Læsetid: 4 min.

Permafrost eller hva?

13. maj 1998

Det handler om at skærpe kravet til kvaliteten på alle felter, kunstnerisk som politisk. Det gælder vel ikke mindst i dag - et svar til Inger Holst

PH-FORSVAR
Uden at anfægte grundsynspunktet i tegneserie-amazonen Inger Holsts artikel "Frisind på is" (Information den 5. maj) føler jeg trang til at komme med et par betragtninger, der måske kan kaste yderligere lys over sagen.
Det er sandt, at en af hovedteserne i kulturradikalismen handlede om kampen mod folkefordummelsen og det vigtige i at føre den. Det er også rigtigt, at den massive påvirkning fra USA i form af en accelererende kommercialisering fik mange kulturradikale til at afsikre pistolen. Men det kræver rigtignok også en uddybende forklaring på tingenes tilstand i halvtredserne og begyndelsen af tresserne for helt at fatte, hvad de nidkære kulturvogtere var oppe imod.
I dag - hvor sluserne står totalt åbne efter det postmodernistiske ragnarok og den dermed følgende værdimodernisering - kan det være svært at fatte, hvor sårbare og samtidig indespærrede vi følte os i 1955.
Det er nødvendigt at anskue kulturradikalismen i et tidsperspektiv og ikke blot som et generelt opgør mod globalpoppificeringen støbt over en USA-skabelon. Der var også tale om et forsøg på oprør og en frigørelse fra en mere og mere omklamrende mediebefordret sentimentalisering og forløjethed, der havde sine rødder i senvictorianismen, var kogt grundigt op under besættelsen og nu kom til udtryk i det spæde fjernsyns udsendelser og først og fremmest i filmen, hvor Lille Per og Prinsessen fra benzintanken kæmpede med De røde Heste og Den gamle Mølle på Mols om overtaget, mens Volmer Sørensen, elegant som en trebenet bryggerhest, spredte sin forlorne underholdning over mark og vænge.

Ikke til at holde ud
Det var en tid, hvor det seksuelle frisind, som kulturradikalismen også kæmpede for, følte sig slået tilbage til start og blev erstattet af den "hænderne-over-dynen"-mentalitet, man troede var blæst ud med Olfert Richard og Chr. Bartholdy. Det var dengang det var hotteste hot, at halvnøgne piger kravlede rundt som reklame for de ny bilmodeller og de unge mænd syntes, at der skulle mindst to liter Brylcreme i parykken for at erobre de piger, der var udstafferet som tidligere Barbiedukker med stivskørter og syv lag strut til værn om de kostbare og uangribelige kønsdele.
Det var en yndig tid med Raquel Rastenni og Birthe Wilcke og Victor Cornelius og "Den hvide måge" og "Mor er den bedste i verden" og Skovfoged Bjælkeby. Det var ikke til at holde ud. Og selv om verden har forandret sig, er der stadig forskel på Jodle Birge og Frank Sinatra, Keld Heick og Bob Dylan.
I retrospekt er det let at se, at alt det dengang førte til moralisering med modsat fortegn af den gængse. Det er muligt, at Johan Fjord Jensen ikke dansede twist, men han er nu heller ikke nogen lystig fætter, det gjorde til gengæld vi andre, hvad jeg faktisk har skrevet en hel roman om! (Twist, Gyldendal 1976). Det er alt for kortsynet kun at ville opfatte det hele som en ensidig kamp mod populærkunsten (læs mine anmeldelser af ABC-revyerne med Kjeld & Dirch fra halvtredserne!), og Inger Holst er helt vild på kareten, når hun f.eks. påstår, at Poul Henningsen gik i sin grav uden at fatte betydningen af "The
Beatles". Så vidt jeg husker, optrådte P. H. til sin halvfjerdsårsfødselsdag i Paul McCartney-paryk, og det var ikke for at parodiere, det var for at solidarisere sig med de unge og for at vise sin glæde over den kvalitet, der var så åbenlys i dette folkelige gennembrud, som uden overdrivelse var en åbenbaring for os allesammen.

Krav til kvalitet
Her er det så, vi måske kan mødes. Kampen handlede i sin kerne dengang som nu om at skærpe kravet til kvaliteten på alle felter kunstnerisk som politisk og langt ind i det, man kunne kalde folkekulturen. Og hånden på hjertet: er der ikke nok at tage fat på i 1998, hvor kommercialiseringen og voldsfordummelse har taget et omfang, Poul Henningsen i sin vildeste fantasi ikke ville have kunnet forestille sig?
Mens en stor del af de toneangivende har haft travlt med at lægge kulturradikalismen på is eller erklære den for død og begravet, finder jeg dens tilstedeværelse nødvendig og livgivende. For der er ikke blot tegn på, at den mediemæssige fordummelse (læs dette blads tv-anmeldelser!) er ved at tømme hovederne på folk, også den moralske oprustning stikker sit gustne fjæs frem igen, hvad Informations læsere som de sidste skulle være uvidende om.
George Orwell hævdede, at man kan aflæse den politiske undertrykkelse og almene fordummelse ved at betragte omfanget af lotterispillet i en nation. I gamle dage havde vi Klasselotteriet og Landbrugslotteriet og Varelotteriet. I dag kan man ikke engang gå på posthuset uden at få stukket en skrabeplade eller noget andet tilsvarende i næsen. Åbner man for fjernsynet, må man uafbrudt slå sig vej mellem quizzer og lykkehjul, lottospil og tips eller hjemmevideoer, hvor publikum vrider sig af grin, mens lillebror falder over sin trehjulede og brækker benet, ellers når man aldrig frem til bare en udsendelse, hvis niveau ligger et sted, hvor man ikke føler sig behandlet enten som sadist eller lallende idiot.
Vist kan der være noget puritansk og endda farisæisk over kulturradikalismen, når den er allermest stuck up eller kalder restriktioner og forbud, men så længe den muntert og udogmatisk og helt uden at indoktrinere slæber for at trække tæppet væk under forlorenhed og folkelig udbytning, har den sin berettigelse.
Der er gode tegneserier og dårlige tegneserier, god pop og dårlig pop. Er det virkelig så skrækindjagende at fortsætte kampen for, at vi allesammen eller så mange som muligt får adgang til det bedste og først og fremmest chancen for at tænke og vælge selv? Det synes jeg ikke.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu