyst.

"Lær hellere gotisk end goethesk," formanede forfatterens samtidige, naturforskeren Lichtenberg i en aforisme. Men tidens tyske og europæiske forfattere hørte ikke hans advarsel. Tværtimod, de berusede sig i værkets rytmisk suggestive prosa, og spejlede sig i dens lidende helt: Det udsatte, splittede individ, hvis skæbne jo besegles af selve tilværelsens paradoks. Alt hvad der løfter Werther mod lykken - hans poetisk opladte fantasi, hans iltert bankende hjerte, hans elskedes ædle indlevelse - styrter ham også ned i mørke. De kvaliteter, der udmærker ham: indfølingsevnen, frihedstrangen, en høj agtelse for det humane, og en titanisk himmeldrift - alt dét gør ham samtidig til en arme udstødt person, uskikket til dette liv.
"Skulle det da være saadan, at det, der skaber menneskets lyksalighed, ogsaa bliver kilden til hans ulykke?" lader Goethe Werther spørge 18. august 1771. Senere skulle forfatteren se anderledes på sagen. I mellemtiden kom han nemlig en tur til Italien og skrev sine Romerske elegier, der også hører til blandt højdepunkterne i den erotiske litteratur. Det er en anden historie, som sidenhen kan fortælles her.

*'Die Leiden des jungen Werthers' blev første gang oversat til dansk af Simon Meisling i Goethes 'Udvalgte Skrifter', bd. 1, 1832. Senere har romanen opnået et forbavsende antal mere eller mindre vellykkede fordanskninger v. P. Strøm (1887); Anders W. Holm (1909); Kai Holberg (Goethes Værker, bd. 9, 1927); Johannes Weltzer (1927, nye udg. 1949 og 1963, også trykt i bd. 25 af Gyldendals Bibliotek, 1928-30); Alex Garff (1974). Smukkest og lettest at få fat på er dog Frank Jægers ovenfor citerede oversættelse fra 1972, revideret i 1974, senest udsendt i serien Søren Gyldendals Klassikere, 1995

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her