Læsetid: 4 min.

Poesi og politik

23. maj 1998

KALENDER
ANVENDELSEN af intellektuel som navneord og som nøgleord i kulturdebatten er kun hundred år gammel, stammer fra dengang en række franske forfattere og videnskabsmænd formulerede et opråb til forsvar for Alfred Dreyfus, oplyser Den store danske Encyklopædi. Den tilføjer, at vi herhjemme først i 1950'erne fandt på at kalde sådanne folk de intellektuelle, dem, der bruger deres sociale position og uddannelse, gerne som oppositionel autoritet, for at skabe ret og skel i debatten. At de intellektuelle fandtes før betegnelsen, giver allerede Brandes-Hørup tiden belæg for, ligesom 1700-tallets franske encyklopædister var af den art.
Med mellemrum, når debatten synes for tam, rejses kravet om, at forfatterne, digterne, tager sig sammen som intellektuelle i den betydning. At flertallet af 1990'ernes unge forfattere hellere lever i ubekymrethed, tilstår de - således provokeret - gerne selv og henviser til deres skrifters poetiske form for indirekte meddelelse.
Nu er man jo hellere fri for selvopgejlende engagementer af dårlig samvittighed, men desto mere glad for de professionelle lidenskaber, der har sprog til det hele.
Jeg vælger en figur fra fortiden. Han havde kun 37 år til rådighed, men da han døde i 1845, efterlod han sig ca. 30 digtsamlinger og lige så mange bind fortællinger, 14 skuespil, 16 farcer, et antal historiske værker og lærebøger, nogle børnebøger, to politiske biografier og en selvbiografi. Når dertil nævnes, at han i perioder fuldstændig dominerede debatten i Kristianias presse, er det ydre omrids tegnet af geniet Henrik Wergeland. Et udtryksmenneske, et handlingsmenneske.

I STUDENTERLUNDEN midt på Karl Johan i Oslo står en statue af Wergeland. I søndags blev den bekranset af Studentersamfundet, og formanden holdt tale. Nogle timer senere mødtes rødrussen og blårussen samme sted og holdt appel og taler.
Det var 17. maj og solen skinnede over nationaldagen, og vi gik alle rundt med det norske flag på pind og gratulerede hinanden med dagen.
Allerede klokken 8 havde der været der bekransning af Wergelands grav på Vor Frelsers Gravlund. Klokken 8.45 nedlagde Jødisk Ungdomsforening en krans samme sted, efterfulgt af korsang.
Henrik Wergeland tillægges æren for at have indstiftet festdagen på datoen for vedtagelsen af verdens frieste forfatning, udformet 1814 på Eidsvoll, hvor faderen Nicolai var medforfatter og senere flyttede ind og gav sønnen et barndomshjem. Henrik havde grundloven hængende på væggen i sit værelse. Her vaktes han som intellektuel.

PÅ ET PUNKT var forfatningen alt andet end fri. Grundlovens paragraf 2 nægtede jøder og jesuitter adgang til riget og var smålig med religionsfriheden. Wergeland, der ivrede mod undertrykkelsen af bl.a. irere og polakker, tog kampen op mod den sorte hær af fordomme i og uden for paragraf 2 og ikke mindst i Stortinget, skrev ved siden af pamfletter digtsamlingerne Jøden og Jødinden, den sidste på dødslejet. Den rummer de berømte linjer:

Ung maa Verden endnu
være,
Slægtens Sagas lange
Lære
endnu kun dens Vugge-
sange
og dens Barndoms
Eventyr.

Først på den anden side af hans grav, 1851, ophævedes bestemmelsen. Det var jøder uden for riget, der i 1849 fik rejst det ovennævnte gravminde, der nu er et af nationaldagens hædrede monumenter.

OPPE PÅ slottets balkon står kongen, dronningen og kronpinsessen i timevis og betragter 17. maj-dagens parade. Kongen, der ikke som dengang var svensk og nu bare står som bronzerytter på pladsen foran, er norsk og er iført en sort diplomatfrakke, eller hvad det er, og han løfter sin høje hat, hver gang en faneborg passerer. Vi er enormt mange og meget begejstrede, men på en rolig måde, idet vi fascineres af en pige fra norsk tv i en lang brun kjole på et højt stillads, hvorfra hun med et mægtigt kamera zoomer begivenhederne ind. Og messingsuppen skvulper fra skole efter skole, som defilerer forbi i den børnerige hovedstad.
Det var Bjørnstjerne Bjørnson, der opfandt Barnetoget, vistnok inspireret af Wergelands linjer i en nationalsang for børn: Vi ere en Nation vi med/Vi Smaa en Alen lange. Og børn turde de ikke slå på, men Wergeland fik tæsk af politiet, da folk i 1829 begyndte at stimle sammen 17. maj. Han var en skikkelse i byen, hvor alle kendte alle og ham for det rumlende og ramlende liv, han også fik tid til. I politibogen for 27. maj 1837 står der: "Cand.teol. Henrik Wergeland optaget i Nat af Vægterne No. 7, 11 og 17 for at have skreget uden for Kjøbmand Kolstad, men strax igjen løsladt." Det kan forudses, at den kommende nat 1998 vil byde på et antal patriotiske skrigere.

TUBERKULOSEN slap ikke Henrik Wergeland. Dødssyg modtog han på sengen en flok plakatfulde stortingsmænd og beskrev scenen i et brev til faderen, deres latterlige sentimentalitet og rå plumphed, et humoristisk skuespil i svøb.
Han tænker, oplever, beskriver, skriver under højtryk.
I løbet af godt et års sygeleje blev det til 860 sider vers og 570 sider prosa. Han ville ikke slippe nogen del af livet, polemikken, poesien, sig selv, og bad i et af de sidste digte foråret redde ham, at vidne om hans intense optagethed af eksistensen. Han kalder anemonen, svalen, træet.
Glemt er han ikke i Norge. Hans vidner er stærkt til stede denne nyudsprungne forårsdag, hvor folket er på benene og japanske turister fotograferer det hele og er lige så forundrede som danskerne. Men i Danmark står der måske endnu her og der et og andet digt af Wergeland i en skolebog.

I sidste uges "Kalender" anførtes fejlagtigt Kirsten Klein som fotograf til bogen Danske lokkefugle. Fotografen er rettelig Kirsten Jein. Beklager.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her