Læsetid: 3 min.

En politik uden ansigt

9. maj 1998

Ny metode skal effektivisere EU's udenrigspolitik. Ny EU-traktat skal rydde op på flere områder, hvor samarbejdet ikke virker godt nok

traktalt 4
BRUXELLES - Stort set alt omkring borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien er en konstant påmindelse om, at nok er EU en økonomisk supermagt, men udenrigspolitisk siges der sjældent noget synderligt pænt om de 15 medlemslandes samarbejde. Indtrykket i danske og internationale medier er, at det er den traditionelle militære supermagt, USA, der bragte freden tilbage på Balkan. Fredsaftalen blev forhandlet på plads på en flyvestation i Dayton, Ohio. Overholdelsen af aftalen sikres med et femcifret antal amerikanske soldater, der primært er udstationeret i Bosnien. Europas egen rolle i hele affæren, er der ingen, som praler af.
Formelt set indledte EU-landene først et egentligt udenrigspolitisk samarbejde den 1. november 1993, da Maastricht-traktaten trådte i kraft. Men reelt har det udenrigspolitiske samarbejdet eksisteret væsentligt længere. Men det har altid været stærkt begrænset og er det sådan set stadig i dag. Samarbejdet indledtes med, at medlemslandene i fællesskab diskuterede sig frem til fælles holdninger til forskellige udenrigspolitiske emner. Disse blev udtrykt i form af erklæringer - oftest én A4 side, som beskriver hvad europæerne mener i en konkret sag.

Formelt med Maastricht
I Maastricht blev det udenrigspolitiske samarbejde udbygget væsentligt, og fik formel mulighed for at brede sig til også at omfatte sikkerhedspolitik og forsvar. EU-landene har også udnyttet de nye muligheder. Men det er altid sket på områder, som bedømt med mediernes øjne er uden glorværdighed. Det er EU som organiserer affaldshåndteringen i Mostar, sender tæpper til kurdiske flygtninge i det nordlige Irak osv.
Tilbage i Maastricht, da traktaten blev forhandlet på plads i december 1991, kunne de dengang 12 lande ikke enes om, hvor stor en rolle EU skal spille på udenrigspolitikken. Derfor blev der vedtaget et første skridt med et udbygget udenrigspolitisk samarbejde og det blev samtidig aftalt, at samarbejdet skulle tages op til revision, når en ny EU-traktat skulle forhandles på plads 1996. Den nye traktat blev klar i Amsterdam i juni 97 og indeholder flere ændringer i det udenrigspolitiske samarbejde.
På det udenrigspolitiske område, er der tre ændringer, som skal gøre det lettere for landene at nå frem til fælles holdninger. For det første etableres der en særlig analyse-enhed i ministerrådets sekretariat. Den kommer til at bestå af udenrigspolitiske embedsmænd fra alle medlemslande. Deres daglige kontakt med hinanden og med deres hjemlige udenrigsministerier skal bruges til hurtigere at forberede fælles beslutninger. Samtidig skal der udpeges en leder af enheden. Denne skal også kunne repræsentere EU udadtil i udenrigspolitiske spørgsmål. I dag er det skiftende EU-udenrigsministre, som repræsenterer EU på det udenrigspolitiske område. I fremtiden suppleres den til enhver tid siddende EU-formand med den nye udenrigspolitiske EU-person, som derfor vil blive et gennemgående ansigt, når det gælder EU's forhold til omverdenen.
Endelig vil den nye traktat også gøre det lidt lettere at træffe udenrigspolitiske beslutninger. I det eksisterende EU-samarbejde, er der afgrænsede områder, hvor landene kan træffe beslutninger, også selv om alle 15 lande ikke er enige. I praksis har den mulighed dog ikke været anvendt. I fremtiden skal det være sværere for et enkelt land at blokere udenrigspolitiske beslutninger.
Det mest kontroversielle område er spørgsmålet om sikkerhedspolitik og især forsvar. EU har ikke nogen fælles forsvarspolitik og der findes ikke en EU-hær. Men ambitionerne om en sådan udvikling findes i flere EU-lande. I Amsterdam-forhandlingerne blev det diskuteret, om den europæiske forsvarsorganisation Vestunionen skulle sammensmeltes med EU-samarbejdet. Det kunne de 15 lande ikke enes om, men de besluttede, at hvis de senere vil foretage en sådan fusion mellem de to organisationer kan dette ske uden en ny ændring af traktaten.

Forsvaret slumrer
EU har aldrig foretaget sig en egentlig forsvarshandling, selv om Maastricht-traktaten åbner mulighed for det. Der har været talt om, hvorvidt landene skulle hjælpe med at rydde miner i Bosnien, hvis de amerikanske soldater blev trukket tilbage og enkelte andre spørgsmål som ville involvere en meget begrænset militær indsats har også været drøftet. Men det er blevet ved snakken. Militært dominerer USA stadig i Europa, og der vil næppe kunne samles opbakning til et reelt militært samarbejde i EU, så længe USA accepterer - for egne penge - at spille hovedrollen.

*Dette er den fjerde og sidste artikel i en serie om detaljerne i Amsterdam-traktaten. De foregående blev bragt 5., 6. og 7. maj

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu