Læsetid: 3 min.

Professoren og politikeren

14. maj 1998

Marianne Jelved og Anders Ølgaard bytter roller for en aften

I FOLKEDYBET
Fra det øjeblik, fhv. overvismand, professor, dr. polit. Anders Ølgaard gør sin entre gennem glasdøren til foyeren, skraldrer hans malmfulde røst gennem Søllerød Sognegårds diskret afdæmpede murstenskonstruktioner.
Publikum i mødesalen kigger forstyrret omkring: Hvor kommer støjen fra? Kan der skrues ned? Det kan der ikke. Anders Ølgaard kommenterer, ler og larmer til højre og venstre, mens han finder sig vej ind og hen til det bord, hvor han skal sidde i panel med økonomiminster Marianne Jelved. Hendes radikale parti er indbyder til de to's møde om emnet: "Går EU-processen for stærkt?"
Ølgaard har insistereret på, at aftenen skal indledes med en sang fra Højskolesangbogen. Mødelederen beklager, at der ingen højskolesangbøger er i lokalet.
"Det er anden gang, hvor jeg er til radikalt møde, og der ingen højskolesangbøger er," siger Ølgaard bebrejdende. "Men synge skal vi nu alligevel. Kom maj, du søde milde, første og sidste vers. Jeg synger for. Jeg synger ikke kønt, men jeg synger højt, og jeg synger gerne."
Og det gør Ølgaard så, mens forsamlingen prøver at hænge på Mozarts rutsjebanemelodi. "Jo mere europæiske vi bliver, des vigtigere er det, vi synger højskolesangbogen," forklarer Ølgaard efter sangen.

Den kåde nederdel
Det er Marianne Jelved, der skal indlede debatten. Hun er iført vårgrøn jakke og en sort nederdel, der har en kåd tilbøjelighed til at glide langt op over knæet, som hun sidder dér ved mødebordet.
Økonomiministeren forklarer om sin egen tilstedeværelse, langsomt, indtrængende, inderligt:
"Jeg har i sinde at opføre mig sådan, at jeg får overbevist mindst halvdelen, mindst. Det er den eneste grund til, jeg er kommet."
Om Amsterdamtraktaten udreder hun: "Der er kun tre små dele af den, der indebærer suverænitetsafgivelse: Ligestilling, forbrugerbeskyttelse og forpligtelse til menneskerettigheder. I det hele taget består traktaten af klare forbedringer, som især Danmark, Sverige og Finland har arbejdet for. Den er ikke et skridt mod det overstatslige, tværtimod. Vi lever i en utroligt spændende tid, hvor vi hele tiden må omstille os. Det er mere spændende at være politiker end at være professor."
Anders Ølgaard brøler en latter, der næsten blæser Marianne Jelved omkuld.
Marianne Jelved afslører, at hun stemte nej både i 1972 og 1986. "Men nu - efter murens fald - er situationen en anden." Og hun taler sagligt, sagligt, sagligt om valuta, Kul- og Stålunionen, og det Schengen-samarbejde, "der ikke er en del af Amsterdam".

Løsslupne frisurer
Salen er fyldt, fortrinsvis af ældre, mange kvinder; man fornemmer frisindet bourgoisi: Elegante vindjakker og kåber, løsslupne frisurer. Under Jelveds indlæg skumles EU-skepsis ved et par af bordene.
Den griber Ølgaard straks fat i: "Jeg forstår godt dem, der synes, det går for hurtigt. Sæden blev lagt allerede i 1972. Jeg var dengang ved at brække mig over statsminister-fruens, ja, din partifælles," siger han til Jelved, "hendes ja-annoncer om kaffepris og devaluering."
ØMU'en giver dr.polit'ten et gok:
"Konjunkturerne forløber ikke ens i medlemslandene. Derfor har de ikke brug for samme økonomiske politik."
Alligevel har Ølgaard altid været EU-tilhænger: "Et politisk forenet Europa er den bedste sikkerhed mod nye internationale konflikter."
Men Ølgaard synes, EU går for stærkt frem:
"Det er derfor, det er godt med folkeafstemninger. Når der er nationale følelser med i billedet, må jetsettet ikke miste jordforbindelsen."
Ølgaard taler kritisk om EU's landbrugspolitik: "Den er simpelthen en katastrofe."
Han spørger:
"Hvor er veto-retten egentlig blevet af? Jo mere magt, Europa-parlamentet får, jo mindre bliver der tilbage af den. Det er den slags troværdighedsproblemer, I slæber rundt på."
Ølgaard slutter med et ordentligt trut: "Jeg anbefaler et ja, men med et men: Venner, i alle typer af samfundskonstruktioner er det vigtigt, at der er tid til både ekspansion og konsolidering."
I den efterfølgende debat udløser et spørgsmål om embedsmændenes rolle en ordduel i panelet:
Ølgaard: "Embedsmandsstyret er selvforstærkende. En inderkreds - jeg kan nævne navne - arbejder videre, uanset, hvad der sker. Det rager dem en fjer."
Jelved (opbragt): "Det er ikke bureaukrater, der træffer beslutningerne. Det gør politikerne. Siger du, mit arbejde er uden betydning?"
Ølgaard (belevent): "Jamen, Marianne, det var jo ikke det, jeg sagde. Det ligger i forberedelsen af jeres beslutninger. Når I sætter Niels Ersbøll i gang, kan intet standse ham, og når papiret endelig kommer til jeres ministerrådsmøder, er der kun ti uafklarede ord tilbage at indgå kompromis om. Embedsmændene sørger for, at konflikterne aldrig opstår."
Jelved (usikkert): "Nåeh... det er det, du mener..."
I salen sidder man med en fornemmelse af, at Anders Ølgaard og Marianne Jelved optræder i hinandens roller.
Han er politikeren, hun er professoren. Og så kan Marianne Jelved jo godt have ret i, at det er sjovest at være politiker.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu