Læsetid: 3 min.

PET-redegørelse bygger på mundtlig aftale

11. maj 1998

Justitsministeriet kan ikke dokumentere, om Frank Jensen stillede krav til indholdet af PET's 1. april-redegørelse

Justitsministeriet er ikke i stand til at dokumentere, om Frank Jensen på noget tidspunkt gav PET-chef Birgitte Stampe en specificeret ordre, da han i marts udbad sig en redegørelse oven på TV 2-udsendelserne Den Hemmelige Tjeneste.
Ministeriet har intet på skrift, og dermed er det uvist, om PET fik en klar besked om, hvad redegørelsen skulle indeholde - eller om PET fik frie hænder.
"Beskeden blev givet mundtligt til chefen for PET, Birgitte Stampe - vist af ministeren selv," siger afdelingschef i Justitsministeriet Lars Bay Larsen, som er ansvarlig for iværksættelsen af PET's redegørelse.
Derefter, forklarer Lars Bay Larsen, udarbejdede Birgitte Stampe et oplæg til, hvad redegørelsen skulle omfatte - et oplæg, som svarer til det, der senere kom til at stå i redegørelsens indledning - og dét oplæg blev så godkendt på et møde mellem Lars Bay Larsen, departementschef Michael Lunn, justitsminister Frank Jensen og PET-chef Birgitte Stampe.
Men heller ikke den ministerielle godkendelse findes på skrift, oplyser Lars Bay Larsen.
Forklaringen fra Justitsministeriet overrasker de radikale.
"Det kommer helt bag på mig, at man satte et så væsentligt et arbejde i gang alene over telefonen," siger den radikale gruppeformand, Jørgen Estrup, og fortsætter:
"Det virker helt anderledes nonchalant, end sådan som ministeriet og ministeren plejer at handle."
I tirsdags var beskeden fra Justitsministeriet da også en anden.

Det brev findes ikke
"Det kan jeg sagtens svare dig på," sagde ministersekretær Johnny Petersen, da Information i tirsdags ringede for at få oplyst, nøjagtigt hvad PET blev bedt om at redegøre for.
"Der er jo selvsagt udgået et brev herfra til PET, og det brev skal jeg gerne faxe " fortsatte han.
Men der kom ingen fax. Til gengæld ringede kontorchef i Justitsministeriets Politikontor, Janni Christoffersen, senere samme dag tilbage og forklarede, at der "helt sikkert ikke findes et sådant brev", men at svaret ville fremgå af en besvarelse, "som vi i øjeblikket er ved at skrive", til et spørgsmål stillet i Retsudvalget:
"Nøjagtig hvilke forhold fik PET til opgave at redegøre for efter TV 2-udsendelserne Den Hemmelige Tjeneste i begyndelsen af marts 1998?" lyder dét - og i torsdags sendte Justitsministeriet besvarelsen af sted:
"De forhold, PET fik til opgave at redegøre for efter de pågældende tv-udsendelser, fremgår af indledningsafsnittet (side 4) i Redegørelse vedrørende dele af PET's virksomhed," skriver Janni Christoffersen og Frank Jensen, og tilføjer: "Den angivne opgavebeskrivelse er godkendt af justitsministeren."
Med den forklaring har ministeriet samtidig en enkel forklaring på de mange spørgsmål om, hvorfor historier, som efter den 1. april er kommet frem i pressen, ikke er med i PET's redegørelse:
"Som det fremgår af selve redegørelsen, er der tale om en redegørelse vedrørende dele af PET's virksomhed," skriver Justitsministeriet.
Men det svar er afsenderen, den radikale retsordfører Elisabeth Arnold, langt fra tilfreds med. Ikke mindst fordi Frank Jensen tidligere har udtalt sig anderledes håndfast om, hvad redegørelsen skulle indeholde.

PET skal fortælle alt
"PET skal fortælle alt" lød en overskrift i Jyllands-Posten torsdag den 5. marts - to dage efter andet afsnit af Den Hemmelige Tjeneste, og seks dage før folketingsvalget.
"Justitsminister Frank Jensen har besluttet at afkræve Politiets Efterretningstjeneste en total redegørelse for de seneste 20 års efterretningsarbejde," skrev avisen og citerede Frank Jensen:
"PET skal beskrive sin interesse for samtlige organisationer og partier i denne periode."
Det citat har Frank Jensen på intet tidspunkt dementeret. Og med artiklen i hånden kan Arnold ikke få tingene til at hænge sammen. Derfor vil hun nu stille yderligere spørgsmål i Retsudvalget.
"Det svar, jeg har fået, passer jo overhovedet ikke med det, Frank Jensen har sagt til Jyllands-Posten. Og hvis al kommunikation mellem ministeriet og PET er foregået mundtligt, skulle dét selvfølgelig også have fremgået af det svar, han har givet mig," siger Elisabeth Arnold.

Side 3: Flere PET-spørgsmål til Frank Jensen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her