Læsetid: 3 min.

PH's fejltagelser

13. maj 1998

Han vidste godt, at han i første omgang havde dummet sig med jazzen. Men også i dag er det bedre at dumme sig og så blive klogere, end ukritisk at flyde med på tidsåndens bølger

PH-FORSVAR
Den 5. maj triumferede Inger Holst her på siden ("Frisind på is") med påstanden om, at selveste Poul Henningsen tog fejl, da han i efterkrigsårene så USA som den store kulturelle trussel.
Han kunne derfor ikke forudse - mener hun - at unge amerikanere, opdraget med tegnserier og pop, pludselig blev antiautoritære og sagde nej til at kæmpe i Vietnam.
PH kunne - i samme åndedrag - heller ikke opfatte, at The Beatles var et nyere svar på hans egen ungdoms doktrin om jazzen som tværgående kulturfaktor, mener Inger Holst.
Det kunne han nu, så vidt jeg husker, godt, men måske med lige så langt tilløb som så mange andre ældre og halvunge, da den engelske gruppe udviklede deres musik fra pigtråd til raffinement, og ørehængende slog igennem alle samfundslag.

Ufornuft
Men det var ikke første gang PH var sen i optrækket, selv når det gjaldt opfyldelser af hans egen livslange drøm om massekulturelle fænomener af høj kvalitet.
I 1929 skrev han i den første af PH-revyerne på Nørrebro en vise til Liva
Weel med følgende vers:
Når man hør'en melodi / med et læs synkoper i / skreget ud som sidste USA'sensk skrig / får man negerkruset hår / når man ser den tekst der står.
"Og det kunne jo ikke godt siges mere ufornuftigt", tilføjede sidenhen den uheldige revyforfatter i artiklen "Det tabte land", gengivet efter Henrik Stangerups PH-antologi Vi er selv historie.
Få år senere fik hans og Bernhard Christensens revyviser som bekendt selv jazz-lyd. Og hvad angår PH's syn på USA kan det åbenbart være nødvendigt at citere to andre udsagn:
"Det er sikkert nødvendigt, hver gang man snakker McCarthy også at tilføje, at der findes et andet Amerika, et kulturland hvorfra vi henter moderne litteratur, jazz, dramatik og filmkunst." Men: "Det forekommer indlysende, at vi svigter det værdifulde Amerika ved at henvise til, at det dog findes. Det er jo det, der blir forfulgt." ("Amerikas for- og bagside", 1954), eller: "Ensretningen, den konformisme, som med urette (min kursiv, AdW) er gjort til et amerikansk fænomen, rykker os hver dag nærmere." ("Kan vi, må vi, vil vi?" fra 1957).
(Begge citater fra Bay og Harsløfs PH-antologi Kulturkritik).

Kulturpolitik
Nu kunne man naturligvis læne sig op ad, at det er ligegyldigt, om Inger Holst trænger til at banke både Johan Fjord-Jensen og Tørk Haxthausen oven i deres dogmatiske cartoon-fejltagelser - om at tegneserier er henholdsvis farlige eller indoktrinerende - og så der oveni finder det passende at åle PH for hans livslange kulturprojekt og tillid til overraskelser.
Men det er ikke ligegyldigt, fordi hun i virkeligheden fyrer sine løsrevne påstande af i den hensigt, at sætte en langsigtet kulturradikal strategi i tvivl. Nemlig den, der tager udgangspunkt i, at det ikke er særlig demokratisk at acceptere laveste kulturelle fællesnævner som kulturpolitisk mål. Og på det punkt er den kulturpolitiske situation lige nu lige så slem som den var i 1950'erne.

Lunken smag
Poul Henningsen forstod aldrig det geniale ved komikerparret Dirch Passer og Kjeld Petersen, når de overdådigt optrådte på ABC-teaters lange scene, som han selv havde designet for Stig Lommer.
Kellerdirch var for fjollede efter PH's samfundskritiske synspunkt. De fulgte ikke hans gamle recept med tre sjove vers og så et provokerende.
Man har lov at tage fejl, også i kulturelle spørgsmål. Og det gjorde PH kunstnerisk set med Kjeld og Dirch. Men kan generationsbundne eller hildede bedømmelser ikke også være anledning til kvalificeret kritik - og dermed til debat og yderligere kvalitetsudvikling?
Den kvalificerede produktudvikling har en skrøbelig skæbne på disse års massekulturelle markeder. Fordi så mange medier "angler efter tilfredshed" for nu at bruge et PH'sk udtryk fra et kritisk radioforedrag trykt som kronik her i avisen oktober 1957.
Udviklingen styres i stigende grad af medløbere på afgørende chefposter, hvis eneste kvalitetsmål er høje ratings, og hvis tillid til kvalitet er mindre omfattende end deres egen lunkne smag.
Derfor er det kulturradikale projekt immervæk vigtigt for demokratiet, selv om dets praktikanter stadigvæk må høre sig udråbt som både højrøvede og bedrevidende.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu