- sådan virker en retrospektiv udstilling af Elsa Nielsens tegninger, grafik og akvareller
UDSTILLING
Helt koncentreret, med blikket rettet mod motivet og håndens styret af sindet, således forestiller man sig Elsa Nielsen ved arbejdet. Og hvor har hun slidt, aldeles uden sans for kompromisser, genveje, smuthuller og småløgne. Hendes kunst er usmykket, men smuk; sart men sej; ung, men ikke aktuel - og det ligeså lidt i dag som da hun begyndte - og helt frisk i forhold til et menneskeliv, som nu tæller de 75 år.
Lærling hos de store
Alt dette bekræftes af en retrospektiv udstilling arrangeret af Vejle Kunstmuseum, og som nu, efter besøg i Viborg og Hjørring, er nået til Kastrupgård.
Naturligt nok er der indenfor forløbet perioder, hvor snart en, snart en anden kunstner har spillet rollen som inspirator, fra læreren Erik Clemmesen, som lærte hende at bygge en tegning op indefra, over akademi-tiden hos Vilhelm Lundstrøm, som afskrev hende i konturtegningens hellige navn, til en livslang læretid hos verdenskunstens mestre: Bonnard, Velázques, Cézanne, Morandi, Leonardo, Piero delle Francesca, Boticelli og ikke mindst Antiken.
Motiverne
Elsa Nielsen er museumsnarkoman, og mange af hendes tegninger og raderinger fra den sidste halve snes år er parafraser over kendte billeder af gamle mestre. Hun går meget tæt på originalerne, hvorved hun af og til synes at bryde ud af sin meget genkendelige, personlige stil. Det gælder ætsningerne "Efter Peiro della Francesca" og "Efter Bottticelli", mens farveblyanten i "Efter Leonardo" klart er ført af samme hånd, som gennem en snes år har skabt en række kvindeportrætter, et sandt rosenflor af unge piger.
Udstilling som endnu en månedstid kan ses på Kastrupgård går tilbage til midt i 50'erne. Ældst er nogle store nature morter af flasker og glas, frugt og blomster. De er blege og metafysisk immaterielle, i slægt med de italienske purister Edita og Mario Broglios arbejder, mens i andre samspillet mellem et par flasker er af en intensitet som minder om Giorgio Morandi. I 1960 boede ægteparet Palle og Elsa Nielsen i Rom.
I ætsningens tegn
Det følgende årti står i ætsningens tegn. Motivet er stadig ofte flasker, men med det nye medium ændrer udtrykket karakter, og det næsten substansløse erstattes nu i ætsning og litografi af komplicerede flasker med irrationelle spejlinger. Den rastløse tegning, stregens hvirvler og vekslende tæthed, skaber en reliefagtig overflade, der får dem til at ligne masker. De får selskab af viltert spirende løg. I det hele taget er der over arbejderne fra omkring 1970 en næsten rebelsk uorden.
I 1967 købte Palle og Elsa Nielsen maleren, professor Aksel Jørgensens hus i Lyngby. I haven fandt de bl.a. et gipshovede som stammede fra en restaurering af figurerne på Frederiksborg Slots indgangsparti, udført af professor Utzon-Franck. Faktisk går hovedet tilbage til en romersk kopi af Praxiteles' knidiske Afrodite.
Således gjorde Antiken rent fysisk sin entre i det
Nielsenske hjem, og hovedet har siden midt i 70'erne været et af Elsa Nielsens kæreste motiver og hendes mest tålmodige model: vendt og drejet, set oppefra og set nedefra, i profil og en face - en mangeårig forelskelse.
I udstillingen man ser hvordan, men også hvor dybt engageret hun er i naturen, i studiet af blomster og træer.
At tegne et træ, træet udenfor vinduet, at bore sig ind mellem blade uden begyndelse og afslutning, og fordybe sig så man er uden for tid og sted, at have det sådan må være at opleve lykken. Således fornemmes Elsa Nielsens kunst.
*Elsa Nielsen. Tegning grafik akvarel. Kastrupgårdsamlingen, Kastrupvej 399. Til 2.6. Ti-sø 14-17, ons. tillige 19-21
