Læsetid: 3 min.

Men regntøjet er rødt

1. maj 1998

Fælledparken må vente i dag - først skal der hamstres

FJERDE DAG
Mit største afsavn i forbindelse med storkonflikten er i virkeligheden, at mit og Mads Brenøes nye radio-stykke (som genudsendes på søndag) er druknet i strejken. Men måske er det, trods alt, af begrænset interesse for andre - så her er en anden historie.
Jeg skulle egentlig have været i Fælledparken i dag. Nu, hvor der ligefrem er nogle mennesker, der har noget på spil, kunne man vel nok som gammel salonkommunist gå ind og vise racercyklen. Kunne man samtidig lobbye for lidt sponsorstøtte fra fagbevægelsen til ens film, gjorde det heller ikke noget.
Ved et tilfælde læste jeg så overskriften i Hamstringe Tidende fra i mandags. Mælk nok til en uge!
Nu var den uge pludselig ved at være gået, og jeg måtte ændre mine planer. Desværre, kammerater og evt. forretningsforbindelser i fælledparken: I må drikke uden mig. Jeg skal lige ud og hamstre.

Pøbelagtigt hamsteri
Jeg har ellers hidtid haft en rigtig mellemlags-afstandstagen til det pøbelagtige hamsteri, og har, som sædvanligt, overladt bekymringen for børnenes velfærd og forsat uhindrede adgang til frisk økologisk mælk til min hustru.
Hendes ur-instinkter blev omgående vakt da underboens dreng, Asger, for en uge siden, lettere panisk, kunne meddele, at der næsten ingen varer var tilbage i Netto.
Typisk indtog jeg en tilbagelænet og behagelig politisk korrekt holdning mod hamsteri.
I øvrigt kunne vi vel gå på restaurant hvis det kneb.

Trekking-rygsæk
Mandag morgen var jeg nu alligevel sendt i byen med en lang huskeseddel og på-spændt en 90 liter trekkingrygsæk (bemærk den ansvarforflygtigende formulering).
Vores Netto i Blågårds- ("hvordan tør I overhovedet bo der?") -gade viste sig, at være omdannet til et ydmygende helvede af 400-500 paniske førtidspensionister, der hamsterede hundemad og havregryn.
Ud af de periodisk åbnende skydedøre til dette i forvejen temmelig uappetitlige
discounttempel væltede en ubehagelig odeur af destilleret Linie 5 (ældre mennesker der ikke har råd, evne eller vilje til at bevare kropshygiejnen) samt angst, aggression og hørmen af halvrådden tilbudsmælk.
Mens jeg stod der i stanken af fattigdom og overvejede alternative muligheder for at få fyldt hamstersækken, kom en kvinde baksende ud med en papkasse med 20 liter mælk.
Så snart hun var kommet ud på gaden, begyndte adskillige mennesker hadefuldt at beskylde hende for at hamstre. En mand, der ellers ikke ligefrem lignede en mælkedrikker, nåede endda at få nogle liter af den eftertragtede væske op af pap-kassen.
Omsider fik kvinden med mælken dog klargjort for gade-peletonen, at hun var pædagogmedhjælper i en nærliggende børneinstitution, og at hun blot, som altid hver mandag formiddag, var nede for at hente mælk til børnene.
Gassen fes ud af selv-tægtsballonen og jeg og de andre tilløbende publikummer forlod scenen.

Med klasse og stil
Personligt foretog jeg i stedet min hamstring i en delikat, men dyr, Irma ovre på den pæne side af Åboulevarden.
Her var der næsten ingen mennesker, og de få der var, hamstrede med både klasse og stil, skønt vi alligevel alle opførte os lidt som hunde-ejeren der ikke 'ser' hans firbenende ven storskide midt på fortorvet.
Selv om jeg senere nød, at min kone jublende modtog mig som den hjemvendte jæger, følte jeg mig alligevel lidt flov, da jeg, samme dag, læste i Ekstra Hamsteren, hvordan pæne mennesker med hellighedens moralske glorie lysende over hovedet, ytrede, at de skam ikke hamstrede - særlig ikke ministre og kulturpersonligheder og den slags.
Jeg skammede mig lidt, det må jeg sige, men i dag er disse fine fornemmelser væk.
Når alle I andre er i Fælledparken, er jeg ude med rygsækken.
Men regntøjet er rødt.

Danske kunstnere skriver hver dag strejkedagbog i Information. I tirsdags skrev Bent Vinn Nielsen; onsdag Lotte Tarp og i går var det Malene Vilstrup.
Peter Bay er forfatter, instruktør, skuespiller, sanger, tidligere kendt under pseudonymet 'Smukke Kaj'.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her