Læsetid: 12 min.

Pandekagen vokser

20. maj 1998

Mere integration, mere magt til regionerne lyder en Europavision fra professor Devetak i Slovenien. Rapport fra en rejse til Europas kant

INTERVIEW

Allo! Allo-ooh?..." Professorens stemme falder ud. Lige før han forsvinder, råber han fra enden af verden: "Ring på mit hjemmenummer! Riiing! Mobilen falder u..."
I gamle dage var jorden flad, ophængt i det bare ingenting. På min rejse gennem Europa fra vest mod øst fik jeg fornemmelsen af, at de havde ret de gamle, i hvert fald er Europa flad og slutter med et brat fald, på hvis anden side der er intet. Derude ligger Maribor, Slovenien, professorens hjemby.
"Centralen er ikke-eksisterende", insisterer en mekanisk stemme, da jeg prøver hjemmenummeret.
Billetkontoret i Paris sælger billetter fra Nordkap til Gibraltar, men ikke til Maribor. Ekspedienten kan ekspedere mig til nabobyen Graz i Østrig, men har ingen togtider i Slovenien. Mon der overhovedet er tog fra Graz til Maribor...?
"Slovenien? Er ikke i computeren". Sagen afgjort.
I Graz er søndagsnatten tropesort, Haubtbahnhof er lukket, køreplanen lokal. "Maribor?" Avissælgeren er indvandret og venlig, men overrumplet: "Nej Maribor - det har jeg dog aldrig hørt om".
"Magdeburg?" funderer en ung student på tysk, og indvier mig uvidende i et ekko af historiske grænsekrige. "Hmmmmm. Hvad med om du ta'r et tog ud til grænsestationen? Så må du se, om du kan komme videre", foreslår han.
Hvad ellers?
Grænsestation Spielfeld-Graß rummer helt nøjagtigt to jernbanespor og én bygning. Man stiger ud af Österricher Bundesbahns skinnende rød-hvide tog, går hen ad perronen og skifter til et skidengråt.
"Pas!" kræver en herre i storternet jakke.
Passet? Det har ikke været fremme siden ankomsten til Heathrow lufthavn ved London. Siden har jeg kørt 1.800 km mod syd og især øst under Kanalen og gennem Paris, Strassburg, München, Salzburg og Graz, krydset tre grænser - og fremme ved den fjerde i Spielfeld-Graß har jeg glemt alt om paskontrol.
Inde i toget vrimler det med pistoler og stempler på lænder og i hænder på politi og toldere. De vogter den unge nations nye symboler: Flaget, passet, formularerne. Så gasser chaufføren fra Slovenska Zeleznice motoren op og slipper bremsen. Med et brøl kaster toget sig frem, rykker sig løs fra Østrigs jord og kører ud af EU, ud i ...

Udenfor?" Professoren slår en skvalder op. "Vi har været tyrkiske, vi har været ungarnske, østrigske, tyske, italienske, serbiske, jugoslaviske. Hvadsomhelst!"
"Udenfor! Jeg tror, at de fleste slovenere vil mene, at vi altid har været inde i centrum," siger han med et skævt grin.
Hans sekretær, Martriya, har hentet mig ved stationen - også i Slovenien er det mode blandt unge kvinder med stumpede bluser, og også i Slovenien har unge kvinder smukke navler.
Men ellers er der ikke ligefremt kønt i Maribor. Byens horisont skydes ned af en serie sammensyede kornsiloer i østbeton, der synes at rage helt op over himlen, og pladsen foran stationen virker sådan lidt... bar. Blomsterkummerne er lidt for meget i mindretal.
Så er der selvfølgelig biler og gråspurve og cykler og busser og reklamesøjler lige som i enhver anden europæiske byer, og en kiosk der har klæbet et fast foodskilt på forsiden; anmasende er her ikke. Brutal er til gengæld monumentet på den anden side gaden, lige foran det grønne anlæg. Fortvivlede menneskekroppe og en skrigende hest er vredet sammen i en cirkel op af hvilken skyder lodrette stålsøjler, der i anden sals højde gennemborer en voldsom granitklump, ud af hvis rå facade et stenansigt er frempoleret. Slovenerne må holde meget af Boris Kidric, siden rædslen til hans ære har overlevet løsrivelsen fra Jugoslavien i 1991.
"Nu har vi en stor diskussion" siger Martriya i bilen på vej til universitetet, "om vi allerede skal opgive selvstændigheden og gå ind i EU". Hendes svar kommer lige så prompte: "Selvfølgelig skal vi. Muligheder!"

Bange for at blive overvældet af det internationale? Selv taler professor Devetak fem sprog, selv om det skal nødes ud af ham. "Nåeh ja", siger han. "Der er jo også italiensk". Altså i tilgift til slovensk, engelsk, tysk og serbo-kroatisk. Tre sprog er minimum for de fleste slovenere, alle unge taler engelsk. Han havde oven i købet glemt et...
"Min hjemstavn var italiensk, da jeg var barn. Når vi unger legede på gaden, foregik det på italiensk, slovensk og friuliansk".
- Friuliansk?
"Ja, ja - endnu en europæisk minoritet - omkring en million mennesker taler friuliansk som hovedsprog. Et smukt, smukt sprog; filminstruktøren Pier Paolo Pasolini skrev nogle meget bevægende digte på friuliansk, som var hans modersmål".
Velkommen til kerneeuropa. Altså ikke den kerne, der ligger i periferien, i Bruxelles, men kernen i en flere tusind år gammel historie om krig og krig, fordrivelser og civilisation.
For slovenerne bor i et af klodens gennemtrampede vejkryds. Enhver krigerisk stamme eller civilisation, som ekspanderede fra Lilleasien og Balkan (tyrkere, serbere) op langs Adriaterhavets frugtbare kyst skulle over Slovenien før de drejede mod vest mod norditaliens rige sletter langs Po-floden eller før de drejede mod øst for at komme rundt om Alpernes afslutning og videre mod mellemeuropas rige sletter langs Donau og Rhinlandet. Og omvendt (romere, italienere, østrigere, tyskere). Det samme gjaldt bevægelserne øst-vest: I Slovenien slutter den pannoniske slette, den sidste udløber af Europas gigantiske slette, hvis rige græsland gav frit løb for invaderende krigerstammer helt fra Ural-bjergene 2.500 km borte. Og omvendt gik østlig ekspansion siden Romerriget også over slovenerne.
"Vi har altid været en del af Europa, og vi har haft tæt samarbejde med Europa i mange år. Siden 1950'erne havde Jugoslavien åbne grænser, så slovenerne har kunnet rejse. Derfor var vi under Europas øst-vest deling stadig en del af den store kontinentale strøm af ideer og varer.
"Senere i 1970'erne skabte vi sammen med regioner i nabolandene Europas første transnationale regionale samarbejde i sammenslutningen AlpeAdria, som inkluderede regioner i Italien, Kroatien, Ungarn, Østrig, Bayern mm. - fra Alperne til Adriaterhavet
"For det tredje gik hovedparten af Jugoslaviens udenrigshandel gennem slovenske firmaer. Slovenien havde fra 1970'erne også en slags udenrigsministerium. Vi har længe hængt sammen med jer... Vi er ikke bange for jer", griner han.

Måske spejler han dermed de to millioner sloveneres følelse af at være ægte europæere. Mens vi andre, inde på pandekagen...
EF-Kommissionen besluttede i midten af 1980'erne at støtte et storstilet projekt under ledelse af den franske historieprofessor M. Duroselle: En 500 siders sammenskrivning af den europæiske historie, 10 fjernsynsudsendelser og nye skolebøger skulle udsendes samtidigt på alle EU's otte sprog. Ambitionen var lige så storslået som velkommen: At beskrive Europas historie fri for national chauvinisme, befriet fra nationalstatens myter, under fællestitlen En øvelse i forståelse.
Det blev en illustrativ øvelse i behovet for forståelse. Historiebogen beskrev Europa som EF-landene tilsat de øvrige skandinaviske lande, Østrig og Schweiz Eftersom det hævdede at være en europæisk Europa-historie, måtte alt udenfor altså være ikke-europæisk. Pinligheden var så meget desto større, fordi værket udkom i 1989-91 - netop da jerntæppet faldt, og det blev klart for enhver, at der var et Europa uden for Vesteuropa. EF afskar beskæmmet støtten til Duroselle. Nu er Slovenien en af de første kandidater til EU's udvidelse.
Hvad betød det for slovenerne at "komme ind i Europa" igen?
"Efter delingen af Europa tabte vi et sæt moralske værdier, som generationer og generationer af europæere tidligere er blevet undervist i. I stedet for at finde tilbage til disse, eller opbygge nogle nye, så er der i dag en stor tomhed i de tidligere østlande."
"En tomhed, der ikke kan fyldes af markedsøkonomi, af kapital, af at hæve arbejdsløsheden for at presse folk til ini-tiativ. Tomheden kan ikke udfyldes af flerpartisystem eller massiv nyrekruttering til kirkerne. Tomheden kan kun fyldes af at styrke de samme kulturelle værdier, der bar os frem til selvstændigheden - men som nu skal fungere i en helt ny sammenhæng, i en moderne sammenhæng."
"Problemet er blot, at Østeuropa har tabt det lag af intellektuelle, skribenter, præster, lærere, professorer, som udtrykte folks ånd, som udviklede fremtidshåb, som gav udtryk for fælles mål, som fødte nye ideer, fortolkede tilstanden og pegede på veje fremad."
"I dag eksisterer de ikke mere. Her i Slovenien var dette lag også i spidsen i kampen for selvstændighed, og lige som alle vi andre håbede de på en ny tilværelse med en højere moral, en stærkere kultur, udviklingen af slovensk identitet og så videre."
"Men efter selvstændigheden i 1991 kom et helt nyt lag ind i toppen af den politiske virkelighed. Små grupper skabte partier, der kæmpede for og om magten. Det betød, at den tænkning der tidligere stræbte efter at finde en fælles identitet brød sammen - nu gik bestræbelserne på at splitte, ellers kunne den ene gruppe jo ikke fremhæve sig for den anden, vel?"
"I denne strid, der omfatter hele det offentlige liv, mistede de intellektuelle øjeblikkeligt deres mål, deres orientering og røg helt ud i margen."
- Men de var vel også marginaliserede før...?
"Ja, men de forsøger at fastholde en vis indflydelse ved at involvere sig i politikken, ved at stræbe efter magten, efter pengene. Og i samme øjeblik intellektuelle gør det, så marginaliserer de sig selv. Man kan ikke være en uafhængig frittænkende person, når man deltager i kampen om magten, fordi man nødvendigvis må følge partilinjen, eller i det mindste gå på kompromis. Sådan er realpolitikkens regler. Så den tilbageværende gruppe er desperat og efterhånden mest optaget af at beskrive sin svindende betydning".
- Kan du så få øje på nogle visioner for det Europa, I nu officielt igen er blevet en del af?
"Udfordringen for Europa er klar: Det skal definere sig selv inden for to væsentlige kriterier. På den ene side skal det integrere sig så effektivt og så omfattende, at det bliver lige så stærkt som klodens andre politisk-økonomiske rum, især det asiatiske og det amerikanske."
"Men samtidig skal integrationen respektere traditionerne, de kulturelle og etniske identiteter, den lokale måde man organiserer og regerer sig - og ikke mindst respektere individet, det vil sige menneskerettigheder. Det skal ikke bare respektere, det skal styrke. Ellers taber Europa indadtil i styrke, hvad integrationen vinder det udadtil".

Professor Devetak er leder af Iscomed, et forskningsnetværk der undersøger, hvordan Europas kolossalt mange minoriteter kan trives i det fælleseuropæiske. Tilknytningen til Danmark sker gennem bl.a. Det Danske Kulturinstitut og Københavns Universitet - og organisationen har hovedkvarter i Sloveniens Århus: Med 200.000 indbyggere er Maribor landets næststørste by; på universitetets juridiske institut er Devetak leder af Institut for Folkeret, der huser Iscomeds sekretariat. Hvad er det for et Europa, der tegner sig for minoriteter, regioner og småstater?
"Realiteten i Europa er", fortsætter Devetak, "at det drives frem af to store nationer, Frankrig og Tyskland. Italien har ambitioner om at deltage på nogenlunde lige fod. Storbritannien kan ikke finde ud af, om det virkeligt vil deltage eller hellere knytte tættere bånd til storebror på den anden side af Atlanterhavet."
"Vi andre - små nationer - har ikke ret meget indflydelse på de vigtigste ting i den europæiske udvikling. Det bliver vi nødt til at erkende, udenfor eller inde i EU. Vi kan drømme os til et Tyskland, som er småt og økonomisk svagt, og vi kan drømme os til et Frankrig, der ikke styres af stolthed over sin nation. Men det hjælper os heller ikke."
"Vi kan ikke standse realiteten, vi kan ikke standse globaliseringen ved at møde op i vores kønne folkedragter og synge folkeviser og vise vore kønne piger frem og tro, at det sikrer vores kultur eller identitet. Vi må vi udvikle en måde at sikre vores beslutningsproces så meget, vi kan".
Til den ende har professoren en plan. Eller rettere: Han arbejder på den; den bliver fremlagt på en stor konference for europæiske minoriteter i København til september. I korthed lyder den: Mere EU-integration, mere magt til regionerne.
"Den europæiske konstruktion bliver kun succesfuld, hvis den bygges på to søjler - på den ene side integration, på den anden side decentralisering: Hvis den anden søjle ikke kommer med, så mister folk initiativ, ikke mindst til at løse deres egne problemer."
"Derfor skal lokalsamfund have direkte adgang til Bruxelles, uden om deres nationale regering. Den strategi har to elementer. For det første skal det europæiske parlament have mere indflydelse".
- Med 400 millioner indbyggere i EU får to millioner slovenere da ikke meget at skulle have sagt i et fælles parlament?
"Parlamentet har den store fordel, at det er direkte forbundet med vælgerne. Det er vigtigt, at folk får fornemmelsen af, at der ikke er skudt led ind mellem dem og nogle magthavere".
Men han anerkender, at fornemmelse og indflydelse er to vidt forskellige forhold. Derfor er hans for det andet det vigtigste. Devetak er jo professor i kontinentets små enheder:
"Med Maastricht-traktaten blev der oprettet en komite af regioner, Det Europæiske Regionsudvalg, som er et rådgivende organ. Jeg er overbevist om, at den kan og vil få mere indflydelse; Maastricht var signalet til at man begyndte at lægge vægt på subsidiariteten, det forhold at EU skal lade være med at blande sig i forhold, som kan løses lokalt.
"Komiteen og lignende aktiviteter skaber udviklingen af en parallel 'demokratisk korrektion' af integrationen; dén har nogle farlige sider, fordi integration altid har en indbygget trang til at gå for vidt.
- I et lille land, jeg kender bedre end Slovenien, ville mange sige, at den fælles mønt euro'en lige præcis er et eksempel på at integrationen går for vidt. Med den fælles mønt mister I indflydelse over jeres skatte-, social- etc.-politik...
"Ikke mere end globaliseringen allerede tager fra os! Vi blev en nationalstat, da solen begyndte at gå ned over nationalstaterne! Det revolutionære ved euro'en er, at det bliver meget lettere for små regioner at deltage i den fælles økonomi; det bliver meget lettere for Slovenien at eksportere til og investere i resten af unionen. Det gør det lettere for slovenerne at rejse og handle".
"Ja, tak - men det gør det jo også lettere for udlandet at invadere Slovenien og vælte jeres produktion over ende...
"Hør nu her, kære ven". Professoren læner sig frem over bordet, hvor han har dissekeret fremtiden og dens præmisser. "Kære ven: Står man overfor vanskeligheder, problemer, farer - så har man to muligheder. Man kan lade dem undertvinge sig. Man kan også gå til angreb på dem og overkomme dem. I mine øjne er både EU og euro'en forhold, der kan defineres som vanskeligheder, problemer, farer. Men det er samtidig nogle, der giver os muligheder."
"Jeg er klar over farerne, men jeg er en fighter. Og i det aspekt er jeg ikke så meget anderledes end andre slovener".

Slovenien blev født af fightere, frihedskæmpere. Ikke så meget under den korte konfrontation i 1991 med serberne i den jugoslaviske forbundshær, som i en heroisk, brutal, blodig og langstrakt guerillakrig mod tyskerne under Anden Verdenskrig. De slovenske frihedskæmpere havde en klar strategi: Kampen mod den tyske besættelse, i alliance med vestmagterne, var deres chance for egen nation. Farer var der nok af, også fra allieret side. De kæmpede så effektivt, at de skubbede tyskerne længere ind i Italien, end stormagterne havde aftalt, at de måtte.
"Det var umådeligt farligt! Og hvad skete der? Churchill gav sin øverstkommenderende i Italien, general Wilson ordre til at angribe slovenerne og skubbe dem tilbage til grænsen før krigen. 'Det skal jeg nok,' svarede han. 'Men det bli'r ikke sjovt'. Hvorfor han lod de slovenske brigader, alle opkaldt efter nationalpoeter, i fred. Dermed blev grænsen trukket hvor den var da Italien - før krigen - annekterede slovensk jord. Samme sted, hvor den unge stats grænse går i dag."
46 år i den jugoslaviske forbundsrepublik kan i dag betragtes som en nødvendig omkørsel til selvstændigheden. For syv år siden blev Slovenien endeligt en rigtig nationalstat med egen statsbane, fane og penge.
Professoren slutter: "Vi har en lang tradition i Slovenien for ikke at give op. Når vi som folk, som kultur, kunne overleve århundreder uden vores egen stat, så kan jeg ikke forestille mig, at vi ikke kan håndtere udfordringerne i EU".

Dette er det femte interview i en serie. De fire første blev bragt 25.-26. april, 2.-3., 7. og 9.-10. maj. Serien fortsætter

Serie

Hjemstavn

Seneste artikler

  • Gå tilbage, men aldrig til en fuser

    31. december 2009
    Den nye hjemstavnslitteratur var og blev den synligste trend i det 21. århundredes første årti, der dog bød på mange genrer
  • Hjemstavn

    30. december 2009
    Et af temaerne i årets danske litteratur, der i øvrigt har handlet om alt fra familie- og generationsopgør til ustabile identiteter, har været en ny hjemkomst, en besindelse på det danske sprog og hvad man kommer fra, på en ny hjemstavn i sproget
  • Det er ganske vist: Fyn er fin

    10. august 2009
    Fyn er et af Danmarks mest undervurderede steder, og derfor er det på sin plads at gøre op med enhver fordom her. Odense er eventyrets by - smørklatten i danmarks-grøden. Information har valgt at hylde paradisøen Fyn
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her