Læsetid: 3 min.

Play it again, Carl

5. maj 1998

Carl Nørrested genopliver en forsømt genre: den regelrette undervisningsfilm

NY FILM
Almindeligvis betragtes musicalen The Jazz Singer fra 1927 med Broadways minstrel-stjerne Al Jolson som den første tonefilm. Det er da også korrekt, at The Jazz Singer var den første succesfulde langfilm med både tale og musik. Men filmhistorikere vil vide, at overgangen fra stum- til talefilm ikke skete fra den ene dag til den anden, og at sandheden om Al Jolson-filmen er mere kompliceret end som så.
For det første var The Jazz Singer ikke en egentlig talefilm, som vi kender det i dag. I lange passager var filmen stum, og de scener, hvor der forekom synkron dialog eller sang, var noget stive i det. For det andet var der langt fra tale om den første film med lyd. Faktisk udførtes de tidligste tekniske eksperimenter med at sætte lyd til film allerede før århundredeskiftet, og hele vejen op gennem filmens barndom konkurrerede forskellige personer og grupper om at udvikle dét system, som kunne fuldende det 20. århundredes vigtigste kunstart: filmen.
Det er denne historie, filmmageren og -historikeren Carl Sch. Nørrested har sat sig for at fortælle i Fra øje til øre, en formelt ganske ordinær dokumentarfilm med pædagogisk speak, illustrative eksempler og enkelte interviews.
Nørrested lægger ud med at aflive forestillingen om, at filmen i sin barndom var stum. Film og lyd har altid hørt sammen, hedder det. Ude i biograferne havde man tangentboksere eller symfoniorkestre - alt efter økonomisk formåen - og det var først og fremmest filmmagernes eget ønske om at kunne kontrollere publikums fulde oplevelse, der førte til udviklingen af tonefilmen.

Overflødighedshorn
Fra øje til øre er et rent overflødighedshorn af kosteligt arkivmateriale, og den ikke-kyndige overraskes gang på gang over de sjældent belyste sider af filmens tidligste historie. Et sangnummer med Mayol fra Alice Guys film Questions Indiscrètes viser, at det allerede i 1907 lod sig gøre at afvikle billede og lyd nogenlunde synkront.
På Det Danske Filmarkiv demonstrerer Uffe Lomholt Madsen et dansk tiltag fra 1923, en kasseret prøve fra en lydfilm, hvor en distingveret herre med en pragtfuld diktion fortæller en vittighed. I Auburn i staten New York besøges The Case Research Lab, grundlagt af Theodore Case i 1916, hvor fundamentet for selskabet Fox Movietones første lydfilm blev lagt. Og i London besøges Museum of Moving Images, hvor vi får demonstreret det såkaldte Vitaphone-system, en noget klodset model baseret på koordinering af filmruller og store lakplader. Systemet tillod synkron fremførelse af billede og lyd i op til ti minutter af gangen.

Ægte kærlighed
Passager i Nørresteds film er præget af en noget nørdagtig teknikfetichisme, men i et bredere kulturelt perspektiv er den tekniske historie faktisk interessant. Og de fleste forbehold forsvinder undervejs som dug for solen, fordi Fra øje til øre tydeligvis er båret af en ægte kærlighed til de gamle film. Hvilket især mærkes, når man kommer frem til det afsluttende klip, en mere end fem minutter lang musical-ekstravaganza fra William Keighleys The Singing Kid (1936), et forsøg på at genoplive Al Jolson i en ironisk historie om den aldrende vaudeville-stjerne, der nægter at tilpasse sig de nye tider og kun vil synge sit gamle glansnummer: "Mammy". At en regelret undervisningsfilm som Fra øje til øre netop skulle komme fra Carl Nørrested, er både overraskende og logisk. Overraskende, fordi Nørrested som instruktør tidligere har stået bag aparte projekter som Codans bølge, en eksperimentalfilm lavet over 21 år fra 1964 til 85, den kulsorte novellefilm om Københavns Nordvestkvarter 2400 NV (1992) samt den helt besynderlige og dybt private video I sin afmagt møder Sch. Rembrandt (1993).
Og logisk, fordi Nørrested er en vaskeægte film-buff, som i noget, der ligner en menneskealder, har omsat sin lidenskab for film til forskellige former for formidling.
Nørrested er imidlertid ikke et strømlinet karrieremenneske. Han er lidt af en original, hvis lidet bureaukratiske karakter gang på gang er stødt mod systemets skarpe kanter. Hvilket er en skam, for det danske filmmiljø gør sig selv fattigere ved ikke at udnytte Nørresteds enorme viden og store engagement.
Måske er den formidlende filmhistoriske dokumentarisme vejen frem for Nørrested. Under alle omstændigheder burde Fra øje til øre blive obligatorisk stof i filmundervisningen rundt om i landet. Og heller ikke ganske almindeligt filminteresserede bør snyde sig selv for et kuriøst kig bag kukkassens kulisser.

*Fra øje til øre. Instr: Carl Sch. Nørrested. Video. 1998. 53 min. Filmen vises på Museet for Samtidskunst, Roskilde, i forbindelse med udstillingen Krydsfelt. Hver onsdag kl. 16.00 fra 6.5. til 3.6., samt lørdag d. 6.6. kl. 15.00. Distr.: Det Danske Filminstitut, Kort- og Dokumentarfilm

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her